Ole Henriksen under hypnose: Det har jeg aldrig fortalt nogen før

Du kan se 'Jeg vil være Ole Henriksen' på TV 2 PLAY. De fleste betragter formentlig Ole Henriksen som et ualmindeligt positivt menneske, men sådan

Du kan se 'Jeg vil være Ole Henriksen' på TV 2 PLAY.

De fleste betragter formentlig Ole Henriksen som et ualmindeligt positivt menneske, men sådan har det ikke altid været. Som 13-årig var han i perioder så ked af det, at han overvejede at gøre en ende på sit eget liv.

Det afslører han i det nye TV 2-program 'Jeg vil være som Ole Henriksen'. Her forsøger den pessimistiske tv-journalist Ole Juncker ved hjælp af videnskaben at blive ligeså glad og positiv som Ole Henriksen.

Som en del af eksperimentet besøger Ole Henriksen og Ole Juncker en række eksperter, der på forskellig vis undersøger, hvordan de to både helbredsmæssigt og psykologisk er skruet sammen - og hvordan Juncker kan blive mere som Henriksen. 

Svømme bort i vandet
De er blandt andet på besøg hos en hypnotisør, og det bliver en stærk oplevelse for Ole Henriksen, der bliver taget tilbage til dengang, han var 13 år gammel.

- Jeg vil gerne passe ind blandt mine venner. Det føltes pinefuldt, det gjorde ondt i hele kroppen. Det føltes meget pinefuldt, når jeg gik ture langs Limfjorden, siger han.

- Jeg føler ensomheden, nogle gange tænkte jeg også, nu gider jeg ikke mere. Jeg mærker bare vinden, blæsten som altid var en del af at gå derude. Jeg ser skønheden omkring mig på trods af, at jeg føler mig personligt ude af balance. Jeg vil egentlig gerne svømme bort i vandet, siger han til hypnotisøren.

Efterfølgende fortæller han, at det er første gang, han lader andre få et indblik i de tanker, der fulgte hos ham dengang. Ikke engang hans partner ved, at han engang havde det på den måde.

- Det har jeg aldrig talt om. Det er helt vildt, at jeg gjorde det, jeg kan slet ikke tænke på det. At drukne mig selv i havnen, siger han.

Glad for oplevelsen
Mødet med hypnotisøren gjorde virkelig indtryk på Ole Henriksen, og det har også gjort indtryk at se sig selv på den måde, fortæller han efter optagelsernes afslutning til tv2.dk.

- Da jeg så det, var jeg ret chokeret over den måde, jeg blev dybt emotionel, siger han.

Han fortryder dog ikke, at han fik vækket de gamle tanker, og han håber, at andre kan bruge hans oplevelse til noget konstruktivt.

- Når familien ser det, bliver de sikkert chokerede, men jeg er glad for, at jeg fik lov til at komme i kontakt med den del af mit liv. Det er et bevis på, at man kan vende det hele om og tage en personlig beslutning om, hvordan man vil leve sit liv, siger han.

'Jeg vil være Ole Henriksen' har premiere på TV 2 på tirsdag kl. 20.00. Du kan allerede nu se første afsnit på TV 2 PLAY.