Stress saboterer din søvnrytme

Du kan se 'De pressede danskere' på TV 2 PLAY nu. Søvn og stress hænger uløseligt sammen.

Du kan se 'De pressede danskere' på TV 2 PLAY nu.

Søvn og stress hænger uløseligt sammen. Derfor er det - ifølge flere eksperter - ikke overraskende, at mange danskere kæmper med både stress og søvnproblemer.

To ud af tre danskere sover mindre, end de anbefalede 7,5 timer, viser en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2.

Det skyldes, at vi er en nation af stressede personer, mener flere søvneksperter.

- De mest almindelige søvnforstyrrelser har at gøre med stress. Det er en form for negativ, mental påvirkning, hvor man har svært ved at slappe af og falde i søvn, forklarer søvnekspert Søren Berg, der er professor i medicin ved Lund Universitet og indehaver af søvnklinikken ScanSleep.

Søvnproblemer er kron-symptomet
Søren Berg fortæller, at søvnproblemerne hos hans patienter som regel stammer fra stress, hvis patienten da ikke lider af en decideret søvnsygdom.

Derfor er det - ifølge ham - ikke så mærkeligt, at halvdelen af alle danskere i løbet af det seneste år haft følelsen af stress, som TV 2's Megafon-undersøgelse viser. Her er 2.104 personer blevet spurgt til deres stress og søvnvaner.

- Søvnproblemer hænger uløseligt sammen med stress. Hvis du er stresset, er du ikke i stand til at få den dybe og restituerende søvn. Det er symptom nummer et. Hvis du derimod får syv til otte timers søvn i døgnet, kan det fysiologisk ikke lade sig gøre at blive syg med stress, fortæller søvnekspert Mikael Rasmussen, der har Center for Stress og Trivsel

Stress gør det svært at slappe af
Sammenhængen mellem stress og søvn er endnu ikke fuldt udbygget af forskere, men flere teorier binder de to samfundsproblemer sammen. 

Der er dog ingen tvivl om, at langvarig stress involverer en forøget aktivitet i nervesystemet, hvilket gør det svært at falde i søvn og sove igennem. Vores hvilesystem fungerer ikke optimalt, når det er udsat for stress. Det fortæller Christian Gaden Jensen, der har skrevet en Ph.D. om søvnforstyrrelser i forbindelse med stress.

Lotte: Jeg er bange for konsekvenserne
En af dem, der lider af søvnløshed er Lotte Lambæk. De seneste syv år har hun kun sovet to til fire timer per nat.

- Den her enormt lange periode med søvnløshed, som har varet siden 2007, gør mig rigtig urolig og bekymret for både mit hoved og helbred og for, hvilke konsekvenser det kan have for mit liv, fortæller Lotte Lambæk. 

Hvis man sover mindre end de anbefalede 7,5 timer er der konsekvenser. Hvis du får mindre end seks timers søvn - ligesom Lotte Lambæk - kan det give livsstilssygdomme. Hvis du sover mellem seks og syv timer kan du opleve en følelsesmæssig regulering.

- Vi kan blive irritable, komme i dårligt humør og blive modtagelige for stress. Samtidig bliver den kognitive del af hjernen også påvirket, så hukommelsen, indlæringen ydeevnen svækkes, forklarer Mikael Rasmussen.

I klippet øverst i artiklen kan du høre mere om Lotte Lambæks søvnproblemer.

  • I uge 10 og 11 sætter TV 2 fokus på pressede danskere
  • Det sker i programmerne ’Fældet af stress’ og 'Søvnløs', som bliver sendt henholdsvis 4. og 5. marts og 11. og 12. marts på TV 2 og TV 2 PLAY.
  • Det stigende pres - og dets årsager og konsekvenser - dokumenterer tv2.dk i en række artikler i hele perioden. Flere af artiklerne er baseret på en Megafon-måling blandt 2.104 repræsentativt udvalgte danskere, som har svaret på 15 spørgsmål om stress og søvn.

Fakta: Hvad er stress?

  • Kortvarig stress er helt almindeligt, når vi står over for større udfordringer på eksempelvis jobbet eller ved sport. Denne tilstand medfører en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige reaktioner, som skærper evnen til at yde. Kortvarig stress er ikke farligt.
  • Når kroppen derimod hele tiden er i beredskab, er der tale om langvarig stress - det vil sige uger eller måneder. Langvarig stress er en tilstand af anspændthed og ulyst, som både påvirker vores fysiske- og psykiske helbred.
  • Ved langvarig stress får man for meget fedt og sukker i blodet, og det går ind og belaster systemet, der indbefatter hjertet, kredsløbet og reguleringen af blodsukkeret. Endelig kan langvarig stress give forhøjet blodtryk og svække immunforsvaret.
  • Kilde: Sundhedsstyrelsen