Heidi forsøgte at begå selvmord: - Jeg kunne kun se døden som en udvej

I 2013 begik 16 danske unge mellem 15 og 19 år selvmord.

I 2013 begik 16 danske unge mellem 15 og 19 år selvmord. Det gør selvmord til den næsthyppigste årsag til dødsfald i den aldersgruppe.

En anonym rundspørge, som TV 2 Dokumentar har lavet blandt 569 gymnasieelever fra 2.g viser, at selvmordstanker og selvmord er mere udbredt, end mange formentlig går rundt og tror. Rundspørgen viser blandt andet, at flere end hver tredje unge på et tidspunkt i deres liv har haft selvmordstanker.

31-årige Heidi Kure har ikke blot gået med selvmordstanker. Da hun var 19 år gjorde hun et forsøg på at ende sit eget liv ved at sluge en masse piller. Det var hendes mor, der fandt Heidi Kure bevidstløs på sit værelse.

- Jeg var ked af, at jeg ikke følte, jeg slog til. Jeg følte, at jeg var forkert. Jeg følte mig ikke god nok. Jeg følte mig ikke tilstrækkelig. Jeg følte ikke, jeg var pæn nok. Jeg følte ikke, jeg var klog nok. Der var nok ikke det, der ikke var galt, fortæller Heidi Kure.

- Men det var inde i mig, det hele foregik. Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg var rigtig flov, og skammede mig over, at det var sådan jeg havde det.

Heidi Kure, der i dag er uddannet pædagog, betroede sig ikke til hverken familie eller de nærmeste venner, om hvor svært hun i virkeligheden havde det gennem flere år. I de sværeste stunder kørte tankerne konstant rundt i hendes hoved. Var livet virkelig værd at leve? Ville nogen overhovedet savne hende, hvis hun var væk?

- Der var rigtig mange tegn på, at jeg ikke havde det godt, men der var ikke nogen der opfangede signalerne, så det kom som et lyn fra en klar himmel for mine forældre og mine venner. Men jeg kunne kun se døden som en udvej, siger Heidi Kure.

Konflikt med veninder
Den dag hun tog beslutningen om at tage sit eget liv, var hendes grænse nået, selv om hun med egne ord ikke følte, at der var sket noget særligt.

- Jeg havde haft en konflikt med nogle veninder, og så var det, at jeg ikke kunne mere. Nu tager jeg beslutningen – nu gør jeg det.

Det lykkedes ikke for Heidi Kure, der ellers var fast besluttet på at livet skulle slutte. Efterfølgende skete det, som hun betegner som den værste oplevelse i sit liv.

- Jeg ønskede at dø. Det er nok den værste oplevelse i mit liv ikke at dø, og så skulle se alle dem omkring mig i øjnene. Se deres sorg, men også høre på alle deres spørgsmål. Nu skulle jeg fortælle, hvorfor jeg ikke havde lyst til at leve.

En lang rejse
Efter selvmordsforsøget blev Heidi Kure indlagt på en psykiatrisk afdeling. Forældrene ville ikke have hende hjem igen lige med det samme, fordi de var bange for, at Heidi ville forsøge igen. Men i dag – 12 år efter – er Heidi Kure glad for livet, men det har været en hård tur, før hun kom væk fra de mørke tanker.

- Det var en lang rejse og en lang proces, som har gået frem og tilbage mange gange, men jeg tænkte, at når det ikke lykkedes, så er der måske en mening, og så må jeg prøve at gøre noget andet. Så må jeg prøve at snakke med nogle mennesker om, hvordan jeg har det, og da jeg fik italesat alle mine tanker, så blev de mindre.

- Jeg havde gode mennesker omkring mig, men på mange punkter, synes jeg ikke at det system, som skulle hjælpe, de hjalp, siger Heidi Kure.

Se hele interviewet med Heidi Kure i videoen over artiklen.

TV 2 DOKUMENTARS ETISKE OVERVEJELSER

  • Under researchen til dokumentaren 'Teenage-selvmordene har TV 2 Dokumentar rådført sig med flere eksperter inden for selvmordsforskning. Alle har tilkendegivet, at det er vigtigt at sætte fokus på selvmord blandt unge i en tv-dokumentar, da selvmord generelt er tabubelagt i samfundet.
  • TV 2 Dokumentar har under hele forløbet lænet sig op ad WHO’s anbefalinger til medier, der dækker emnet selvmord.
  • De to eksperter i dokumentaren, Lilian Zøllner, leder for Center for Selvmordsforskning og Eirin Garnås, psykolog ved Klinik for selvmordsforebyggelse i Herning har begge set programmet igennem, inden det blev sendt.