Charlottes datter begik selvmord: Jeg skreg hele vejen til hospitalet

Se 'Teenage-selvmordene' på TV 2 PLAY Det er den første dag i vinterferien.

Se 'Teenage-selvmordene' på TV 2 PLAY

Det er den første dag i vinterferien. I parcelhuset i Tarm sidder familien i den sorte hjørnelædersofa og giver sig tid til at lave ingenting.

Michelles 18-års fødselsdag er vel overstået, og mor og datter sidder og bladrer igennem forskellige jyske drenge på telefonen, som Michelle måske, måske ikke, kunne tænke sig at komme på date med. Lillebror Bent spiller computer, og stedfaren Jørgen ser fjernsyn.

Da klokken bliver 10 om aftenen er Charlotte træt, og hun og Jørgen går op på første sal for at gå i seng. Michelle går ned i kælderen til sit værelse. Bent kan ikke slippe computerspillet og bliver siddende i sofaen opslugt af de animerede figurer bag skærmen. Da det banker på døren lidt over midnat, sidder han stadig i stuen. Udenfor står to politibetjente, der gerne vil tale med hans mor.

Michelle
Michelle Foto: Privatfoto

Indre kaos
Michelle vil gerne være perfekt. Sådan har hun haft det lige siden, hun blev teenager. I hendes verden er det ikke en mulighed at bevæge sig de få hundrede meter ned mod Tarms lokale butiksgade uden makeup. Og slet ikke uden at håret er redt og sat. Men indeni er hun ikke perfekt.

I hendes sind hersker et kaos, der forvrænger hendes selvbillede til en tyk pige med en grim næse, som ikke er værd at være sammen med. Selvbilledet bliver forstærket i skolen, for Michelle bliver holdt udenfor i klassen. Udvalgte tanker deler hun med sin mor.

- Da hun var omkring 15 år, sagde hun, at hun følte sig ensom. Jeg kunne godt se, at hun havde veninder at snakke med, men denne her tætte, tætte veninde, det havde hun ikke. Hun havde ikke besøg af så mange piger herhjemme, hvor jeg kunne ønske, at hun havde en hel forsamling. Men man kunne jo ikke gå ud og købe venskaber til hende, siger Charlotte.

Michelles værelse
Michelles værelse Foto: TV 2

Teenageværelset giver ikke indtryk af en pige, der har det svært. På væggen hænger Marilyn Monroe og glimter ved siden af udklippede sider fra 'Vi Unge'. 10 centimeter høje sølvstiletter står side om side med godt brugte røde Converse-sko, og over skrivebordet hænger flere smilende selvportrætter. Alligevel mærker Charlotte en snigende bekymring for sin datter. Hun kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er, men hun begynder at tænke, hvordan det dog skal gå hendes lille pige.

Mørke øjne
Lillebror Bent går op og vækker sin mor og fortæller, at der står to politibetjente nede ved hoveddøren. Lettere fortumlet tænker Charlotte, at der nok har været et indbrud. Hun går ned ad trappen og bliver fanget af den ene politibetjents øjne, som er helt mørke. Da han spørger, om Charlotte er mor til Michelle, ved hun, at hun nu vil få en forfærdelig besked.

Charlotte
Charlotte Foto: TV 2

Betjentene beder om lov til at komme ind i køkkenet, så de kan snakke. De fortæller, at der er en pige, der er blevet kørt ned af toget, og at de er ret sikre på, at det er Michelle. Vidner har set hende gå ud foran toget. Charlotte nægter at acceptere betjentenes budskab, så hun løber ned i kælderen til datterens værelse, som står tomt. Telefonen går direkte på telefonsvareren, da hun prøver at få fat i hende på mobilen.

Hun skriger og beder til, at det hele er en misforståelse, da hun sidder på bagsædet af politibilen på vej til hospitalet.

Blomstrer op
Der er én ting, der kan skabe orden i Michelles indre kaos. Dansen. Når hun går ind i spejlsalen i Skjern Kulturcenter er selvbilledet et andet, end det er i skolen. Sammen med veninden Tanja, der også bliver holdt udenfor i skolen, danser hun i timevis og øver sig foran spejlet, der fylder hele den ene væg. Dansen er et frirum fra forældrenes skilsmisse og klassekammeraternes udelukkelse. 

Når Michelle ikke danser, sidder hun meget på sit værelse i kælderen.

- Det bekymrede mig faktisk en del, at hun sad så meget nede på værelset, fordi jeg tænkte: 'Hvad sker der dernede?'. Er hun på Facebook eller andre af de der store chatrum, der nu findes rundt omkring? Men man kan jo heller ikke overvåge sine børn hele tiden. Og nogle gange når jeg gik derned, så var hun i gang med en dans eller ved at se en film. Jeg kunne godt tænke: 'Hvorfor tager du ikke ud og er sammen med nogen?' Men jeg kunne jo ikke slæbe hende ud - det var jo hendes beslutning, siger Charlotte. 

Da Michelle er 17 år, får hun en elevplads i en frisørsalon på strøget i Skjern fem kilometer fra sit hjem. Charlotte lægger mærke til, at hun begynder at blomstre op. Hun bliver mere udadvendt og mere social. Det næste halve år øver hun sig flittigt i at lave forskellige frisurer, og Charlotte tænker, at alt nok skal blive godt.

- Jeg kunne mærke, at hun gik rundt med et smil på læben hele tiden. Hun tog til fester, og det der med at sidde så meget nede på værelset, det synes jeg blev brudt lidt. Hun kom ud og fik flere kammerater og veninder, og jeg synes simpelthen bare, at hun strålede derudad. Så jeg havde slet ikke den bekymring for hende længere, som jeg havde haft i hendes tidligere teenageår. Jeg tænkte: 'Nu kører det bare'. Nu behøver jeg ikke at være bekymret længere, siger Charlotte.

Michelle til ballet
Michelle til ballet Foto: Privatfoto

Helt kold
Hele vejen til hospitalet sidder Charlotte på bagsædet af politibilen og skriger: 'Det må ikke være Michelle! Det må ikke være Michelle! Det må ikke være Michelle!' Men da de bliver mødt af personalet på sygehuset, kan hun se i sygeplejerskernes bekymrede blik, at det er hendes datter, det handler om.

Hun bliver vist ind i et rum, hvor Michelle ligger. Det fine lille ansigt og den lille næse er intakt. Det lange lyse hår er stadig perfekt. Men der er ikke noget at gøre. Michelle er allerede helt kold.

Zombie
Dagen efter Michelles selvmord sidder Charlotte som en zombie i den sorte læderhjørnesofa. Hun stirrer tomt ud i luften. Hun forstår ikke, hvad der er sket. Hun forstår ikke, at hun dagen før, sad i den samme sofa og kiggede på drenge med sin datter. Og der er ikke noget afskedsbrev, der giver hende svar på, hvorfor Michelle besluttede at begå selvmord. 

- Jørgen fik fat i familien og mine veninder. Og han ringede til mit arbejde og fortalte, hvad der var sket. Jeg var ikke i stand til noget. Vi gik ned og købte en masse blomster og gik derud, hvor det var sket, og lagde blomster. Bagefter tog vi op og tog afsked med hende på sygehuset.

De næste uger flyder sammen. Detaljerne er forsvundet. Men Charlotte husker de mørke tanker. Hun husker, at hun bliver bange for sine egne tanker, og hun når derud, hvor hun tænker, at det måske er bedst, at hun bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Michelle
Michelle Foto: Privatfoto

- Jeg synes, det hele var meningsløst. Livet var meningsløst. Jeg skulle lægge hele mit liv om. De fremtidsplaner jeg havde med mine børn, de ville slet ikke blive, som jeg havde forestillet mig. Jeg skulle lære at leve på ny igen, og jeg måtte grave den lange vej op af stien og finde livet igen. 

Efter tre uger begynder Charlotte på sit arbejde igen. Det går fint den første uge, men da sygeplejersken fra hospitalet ringer på hendes mobil for at høre, hvordan hun har det, går alt i sort.

- Bare det at høre hendes stemme spoler mig tilbage til den aften. Jeg hører slet ikke, hvad hun siger. Jeg bryder fuldstændig sammen og krøller mig sammen på et kontor, husker Charlotte. 

Detektiv
Charlotte bliver sygemeldt i to måneder. Hun skriver digte for at få sine tanker ud af hovedet, men hun begynder også at lede efter svar på det eneste spørgsmål, der kører rundt i hovedet på hende hele tiden. 'Hvorfor?' 

Hun opsøger Michelles kammerater, men de kan ikke fortælle hende det. Telefonen giver ingen svar. Den faldt i vandet, da Michelle blev ramt af toget, og den står ikke til at redde. Hun kan heller ikke få lov at tjekke, om der ligger beskeder på Michelles Facebook, som kan have gjort hende ulykkelig.

Michelle til sin konfirmation
Michelle til sin konfirmation Foto: Privatfoto

Michelle var lige fyldt 18 år, og derfor får Charlotte ikke lov til at få adgang til datterens beskeder af Facebooks hotline. Facebook afslører kun en enkelt ting om Michelles tanker. Hun har liket en nyhed om en dreng, der sprang ud foran et tog i Holstebro.

Efter et halvt års søgen accepterer Charlotte, at hun aldrig får et svar. Og at der måske heller ikke findes et entydigt svar. Til gengæld kan hun ikke slippe følelsen af, at hun er en dårlig mor, der ikke har kunnet passe på sit barn.

- Når man mister sit barn til selvmord, så får ens selvtillid som forælder et alvorligt dyk. Jeg kunne ikke gå en tur på gaden, for jeg følte, at alle folk kiggede på mig og vidste, at det var mig, det var sket for. Og at de sikkert tænkte, at der måtte være noget galt med mig som forælder. Jeg kunne slet ikke lide at gå ned og handle ind. Jeg brød mig ikke om det der med at blive konfronteret med folk og skulle kigge folk i øjnene, fordi jeg så mig selv som verdens dårligste menneske. Jeg måtte jo have svigtet hende. Og det var sikkert også det, andre folk tænkte. 'Nå, der går hende der, hvis datter har gjort det. Der må jo være noget galt'.

Michelle med sin lillebror Bent
Michelle med sin lillebror Bent Foto: Privatfoto

Charlotte kontakter et frivilligt netværk for efterladte efter selvmord, hvor hun møder andre forældre, der har mistet et barn til selvmord.

- For første gang efter syv måneder følte jeg virkelig, at det var normalt, sådan som jeg tænkte, og sådan som jeg havde det. Jeg var jo ved at blive skør i bolden, men jeg kunne jo se, at de andre havde det lige sådan, og de så også meget normale ud. Så jeg tænkte: 'Nå, det sker så åbenbart for normale forældre'.

Små øjeblikke
Nu er der gået lidt over to år, siden politibetjentens mørke øjne fortalte hende, at noget var helt galt. Michelles værelse er blevet flyttet fra kælderen til første sal, så lillebror Bent kunne få det store værelse i kælderen. Men hendes ting står stadig, præcis som de gjorde, da Michelle stadig boede der. Der ligger støv på iPhonen, men den er stadig i opladeren, hvis nu den pludselig en dag skulle virke igen.

Michelles iPhone
Michelles iPhone Foto: TV 2

En enkelt ting er dog ny. Michelles hestehale ligger på et lille bord, som et minde om datteren. 

- Jeg er begyndt at kunne se glæden i nogle ting igen. Som at følge min søn til efterskole eller bestille en sommerferie og gå og glæde sig til det. Jeg synes godt, at jeg kan få livet til at give mening i dag. Men det har virkelig været en lang, sej kamp at komme hertil.

- Og der er stadigvæk nogle tidspunkter, hvor jeg føler, jeg får en spade lige i hovedet, fordi Michelle ikke er her mere. Og jeg kan stadig ikke få mig selv til at sige, at hun er død. For jeg ved godt, hvad det betyder. Det betyder jo, at hun ikke kommer tilbage. Og jeg kan stadig nogle gange, når jeg ser en lyshåret pige, finde på at følge efter hende, fordi jeg tænker, at det kunne være. Men jeg ved godt, at det er det ikke.

Charlotte foran datterens gravsted
Charlotte foran datterens gravsted Foto: TV 2

Herunder kan du læse et digt, som Charlotte har skrevet om tabet af sin datter Michelle.

En snak med min ven LIVET 
Jeg har kendt dig i mange år efterhånden.
Vi har ikke altid været gode venner.
Du har givet mig nogle fantastiske oplevelser, men også ting, jeg fortryder.
Sommetider bliver jeg så gal på dig, jeg har lyst til at 'pande' dig en.
Det er ikke fordi, at jeg ikke holder af dig, men fordi jeg synes, at nok må være nok.
Du har gjort mig så ked af det nogle gange, alting kan se så uoverskueligt og opgivende ud.
Men så alligevel hvisker du i mit øre: 'Du skal leve livet... gi’ ikke op'
Hvis jeg sidder om aftenen og synes, at det hele ser sort ud. Så tænker jeg på de dårlige timer som skyer, I morgen er skyen drevet væk igen.
LIVET min kære ven - siger til mig:
'Tag udfordringerne op, du må ikke gi’ op.
Der er så mange ting, du skal opleve, sammen med din elskede søn, som betyder alt.
Og minderne om Michelle ligger i dine hænder, du holder hendes dyrbare minde ved live.
Min ven LIVET er en dyrbar gave, som jeg skal følges med i mange år.
Gi’ ikke op, bryd ikke sammen, før man aner det, går det den anden vej, jeg holder ud, selvom alt går galt, når jeg står i mørket, tror jeg stadig på, at der er en, der passer på mig'.

Du kan se dokumentaren 'Teenage-selvmordene' torsdag klokken 20.50 på TV 2, og når det passer dig på TV 2 PLAY her.

TV 2 DOKUMENTARS ETISKE OVERVEJELSER

  • Under researchen til dokumentaren 'Teenage-selvmordene har TV 2 Dokumentar rådført sig med flere eksperter inden for selvmordsforskning. Alle har tilkendegivet, at det er vigtigt at sætte fokus på selvmord blandt unge i en tv-dokumentar, da selvmord generelt er tabubelagt i samfundet.
  • TV 2 Dokumentar har under hele forløbet lænet sig op ad WHO’s anbefalinger til medier, der dækker emnet selvmord.
  • De to eksperter i dokumentaren, Lilian Zøllner, leder for Center for Selvmordsforskning og Eirin Garnås, psykolog ved Klinik for selvmordsforebyggelse i Herning har begge set programmet igennem, inden det blev sendt.