Lola Jensen: Når forældre har fri, har børnene det også

16x9

Må forældre holde sommerferie ude deres børn? Den debat kan du deltage i på tv2.dk's Facebook her, eller være med i afstemningen der foregår lige nu

Må forældre holde sommerferie ude deres børn?

Den debat kan du deltage i på tv2.dk's Facebook her, eller være med i afstemningen der foregår lige nu på tv2.dk her.

Skal man svare på det spørgsmål, så skal man som moderne familie tænke over, hvad målet er med ferie. Ellers kommer man nemt til at forsvare, at man sender børnene i institution, imens mor og far går hjemme.

Det fortæller familievejleder Lola Jensen, da tv2.dk ringer hende op på hendes campingvognsferie, hvor hun kobler af sammen med sin datter og børnebørn.

- Vi skal jo også bare bygge carport i ferien, eller vi har jo også brug for tid til vores, det er den måde vi ofte begrunder, at børnene kommer i institution, når vi har fri.

- Men målet med ferie er at være sammen, og at have det, jeg kalder for langsom tid med hinanden. Man bruger cirka tre dage på at koble fra og indstille sig på ferie. De sidste dage bruger man som regel på at komme op i gear igen. Det er tiden imellem der batter, og det skal børn have del i, siger Lola Jensen.

Hun forklarer, at hvis børnene kommer i institution i stedet for at holde ferie, så kører de bare videre på pumperne, og får ikke renset hjernen for indtryk. Den bliver så at sige ved med at være overophedet.

Børn vil bare være med
Mange forældre afleverer deres børn i institution i ferien, fordi de ikke føler, at det de har at tilbyde er spændende nok for børnene. Men der behøver netop ikke at være gang i den – tværtimod.

- Børn er fuldstændigt ligeglade, når de er små. Nu kan du se os, vi er kørt 35 minutter for at komme hen til campingvognen. Børnene tror, de er langt væk på ferie, også selvom morfar lige kom på besøg i går.

- Det er imponerende, hvad børn vil acceptere, hvis de voksne tror på dem selv. Ferien i baggården, eller en tur på stranden er fint. Men hvis du siger, at det også er kedeligt eller sådan, så smitter du af på børnene.

Der skal altså slet ikke så meget til for at imponere børn, hvis man lærer dem, at rigtig ferie ikke kun er den store udlandstur.

Kan føle de ikke er noget værd
Har man planlagt, at der skal lægges fliser i carporten i ferien, så kan det måske virke logisk, at det er sjovere for børnene at være i institution. Men ikke hvis du spørger Lola Jensen.

- De har masser af glæde af at være hjemme og deltage i at lægge fliser. Det går måske lidt langsommere, men det giver igen med renters renter. Du får et lykkeligt barn, der siger: min familie har brug for mig.

- Skal man male derhjemme, så kan man lægge en avis over i hjørnet, hvor de kan male lidt, og så kan man lige male over. Her i campingvognen har vi gaskomfur, så det er begrænset, hvor meget en tre-årig kan være med. Men mit barnebarn lavede pandekagedejen i går, og hun er stolt, for hun føler, at hun har lavet pandekager til os alle sammen.

Har man brug for at slappe af alene, så skal man være opmærksom på, at børn kan komme til at føle det modsatte, nemlig at de ikke er noget værd, hvis de ikke må være derhjemme, forklarer familievejlederen.

- Der kommer en alder, hvor de bliver klar over forældrenes røverhistorier. Lige pludselig slår det igennem, hvor man sagtens kan komme til at føle, at man ikke er noget værd, siger Lola Jensen.