'Donorbørn': Helle fandt sin halvsøster på Facebook

16x9

Du kan se 'Donorbørn' på TV 2 PLAY. Helle Roager fandt frem til sin halvsøster på Facebook.  I dokumentaren 'Donorbørn' er 18-årige Helle Roager

Du kan se 'Donorbørn' på TV 2 PLAY.

Helle Roager fandt frem til sin halvsøster på Facebook. 

I dokumentaren 'Donorbørn' er 18-årige Helle Roager på jagt efter flere oplysninger om sig selv og sin tilblivelse.

Hendes forældre fik hende med hjælp fra en anonym sæddonor, og i programmet ser vi, hvordan hun får fat i sit donornummer for på den måde at kunne lede efter halvsøskende.

På Facebook kommer hun i kontakt med en pige, der har samme donornummer som hende - og som efter en dna-test viser sig at være hendes halvsøskende.

Efterfølgende har hun sat jagten lidt i bero, fortæller hun.

- Jeg er godt tilfreds med, at jeg har fundet hende, så jeg har ikke behovet for at lede på samme måde længere, siger Helle Roager.

Hun har jævnligt kontakt til sin "nye" halvsøster, og hun kan mærke, at de har en særlig forbindelse.

- Det sagde bare klik med det samme, og der har ikke været noget tidspunkt, hvor vi ikke havde noget at snakke om, siger hun og fortsætter: 

- Det har virkelig været fantastisk, og jeg er så glad for, at jeg har fundet hende. Jeg har ikke rigtig haft nogen at snakke med om det at være donorbarn, og jeg har ikke haft nogen, jeg kan spejle mig i-

Ideen om at udforske sit ophav er ikke ny. Hun har længe overvejet det, og interessen for at finde potentielle halvsøskende har været der i årevis, men hun har ikke vidst, hvor eller hvordan hun skulle starte jagten.

Selv om hun ikke aktivt søger, er hun stadig medlem af en database, hvor nye matches kan opstå, hvis andre har samme donornummer som hende. Hvis hun en dag bliver kontaktet, vil hun kun blive glad.

- Så ville jeg jo kunne dele det med min halvsøster, og det ville gøre det meget sjovere. Det ville helt sikkert være noget, hun også skulle være en del af, siger hun.

I tre programmer sætter TV 2 fokus på de dilemmaer og konsekvenser, der opstår, når børn kommer til verden ved hjælp af teknologi.

I første program handler det om de anonyme fædre.

Du kan se 'Donorbørn' på TV 2 PLAY.