Klar, parat, sy: Sådan laver du et pencilskirt

10 danskere dyster om at blive Danmarks bedste amatørskrædder i 'Klar, parat, sy!' fra torsdag 9. oktober kl. 20.40 på TV 2 FRI.

Hvem kan egentlig kalde sig for Danmarks bedste amatørskrædder? Det vil TV 2 FRI finde ud af, når vi fra torsdag 9. oktober kl. 20.40 siger 'Klar, parat, sy!' og tråder nålen til Danmarks første sykonkurrence på tv. I otte programmer bliver der syet, svedt og knoklet, så tårerne triller - og der er drama blandt denim og dampstrygejern, når de to dommere, Jesper Høvring og Jette With, efter hvert program sender en deltager hjem for til sidst at kåre Danmarks bedste amatørskrædder.

I hvert program skal deltagerne løse både en kreativ og en teknisk opgave. I den kreative opgave skal de slippe fantasien løs og imponere dommerne med opfindsomme løsninger. Hvad gør man for eksempel, når et pudebetræk, et par træningsbukser og en sweatshirt skal blive til et fastelavnskostume? I den tekniske opgave går dommerne deltagerne efter i sømmene. Her gælder det om at mestre selve teknikken og aflevere et resultat, som lever op til dommernes standard - og den er høj, for der er tale om to dommere af en helt særlig karakter! Jesper Høvring er couture-designer for de kendte og kongelige, mens Jette With gennem 45 år har undervist på Danmarks Designskole og formet vejen for mange danske designeres succes.

Den indledende test: Pencilskirtet
I premiereafsnittet skal deltagerne sy et pencilskirt, og her bliver deres tekniske kunnen virkelig testet. De to dommere ønsker at se, hvor dygtige deltagerne er, og pencilskirtet er den perfekte test. Her handler det nemlig om at styre uden om alle faldgruberne - vælger de for eksempel det forkerte stof, er de allerede bagud på point. Derudover er der både noget med læg, indsnit og en usynlig lynlås, der kommer til at give de 10 amatørskræddere sved på panden. 

Se de to dommere løfte sløret for alle pencilskirtets faldgruber i videoen her på siden. 

Se premiereafsnittet af 'Klar, parat, sy!' torsdag aften på TV 2 FRI klokken 20.40. 

Kan du ikke finde din TV 2 FRI-kanal? Så se her, hvordan du finder den.