Rives ned fra hylderne: Her er bogen, der får børn til at sove på få minutter

16x9
Foto: Polfoto

Det skorter ikke på råd til desperate forældre, der forsøger at få deres små pus til at falde hurtigere i søvn om aftenen uden skrig og skrål. Og det er heller ikke er første gang en bog bliver udråbt til et mirakel for søvnløse børn og tvivlrådige forældre.  Men særligt en ny børnebog bliver i øjeblikket købt i stor stil af forældre – den lover nemlig at få børn til at falde i søvn på få minutter.

Bogen ”Kaninen, der gerne vil falde i søvn” er skrevet af den svenske psykolog Carl-Johan Forssen Ehrlin, og den ligger lige nu nummer et på Amazon. Ifølge forfatteren er den 26 sider lange bog den verbale måde at rokke sit barn i søvn.

- Jeg har skrevet bøger før, men fik ideen til en børnebog, mens jeg var på en lang rejse med min mor, der faldt i søvn i bilen. Jeg fik ideen til at bruge mine metoder til at få børn til at slappe af, siger Carl-Johan Forssen Ehrlin til den britiske avis The Telegraph.

Brugte år på at finde den perfekte historie
Han bruger i bogen psykologiske og positive forstærkningsteknikker - kendt fra indlæringspsykologi - der hjælper børnene til at slappe af, fokusere og altså til sidst falde i søvn. Men det kræver også en indsats fra forældrene, der under oplæsningen bliver instrueret i at gabe, fremhæve bestemte ord – der i bogen står med kursiv - og læse op i en langsom og rolig tone.   

Ifølge forfatteren tog det ham 3,5 år at finde den perfekte historie, så alle teknikkerne blev brugt i den rigtige rækkefølge.

- Den hjælper børn med at fokusere og gør dem en del af historien, så de falder i søvn sammen med kaninen. Undervejs i bogen møder de forskellige karakterer som onkel Gab og uglen med de tunge øjenlåg, fortæller Carl-Johan Forssen Ehrlin.

Endnu ikke oversat til dansk
Virker den så? Ja, siger mange forældre, der har udråbt den til en mirakelbog – nej, lyder det fra andre, hvis man læser anmeldelserne på Amazon. Du kan se nogen af anmeldelserne ved at klikke dig rundt i den interaktive grafik nederst i artiklen.

Hvis du selv vil gøre forsøget, må du væbne dig med tålmodighed – eller selv oversætte bogen fra et andet sprog. Indtil videre er ”Kaninen, der gerne vil falde i søvn” – der blev udgivet som en lydbog og e-bog i 2012 – nemlig endnu ikke blevet oversat til dansk. Den findes på svensk, engelsk, tysk, italiensk, fransk, portugisisk og spansk, ligesom den er ved at blive oversat til kinesisk, japansk, arabisk og persisk. 

Til højre i artiklen har vi samlet nogle af alle de andre gode soveråd til børn og forældre.

Ny mirakelbog? Døm selv her