Håbløst bagud - men så hjælper konkurrent ham til sejr

Se 'Sol over Gudhjem' på TV 2 Play En kok i tidsnød - det lyder som en farlig cocktail af bandeord og kast med gryder.

Se 'Sol over Gudhjem' på TV 2 Play

En kok i tidsnød - det lyder som en farlig cocktail af bandeord og kast med gryder. Men sådan var det slet ikke ved kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, der blev afholdt på havnen i den bornholmske by lørdag eftermiddag.

Her kom Morten Falk, der til daglig er kok ved restaurant Kadeau, nemlig til at gå over tid i konkurrencen, der netop havde en meget stram tidsplan. Men han havde selv en plan for at mildne dommerne: Han skyndte sig at servere dem vin, allerede før tiden var gået.

- Jeg har arbejdet i Vestjylland, så jeg ved, hvad der skal til, fortalte kokken kækt.

Giv det salt
Men vin-serveringen betød blot, at han blev endnu mere presset på tid. Så meget, at hans konkurrent Jeppe Foldager ikke kunne klare at se det.

Den tidligere sølvvinder ved Bocuse d'Or, det uofficielle VM for kokke, arbejdede selv hårdt på sin hovedret i konkurrencen, men forlod den for at hjælpe Morten Falk med at blive færdig med sin hovedret.

- Jeg har Jeppe med nu, så jeg er ikke nervøs, lød det fra Falk.

- Ja, giv det lige lidt salt, lød ordren så til Foldager, som altså fik masser af tillid fra Falk, der er Danmarks kommende deltager ved Bocuse d'Or.

Skylder kvajechampagne
Og det var tilsyneladende god hjælp, Morten Falk fik. For i sidste ende vandt han konkurrencen - lige foran Jeppe Foldager. Efter dem kom Andreas Bagh (Kong Hans Kælder) og Mikkel Olsen (Restaurant Babette).

- Han skylder en kvajebajer. Eller champagne. Eller en krammer, sagde Foldager, da han efterfølgende også var blevet færdig med sin hovedret.

I klippet herunder kan du se Morten Falk præsentere sin hovedret - lidt forsinket og lidt forpustet.

Sol over Gudhjem

  • Er en kokkekonkurrence, der afholdes hvert år på Bornholm i Gudhjem.
  • Det er brødrene Mikkel og Mads Marschall, der har taget initiativ til konkurrencen, der blev afholdt første gang i 2009.  
  • Konkurrencen går ud på, at fire kokke dyster mod hinanden.
  • De skal lave en forret og en hovedret på udelukkende lokale råvarer.
  • Forretten har de ikke mulighed for at forberede sig på, da de først tre kvarter før start får udleveret en kasse med de råvarer der skal indgå i retten.
  • Hovedretten til dette års udgave bestod af kalvebryst, nyrer, hjerte eller lever. Æblemost fra Bornholms mosteri, kærnemælk fra Sct. Clemens, røg som smagsgiver og et hemmeligt element i retten.
  • Dommerpanelet består af fire af Danmarks bedste kokke: Kenneth Hansen, Per Thøstesen, Jesper Koch og Esben Holmboe Bang
  • Sidste år var 10.000 mennesker dukket op som tilskuere.
  • Udover selve konkurrencen består Sol over Gudhjem også af et åbent madmarked, og der bliver delt 400 smagsprøver ud til publikum i forbindelse med, at årets produktpris skal kåres. 
  • Du kan se hele 'Sol over Gudhjem' på TV 2 Play