'Mandeinfluenza' findes: Kvinder er bedre beskyttede

16x9
Mænd bliver ofte beskyldt for klynke for meget over en mild influenza. Foto: Maskot, Getty Images / Maskot, Getty Images

Det kvindelige kønshormon, østrogen, beskytter kvinderne mod influenza og efterlader mændene mere syge, viser nyt studie.

Hvis der er noget, mænd er blevet beskyldt for gennem tiden, må det være at klynke over en mild forkølelse - til stor morskab for kvinderne, der har drillet deres bedre halvdel med evnen til at være døden nær, når snuen kommer. Ordet 'mandeinfuenza' har de fleste mænd nok fået slynget i hovedet en gang eller to i deres liv.   

Fænomenet er da også omgivet af diverse myter og teorier, og da en undersøgelse tilbage i 2011 kunne slå fast, at mænd ofte bliver mere stressesede på arbejdet, hvilket er med til at gøre dem ekstra syge, måtte kvinderne krybe til korset og medgive, at mænd måske bliver hårdere ramt.

Østrogen beskytter kvinder 

Nu ser det så ud til, at mænd måske er endnu mere uheldige. Et helt nyt studie fra American Physological Society (APS) viser nemlig, at det kvindelige kønshormen østrogen har en anti-effekt mod den almindelig kendte influenza virus A.

Ved at undersøge celler fra næsen, som primært rammes af influenzavirussen, opdagede man, at når østrogen og to andre østrogenlignende stoffer kom i kontakt med influenzavirussen, klarede virussen sig dårligere. Faktisk mindskede østrogenet influenzaens evne til at formere sig.

Og det kan have stor betydning for, hvordan man oplever sygdommen, forklarer den ledende forsker af undersøgelsen, professor i molekylær mikrobiologi og immunologi på Johns Hopkins School of Public Health, Sabra Klein.

- En reduceret formering af virussen betyder, at den smittede person vil opleve færre symptomer eller er mindre tilbøjelig til at smitte andre, siger Sabra Klein til APS.  

Det er ofte ekstra omsorg og kærlighed, mændene ønsker fra den bedre halvdel, når forkølelsen rammer.​
Det er ofte ekstra omsorg og kærlighed, mændene ønsker fra den bedre halvdel, når forkølelsen rammer.​ Foto: Chris Ryan / Scanpix

Resultaterne understøtter tidligere studier af dyr, som har vist, at østrogen har en beskyttende effekt mod influenza. Og Sabra Klein ser lovende på fundene. 

- Vi ser et klinisk potentiale i fundene, hvor østrogen, som bruges i behandling af blandt andet infertilitet og overgangsalder også kan beskytte mod influenza. Kvinder før overgangsalderen, der tager bestemte p-piller, samt kvinder efter overgangsalderen, der får hormonbehandlinger, er muligvis bedre beskyttet under sæsonbestemte influenzaepedemier, lyder det fra Sabra Klein.

Dermed er der måske endelig et bevis, som mændene kan vifte op foran næsen på deres respektive halvdel, hvis konen derhjemme skulle blive lidt for hovmodig, når manden lægger sig syg. Omvendt kan kvinderne også få gavn af undersøgelsens resultater. For de viser nemlig, at kvinder, når det kommer til virusser, ikke er det svageste køn.