Nu kan du drikke kapselkaffe med god samvittighed

16x9
Inden længe kan du aflevere dine brugte Nespresso-kapsler hos 30 forskellige forhandlere landet over. Foto: Polfoto

Kaffekapsler er problematiske for miljøet, og lovgivningen har indtil nu bremset genbrug.

Kaffekapsler er problematiske for miljøet, og lovgivningen har indtil nu bremset genbrug. Nu tillader nye regler virksomheder at hente forbrugernes affald tilbage.

Postevand, en lille kapsel og et enkelt tryk på en knap.

Det er let at brygge sig en kop kaffe på de populære kapselkaffe-maskiner. Men de for forbrugerne så bekvemme kapsler koster til gengæld for miljøet, for kapslerne er oftest lavet af aluminium, der er aldeles energikrævende at producere.

Inden længe kan du dog drikke din kapselkaffe med lidt bedre samvittighed, i hvert fald hvis du bruger kapsler fra mærket Nespresso. Fra 30. maj bliver det muligt at indlevere dine brugte kapsler til genanvendelse hos 30 forskellige forhandlere landet over.

- Det opfordrer vi vores medlemmer til at gøre. Vi håber, at de vil være med til at sikre bæredygtigheden og bevare et godt miljø, siger Niels Bille, der er landechef hos Nespresso.

Ingen planer om pant
Det har indtil nu ikke været lovligt for virksomheder som Nespresso at lave en genanvendelsesordning, fordi det ikke har været tilladt at konkurrere med kommunale indsamlingsordninger, når det gælder affald. Det blev lavet om pr. 1. maj i år – og det var ifølge Niels Bille på høje tid.

- Danmark har helt klart været bagud på det her punkt. Vi har allerede genanvendelsessystemer i 25 lande, så vi har haft mange gode erfaringer at trække på, siger han.

Ifølge Nespresso kræver det 20 gange mere energi at producere ny aluminium i forhold til, hvad det kræver, når man genbruger materialet.

Nespresso har dog ikke planer om at appellere til andet end den gode samvittighed i forsøget på at hente kapslerne ind igen. Man har ikke planer om for eksempel at lægge pant på kapslerne, til gengæld kan det tænkes, at Nespresso-kunder får et opkald med en venlig opfordring.

- Vi har den fordel, at vi har direkte kontakt til vores klubmedlemmer. Vi har kontaktdata, deres email og telefonnummer, og når de bestiller kaffe, kan vi give dem rationelle forklaringer på, hvorfor det er en god ide at genanvende. På den måde kan vi hele tiden påvirke vores medlemmer, siger Niels Bille.