Ekspert om McD-fritter: Ingrediensliste vil overraske mange

Fire slags olier, kødsmag, tilsætningsstoffer med navne som dimethylpolysiloxane og natrium pyrophosphat - og kartofler. 

Alt sammen er det på ingredienslisten, når McDonald's i USA kokkererer pomfritter. Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt kædens pomfritter er lavet af ægte kartofler, maner fastfood-giganten nu enhver tvivl i jorden.

McDonald's har offentliggjort en video, hvor restaurantkæden afslører, hvordan deres populære fritter bliver til i USA, og første led i produktionen finder sted på en kartoffelmark i Tyskland.

Se videoen over artiklen.

Men der er lang vej fra kartoffelmark til færdig pomfrit, og undervejs skal der hele 18 øvrige ingredienser til - herunder en del tilsætningsstoffer.

- Det vil højst sandsynlig overraske mange forbrugere, at der er brug for så mange tilsætningsstoffer, siger fødevareingeniør Michael Rene, der har kigget ingredienslisten igennem.

Mange af ingredienserne er nødvendige, fordi der laves så kæmpestore portioner. For eksempel er der tilsat et middel, der sørger for, at kartoflerne ikke skummer for meget. Andre tilsætningsstoffer sørger for, at pomfritterne ikke bliver grå, men at de i stedet har den samme gyldne farve altid, forklarer Michael Rene.

- Indholdet er kompliceret, fordi der produceres millioner af kilo. Det handler om at fastholde stabilitet og sikring af god mikrobiologi i produkterne. Vi ville højst sandsynlig ikke foretrække store variationer i både smag og kvalitet, når vi køber produkter som pomfritter, siger han.

Specielt hvis vi køber pomfritter, som vi har købt før, forventer vi, at de smager ligesom sidst, vi spiste dem.

I Europa er opskriften på kædens pomfritter dog anderledes.

- I Europa er vores pommes frites også fremstillet af hele kartofler. De eneste andre ingredienser er en blanding af uhærdede vegetabilske olier, en smule dextrose og en stabilisator, der hedder dinatriumdiphosphat, skriver kædens danske kommunikationsdirektør, Stine Green Paulsen, i en mail til tv2.dk.

De resterende ingredienser, blandt andet kødaroma, findes ikke i pomfritterne på det europæiske marked.

Kartofler med 80 kilometer i timen
Ifølge McDonald's selv har kædens pomfritter et fedtindhold på under 16 procent. 

Videoen, der viser pomfrit-produktionen, er den seneste i en serie, som McDonald's kalder 'Our food. Our questions' ('Vores mad. Vores spørgsmål', red.). Her lader virksomheden Grant Imahara, der er tidligere medvært på tv-programmet MythBusters, der tester troværdigheden af forskellige historier, efterprøve udbredte myter om maden.

Grant Imahara ser for eksempel, hvordan kartoflerne bliver udskåret til pomfritter med en meget kraftig vandstråle, som presser kartoflerne gennem knive med mere end 80 kilometer i timen.

Artiklen er blevet opdateret kl. 21.39. I en tidligere version fremgik det ikke, at opskriften kun gjaldt McDonalds-pomfritter i USA. Det er nu rettet.

Alle videoerne ligger på Youtube her.

Er McDonald's pomfritter overhovedet lavet af kartofler? Og hvad er der egentlig i dem? Få svaret her.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Friday, January 23, 2015