LIVE: Danmark har fået sin første tre-stjernede restaurant

Anden udgave af den nordiske Michelin-guide udkom onsdag.

Nordic Guide 2016 blev præsenteret på et pressemøde, der blev afholdt på Hotel D'Angleterre i København, og mange af rygterne talte sandt.

Dagens helt store nyhed var, at Danmark fik sin første tre-stjernede restaurant i form af Geranium.

Men også Oslo og den danske køkkenchef Esben Holmboe Bang på restaurant Maaemo fik tre stjerner.

Derudover blev det også til stjerner udenfor storbyerne København og Aarhus. Frederiksminde i Præstø fik en stjerne, Henne Kirke By Kro i Vestjylland, Kadeau Bornholm fik alle en stjerne, og så fik Kong Hans Kælder kæmpet sig tilbage i guiden. 

Du kan læse livebloggen fra dagens pressemøde herunder.

 

Michelinguiden

Danmark fik tildelt sine første Michelinstjerner i 1983. København er den by i Norden med flest Michelinstjerner. 

Den første guide udkom i år 1900 på initiativ af dækfabrikanten Michelin. Den blev delt ud gratis til alle, som købte en bil.

De første guider indeholdt oplysninger om, hvor man kunne tanke, da der var ikke mange tankstationer dengang, hvordan man skiftede dæk og glødelamper, og om hvor man kunne få en bid mad eller overnatte. 

Det overordnede formål var således at gøre det enklere at rejse.

Systemet med stjerner blev introduceret i 1930'erne. 

De eftertragtede stjerner 
I Guide Michelin får maden karakterer ved hjælp af stjerner. Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik). Hoteller belønnes på samme måde for deres miljø/komfort med hussymboler i forskellige størrelser. Rødt bestik og røde hussymboler gives til særligt gode restauranter og hoteller. 

- Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter". 
- To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd". 
- En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".  

Kilde: Guide Michelin