Her er afgørelsen: Hvad er sundest honning eller sukker?

16x9

Der klæber sig mange forskellige opfattelser til honningens sundhedsgavnlige effekter.

Det er ikke udsædvanligt, at man støder på alverdens husråd, opskrifter og artikler, der fortæller, at honning både er et sundere alternativ end almindelig hvidt sukker, og at det endda kan virke helende på sår og kurere forkølelse.

Måske skyldes de mange opfattelser, at honning traditionelt set i historien har været omgivet af megen mystik, og er blevet behandlet af lærde så langt tilbage i tiden som omkring 5500 år før vores tidsregning.

Hos de gamle egyptere var honning en anerkendt handelsvare, og da faraoen Seti I levede svarede 110 krukker honning til værdien af en okse eller et æsel.

Foto: iStock

Honningbiernes produktion af honning er desuden en kærkommen miljømæssig ressource, da de flittige bier sørger for at bestøve mange af de blomster og planter, som mennesker er afhængige af som fødevarer.

Der findes mange husråd forbundet med honning, som eksempelvis at der skal honning i teen, når man er syg, så bliver man hurtigere rask, eller at man skal spise en skefuld honning, hvis man er ved at få ondt i halsen.

Honning er imidlertid ikke et mirakelmiddel, fortæller professor i Fødevarekemi ved Københavns Universitet Leif Skibsted, men han vil ikke afvise, at nogle typer honning har en god effekt sammenlignet med sukker.

- De generelle råd om, at man eksempelvis skal bruge honning i teen, er der ikke belæg for. Jeg er meget optaget af, hvad naturvidenskaben kan påvise, men hvad angår honning, der kan jeg ikke sætte mig på den høje hest og sige, at honning overhovedet ikke har nogen gode egenskaber, siger han.

På den ene side består honning mest af sukker, og dermed kan man ikke bare bruge løs af det, hvis man vil holde vægten. På den anden side indeholder honning også andre ting end sukker, som kan være gavnlige for kroppen, og på den måde adskiller det sig alligevel fra det almindelig sukker.

Sukker er sukker
Når man i dag taler om tilsat sukker, er der som regel meget fokus på blodsukkerets påvirkning, og i den forbindelse er der umiddelbart ikke nogen forskel på almindeligt hvidt sukker og honning.

Hos rådgivningen i Diabetesforeningen støder man ofte på spørgsmål om, hvorvidt honning er bedre end sukker, fortæller klinisk diætist i Diabetesforeningen Susanne Elman Pedersen.

- Folk er forvirrede over om det ene er bedre end det andet, og forvirringen er med rette. Men helt overordnet har det ikke nogen praktisk betydning i forhold til blodsukkerstigningen, om man bruger honning, hvidt sukker, sirup, rørsukker og så videre. Det primære er, at man kun spiser små mængder af det søde, siger hun.

Myndighedernes officielle anbefalinger lyder, at tilsat sukker maksimalt må udgøre 10 procent af det daglige energiindtag spredt udover hele dagen, hvilket svarer til højst 50 gram sukker, hvis man har en aktiv dagligdag.

Tilsat sukker vil sige det sukker, man eksempelvis kommer i kaffe, te, mad, eller færdigproducerede fødevarer. Sukker i frugt regnes ved siden af, og når man siger, at det bedre få sukker fra frugt, så skyldes det, at man også får en masse andre gode ting som vitaminer, mineraler og kostfibre.

Foto: iStock

Honning er grovbrød – hvidt sukker er hvidt brød
Enzymer i honning danner brintoverilte, der sørger for at honningen kan holde sig. Det er netop brintoverilten, der giver honningen antibakterielle egenskaber, som mennesker kan udnytte.

Men enzymerne er ikke noget, som man kan optage i kroppen, forklarer Leif Skibsted.

- Efter min bedste naturvidenskabelige overbevisning er det noget vrøvl, det kan ikke lade sig gøre. Men alt efter hvilke planter honningen stammer fra, kan der være antioxidanter i honningen eksempelvis græsk timianhonning, som er helt specielt, og antioxidanter må man sige er gode for kroppen.

- Honning er et naturprodukt, det er en blanding af alt muligt, og det kan sammenlignes lidt med at spise grovbrød, hvor hvidt sukker kan sammenlignes med hvidt brød, siger han.

Foto: iStock

Honning er meget mere sød
Hvidt sukker er sukrose eller sakkarose, og det er et nærmest 100 procent rent kemikalie, hvorimod honning er et naturprodukt.

Når bierne spiser nektar, spalter de sukker (sakkarose) i druesukker (glukose) og frugtsukker (sukrose) ved hjælp af enzymer i deres sekreter, og dermed er honning vel en af de få fødevarer, der findes på markedet, som allerede er blevet spist en gang.

Men da honning netop primært består af glukose og sukrose, betyder det også, at smagen er mere sød sammenlignet med eksempelvis almindeligt hvidt sukker. Det betyder i sidste ende færre kalorier, forklarer Leif Skibsted.

- Jeg synes, at det her med sødmen er rigtig interessant. Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvor meget honning man skal bruge, hvis man vil erstatte det med hvidt sukker. Honning består af næsten 80 procent sukker, men er ligeså sødt som hvidt sukker. Hvis man følger en opskrift, kan man derfor bruge ligeså meget honning som sukker, og dermed får man færre kalorier, siger han.

Alt i alt tyder noget derfor på, at honning kan være sundere end hvidt sukker, dels fordi det kan være rigt på antioxidanter, og fordi man kan erstatte sukker med honning en til en og dermed spare på kalorierne.

Men når man ser på blodsukkeret isoleret set, så er sukker altså sukker, og derfor bør man udvise samme mådeholdenhed overfor honning, som man ville med sukker.

Foto: iStock

Hvad er sukker?

  • Sukker er et letopløseligt og letfordøjeligt kulhydrat, der fungerer som en meget koncentreret energikilde for kroppen.
  • Sukker forekommer naturligt i mange af vores fødevarer såsom frugter eller rødder og i honning.
  • Sukker udvindes i industrien fra sukkerroer og sukkerrør til eksempelvis sukkerknalder.
  • Ernæringsmæssigt kan fødevarer tilsat industrielt raffineret sukker være et problem, da man fortynder næringsstofferne i maden, fordi man tilsætter mere energi, end der ellers ville havde været.
  • På den måde får man tom energi. Det vil sige energi, der ikke mætter og tilfører kroppen vitaminer og mineraler.
  • Derfor anbefales det, at den daglige kost højst bør indeholde tilsat sukker svarende til 10 % af kostens energiindhold.

Det svarer til at:

  • 3-6 årige må indtage 30 gram sukker om dagen.
  • 7-10 årige må indtage 45 gram sukker om dagen.
  • 11-15 årige må indtage 55 gram sukker om dagen.
  • 16-17 årige må indtage 65 gram sukker om dagen.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen, Den Store Danske.

 

 

Hvad kan jeg søde med istedet for sukker?

Sukker kan søde, men det indeholder ingen vitaminer og mineraler. Ud over sukker hører også rørsukker, melis, farin, perlesukker og kandis ind under den kategori.

Istedet kan bruge følgende ingredienser som alternativ:

  • Honning, agave sirup, akacie honning: Søder 1,5-2 gange mere end sukker, men er stadig kalorieholdigt og påvirker blodsukkeret.
  • Tørret frugt som abrikoser, rosiner, figner og dadler: Indeholder lige så mange kalorier som sukker, men søder 1,7 gange mere og indeholder en del fibre, vitaminer og mineraler. Dadler er godt for kvinder, der stadig har menstruation og træner meget, da de indeholder jern.
  • Kunstige sødemidler som Perfect sød eller Perfect strø: Søder 2-8 gange så meget som sukker og indeholder ingen kalorier. Dog skal man være opmærksom på, at kunstige sødemidler heller ikke indeholder nogle former for næringsstoffer.
  • Stevia: Er et naturligt sødemiddel, som er meget sødt, op til 200-300 gange så sødt som sukker. Det påvirker ikke blodsukkeret, indeholder meget få kalorier, og som menes at kunne reducere forhøjet blodtryk. Skal bruges med varsom hånd, ellers bliver ens mad knap så lækker at spise. Men det er et godt alternativ til sukker, når man først har lært at bruge det.

- Selvom man kan bruge de her alternativer, så vil jeg gerne opfordre folk til ikke at søde deres mad, så meget som de gør. Vi skal have den søde tand dræbt lidt, så vi ikke går og har slik på hjernen 24/7, siger Michelle Kristensen.