'Sandheden er derude': Tidligere Obama-rådgiver sætter gang i UFO-rygter

- Min største fejl i 2014 var, at jeg ikke formåede at få UFO-dokumenterne offentliggjort.

- Min største fejl i 2014 var, at jeg ikke formåede at få UFO-dokumenterne offentliggjort. #sandhedenerderude.

Sådan lyder et tweet fra amerikaneren John Podesta, som er tidligere stabschef for Bill Clinton og rådgiver for Barack Obama – og det har nok engang sat gang i UFO-spekulationerne ”over there”.

Der er uvist, hvad konkret den tidligere højtstående embedsmand præcist hentyder til. Men udmeldingen får stort fokus, da han tidligere har opfordret til, at den amerikanske regering skal åbne op for viden, så forskerne får bedre muligheder for at afklare fænomenet og løse gåden om, hvorvidt mennesket er alene i universet.

- Han er kendt for at være X-files-fan (tv-serie fra 90’erne, red) og både have den mere populære tilgang til emnet, men også en mere seriøs tilgang til det. Og han har i mange år talt for, at der skulle offentliggøres nogle dokumenter - blandt andet har han sagt på en stor konference, at nu må USA se at blive mere åben omkring UFO-fænomenet, siger forfatter og Cand.scient Frederik Uldall, som er formand for foreningen Exopolitik Danmark og fortsætter: 

- Dem der er meget UFO-troende vil jo nok sige, at det vil blive afsløret i de her dokumenter, at jorden bliver besøgt af rumvæsner, mens andre nok hælder mere til, at det måske rettere er militære hemmeligheder. Man ved ikke helt, hvad han hentyder til, men det er rimeligt at antage, at det ikke er noget han udelukkende har tweetet for sjov.

Hør hele Frederik Uldalls perspektiv på sagen i klippet ovenfor.