Måling: Sådan har flest danskere mødt deres partner

16x9
I hvilke situationer opstår der oftest sød musik mellem mennesker? Foto: Polfoto

Leder du efter en kæreste, er det måske ikke nogen dårlig ide at lade en kommentar om kærlighedsjagten falde til dine venner og familie.

Leder du efter en kæreste, er det måske ikke nogen dårlig ide at lade en kommentar om kærlighedsjagten falde til dine venner og familie. Det er herigennem flest danskere har mødt deres nuværende partner, ifølge en meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Lige knap hver femte har mødt deres partner via venner og familie i en anden sammenhæng en fest, og det overrasker ikke parterapeut Mikael Hoffmann.

- Vi kan godt lide noget, der er trygt, det ligger i vores gener. Og familie og venner er selvsagt nogle, vi er trygge ved, siger han og kan sagtens se fordele ved, at vi får hjælp af gode venner til at møde kærligheden.

- Fordelen er, at man ved, hvad man får. Typisk vil det betyde, at man finder hinanden inden for samme sociale lag med samme overbevisninger og holdninger til tingene, siger han.

Omvendt kan det hele måske blive lidt kedeligt, forudsigeligt og indspist, hvis man ikke får friske input udefra i ny og næ, påpeger han.

Mest naturlige
Nogle kan måske også have lidt svært ved at indrømme over for venner og familie, at de rent faktisk savner en kæreste, mener Marian Danstrup, der interesserer sig for dating som sexolog og coach.

- Vi er lidt hæmmede i Danmark. Vi har en singlekultur og er ikke meget for at indrømme vores egen sårbarhed. Det at savne en kæreste kan nemt blive forbundet med, at man ikke kan klare sig alene, og det er en misforståelse. At vi gerne vil have kærlighed i sit liv er det mest naturlige i verden, siger hun.

Mens venner og familie som bindeled topper listen, er der også mange, der har haft held til at finde kærligheden i byen. 16 procent af de adspurgte svarer, at de har fundet deres nuværende partner på en bar eller et diskotek. Det kan Mikael Hoffmann også både se fordele og ulemper ved.

- Fordelen er, at man åbner op, man drikker måske noget alkohol og tør noget mere. Ulempen er, at man risikerer at finde sammen med nogen, der slet ikke passer til en. Hvis man ender med at flytte sammen og få børn, viser det sig måske, at ens grundlæggende værdier er meget forskellige, siger han.

Sex for hurtigt
Marian Danstrup er heller ikke ubetinget begejstret. Hun mener ikke, at en våd bytur er den bedste kickoff for et succesfuldt forhold.

- Problemet er, at man er fuld og ikke rigtig kan tale sammen. Måske kommer man også til at have sex lidt for hurtigt. Hvis man har god sex, kommer man måske til at glemme nogle andre værdier, som tæller på den lange bange, og hvis man omvendt har dårlig sex, kan det ødelægge det hele, selv om det måske bare var fordi, man var fulde, siger hun.

Ifølge Megafonmålingen kommer arbejde og uddannelse ind som tredje og fjerde bedste sted at møde en partner. Dem, man falder for her, er måske nogle andre typer end dem, man ville kaste blikke efter i byen, mener Marian Danstrup.

- Man lærer hinanden at kende og får en anden tolerance over hinanden, som man ikke ville nå at få på en tur i byen, siger hun.

  • 18 procent: Via venner/familie i en anden sammenhæng end fest
  • 16 procent: På bar/diskotek/værtshus eller lignende
  • 15 procent: Via arbejde
  • 13 procent: Via uddannelse
  • 11 procent: Via et datingsite
  • 9 procent: Til en privat fest
  • 18 procent: Andre steder/ønsker ikke at svare

Kilde: Megafon for TV 2 og Politiken