Debat: Må forældre holde sommerferie uden deres børn?

16x9
Ferie uden børn? Må man det? Personerne på billederne har ikke tilknytning til historien Foto: Polfoto

Det har været et hårdt år, huset skal males, vi har brug for tid til os selv. Årsagerne kan være mange til, at danske forældre i sommerferieperioden

Det har været et hårdt år, huset skal males, vi har brug for tid til os selv.

Årsagerne kan være mange til, at danske forældre i sommerferieperioden vælger at sende deres børn i dagpleje, og selv holder fri derhjemme.

Flere kommuner har taget initiativ til, at få forældrene til at tage ferie med deres børn, men der er stadig mange børn, der snydes for ferie sammen med deres forældre, fortæller næstformand i BUPL Birgitte Conradsen.

- Der er flere kommuner og institutioner, der har gjort en indsats overfor forældrene, men det er langt fra noget, der gælder på landsplan.

- Som pædagoger er vi nødt til at påtage os det ansvar, at informere forældrene om, hvad det gør ved deres børn, når de ikke får ferie med forældrene. Den samtale er vi nødt til at tage med forældrene, siger hun til tv2.dk

Hvad mener du? Er det i orden, at forældre sender deres børn i institution, imens de selv slapper af derhjemme og får noget tid for sig selv? Deltag i debatten på Facebook her.

Kan ikke underholde børnene
I nogle tilfælde har forældrene slet og ret brug for at være alene, og lader derfor dagplejen tage sig af deres børn.

Men i mange tilfælde handler det om, at forældrene tror, at dagplejen er bedre, fordi de ikke selv kan leve op til idealet om en spændende sommerferie, forklarer Birgitte Conradsen.

- Der er mange forældre, der er bekymrede for, om de kan underholde deres børn, og de tror derfor, at det er sjovere for børnene at være sammen med andre børn i institutionen.

- Det er rigtig sørgeligt og trist. For det børnene har mest brug for, det er at slappe af, falde ned, og for især de små børns vedkommende, at føle trygheden ved bare at være sammen med deres forældre.

Der behøver ikke ske noget i ferien
Det er derfor vigtigt, at forældrene bliver bevidste om, at ferien ikke behøver at byde på de helt store vilde aktiviteter, forklarer næstformanden.

- Vi skal have afmystificeret ferien. Det handler ikke om hverken Lalandia eller turen til Kreta. Det er vigtigt, at vi pædagoger får det budskab ud til forældrene.

Hvad mener du? Er det i orden, at forældre sender deres børn i institution, imens de selv slapper af derhjemme og får noget tid for sig selv? Deltag i debatten på Facebook her.

Det viste BUPL's undersøgelse

  • 80 procent af lederne har oplevet at forældre til børn i 0-5 års alderen vælger at holde ferie alene uden deres børn.
  • 60 procent af lederne har oplevet, at forældre til børn mellem 6-14 år holder ferie alene.
  • 20 procent af lederne oplever at det er praktiske omstændigheder der som arbejde, flytning eller andet der kommer i vejen for ferien med børnene.
  • 43 procent af lederne oplever at forældrene vælger at holde ferie med deres børn på andre tidspunkter af året end i sommerferien.
  • Næstformand for BUPL Birgitte Conradsen fortæller til tv2.dk, at flere kommuner har taget initiativ til at få vendt billedet, men at det er en problematik, der langtfra er løst.

- De tilbagemeldinger vi får fra vore medlemmer rundt om i landet viser at det er noget der fylder meget derude. Så jeg har ikke en fornemmelse af, at det her problem er løst. På baggrund af de medlemmer der har taget initiativ til at tage dialogen med forældrene, ser det forhåbentlig bedre ud i år.