Liebhaver-ejendomsmægler Jan Fog er død

Den kendte ejendomsmægler Jan Fog er afgået ved døden. Det bekræfter hans bror Ivar Fog til tv2.dk - Ja, det er rigtigt.

Den kendte ejendomsmægler Jan Fog er afgået ved døden. Det bekræfter hans bror Ivar Fog til tv2.dk

- Ja, det er rigtigt. Det er en svær tid, mere vil jeg ikke sige nu, siger Ivar Fog.

Jan Fog, der især er kendt fra TV 2-programmet 'Liebhaverne', blev 66 år. Torsdag åndede han ud på Rigshospitalet ved 17.30-tiden.

Han opdagede tilbage i december 2013 at han var ramt af kronisk lymfatisk leukæmi - også kaldet gammelmandsleukæmi, da den primært rammer mænd over 40 år.

Jan Fog poserede ofte med sin bassethund, der var døbt Kagemand, men som han ændrede til Hannibal
Jan Fog poserede ofte med sin bassethund, der var døbt Kagemand, men som han ændrede til Hannibal Foto: Scanpix

Opdagede sygdom efter bryllup
Han fandt ud af, at han var syg kort tid efter sit bryllup med Charlotte Juul, som han giftede sig med d. 3. december 2013.

- Jeg opdagede det en uge før jul. Jeg havde hoste, fik feber og hovedpine, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme til lægen, fortalte han i marts 2014 til tv2.dk.

Jan Fog var på daværende tidspunkt ved godt mod, og tog dengang nyheden med overaskende ro.

- Jeg tænkte, det er sgu bare lige noget, jeg skal igennem, og min læge har også sagt, at jeg har klaret mig så godt igennem behandlingen, fordi jeg har en god og stærk psyke, sagde han dengang til tv2.dk, hvor han uddybede at chokket var størst for hans pårørende:

- Jeg har jo været dødheldig. Hvis man endelig skal rammes af den sygdom, er det her en af de mildere former, jeg slipper for kemo. Det er noget skidt, men det ødelægger ikke mit liv, siger han.

Jan Fog blev gift med Charlotte Juul, der modsat ham, ikke er begejstret for rampelyset. Dengang sendte Jan Fog dette billede fra bryllupsaftenen til tv2.dk
Jan Fog blev gift med Charlotte Juul, der modsat ham, ikke er begejstret for rampelyset. Dengang sendte Jan Fog dette billede fra bryllupsaftenen til tv2.dk Foto: Privatfoto

Jan Fog var med i 'Liebhaverne' allerede fra det første program - og du kan se et klip derfra i videoen øverst.

Se portrættet fra 2011 'Hele historien - Jan Fog' på TV 2 PLAY her

 

Jan Fog

  • Jan Fog er født den 28. Januar 1949
  • Hans far døde, da han var 21 år, mens hans mor blev 94 år og døde i januar i år. Jan Fog havde desuden to brødre, som begge stadig lever
  • Han voksede op i Hellerup og havde sin skolegang på Maglegårdsskolen og Gammel Hellerup Gymnasium
  • Efter studentereksamen gik Jan Fog på Københavns Universitet, hvor han i januar 1976 afsluttede sit jurastudie
  • Det blev dog kun en kort periode som advokatfuldmægtig, som blev afløst af to år i det private erhvervsliv
  • I januar 1978 startede Jan Fog som ejendomsmægler og drev eget ejendomsmæglerfirma under navnet Cand.jur. Jan Fog frem til sin død den 23. april 2015
  • Jan Fog boede selv i en strandvejsvilla i Taarbæk nord for København, som han købte midt i 1980'erne for 2,5 millioner kroner. Siden fik han tilbudt i omegnen af 50 millioner kroner for den af interesserede købere   
  • Kilder: janfog.dk/selvbiografien 'I første række - Overklassen indefra'