GUIDE: Sådan hjælper du en teenager med selvmordstanker

Se dokumentaren 'Teenage-selvmordene' på TV 2 PLAY. En rundspørge, som TV 2 Dokumentar har lavet blandt 640 gymnasieelever, viser, at 35 procent af

Se dokumentaren 'Teenage-selvmordene' på TV 2 PLAY.

En rundspørge, som TV 2 Dokumentar har lavet blandt 640 gymnasieelever, viser, at 35 procent af eleverne har haft selvmordstanker og 19 procent af dem har tænkt på at tage sit eget liv inden for det seneste år.

Hvis du har mistanke om, at din datter, søn, ven eller veninde tumler med disse tanker, skal du reagere. Men hvordan reagerer man på noget, der er så voldsomt? Det har TV 2 talt med to eksperter, der arbejder med selvmordstruede unge, om. Eirin Garnås, der er psykolog ved Klinik for Selvmordsforebyggelse i Herning, og Morten Thomsen, bestyrelsesformand for Livslinien.

Tavshed dræber
Selvmord er et af de mest følsomme emner, man kan bringe på banen, men det skal gøres, og du skal som forælder eller ven ikke være bange for at spørge.

- Det er en myte, at man kan skubbe dem ud over kanten ved at spørge til det. Tavshed dræber. Du kan sagtens spørge direkte, om teenageren har selvmordstanker, for hvis de har det, vil de opleve det som en stor lettelse. Man skal selvfølgelig finde en god formulering, men vi må ikke lukke øjnene for det, for når først der er taget hul på det, kan man hjælpe dem videre, forklarer Morten Thomsen.

Den svære snak kan du tage ved at spørge ind til deres liv, og hvordan de trives.

- Start med at spørge, om de trives i skolen, om de har venner og har det godt med kærligheden. Der skal skabes et miljø, hvor man taler sammen, fortæller Eirin Garnås.

Giv noget af dig selv
Miljøet kan også skabes ved, at man selv giver noget af sig selv og fortæller om, at det er okay at have det svært.

- Som voksne kan vi sætte os ned og sige, at vi for eksempel har det svært på arbejdet med vores chef, og hvad vi vil gøre for at løse det. Hvis vi åbner op, gør den unge det også. Du skal ikke løfte pegefingeren, men skabe en dialog, siger Morten Thomsen.

Vores egen sårbarhed kan også være med til at give de unge redskaber til at håndtere kriserne.

- Når man er ung, har man meget en opfattelse af verden som sort/hvid - enten har man det godt eller skidt. Men som voksne har vi også de grå nuancer, hvor vi ved, at vi kommer igennem tingene, fordi vi har erfaring. Erfaring med kærestesorger og problemer med vennerne. På den måde giver vi redskaberne videre, siger Morten Thomsen.

Søg professionel hjælp
Hvis snakken fører til, at der er et reelt problem med selvmordstanker, er det vigtigt at søge professionel hjælp. 

Alle regioner har centre for selvmordsforebyggelse. Dem kommer du i kontakt med via egen læge, så første skridt er at opsøge lægen. Men det skridt kan være svært at tage for den, der har tankerne.

- Som pårørende kan du tilbyde at tage med til lægen. Du skal bare sørge for, at personen kommer derhen og så vente foran døren. For de allernærmeste kan det være svært at håndtere, men så få en, der ikke er helt så tæt på personen, til at tage med. Det vigtige er, at den selvmordstruede kommer af sted, fortæller Morten Thomsen.

Vær til rådighed
Unge, der haft selvmordstanker, får - ifølge eksperterne - ofte små tilbagefald. Derfor er det vigtigt at vise, at man stadig er der.

- Man kan ikke fremkalde eller gøre problemet værre igen ved at tale om det. Det er ikke farligt - tværtimod. Det er vigtigt er blive ved med at spørge til personens velbefindende, siger Eirin Garnås.

Morten Thomsen fortæller, at mange pårørende slipper teenageren, når de er i bedring, men det skal man ikke.

- Man er særligt sensitiv det første år efter, man har forsøgt selvmord eller har haft selvmordstanker, så vis du er til rådighed. Det er ikke sikkert, der er brug for det, og så skal du respektere det, men giv plads til, at der er rum til en snak, forklarer Morten Thomsen.

I klippet nedenfor fortæller Charlotte Olesen om, hvordan hendes datter Michelle havde det inden hun tog sit eget liv.

TV 2 DOKUMENTARS ETISKE OVERVEJELSER

  • Under researchen til dokumentaren 'Teenage-selvmordene har TV 2 Dokumentar rådført sig med flere eksperter inden for selvmordsforskning. Alle har tilkendegivet, at det er vigtigt at sætte fokus på selvmord blandt unge i en tv-dokumentar, da selvmord generelt er tabubelagt i samfundet.
  • TV 2 Dokumentar har under hele forløbet lænet sig op ad WHO’s anbefalinger til medier, der dækker emnet selvmord.
  • De to eksperter i dokumentaren, Lilian Zøllner, leder for Center for Selvmordsforskning og Eirin Garnås, psykolog ved Klinik for selvmordsforebyggelse i Herning har begge set programmet igennem, inden det blev sendt.