Rasmus Kofoed skaber historie: - Jeg er rørt og glad

Danmark har fået sin første restaurant med tre Michelin-stjerner.

Det står klart efter onsdagens pressemøde på Hotel D’Angleterre, hvor den nye nordiske guide blev præsenteret.

Michael Ellis, der er direktør for Michelin-guiden, tøvede til sidst under pressemødet, efter at han allerede havde præsenteret en tre-stjernet restaurant i Norden, nemlig Maaemo i Oslo med den danske køkkenchef Esben Holmboe Bang ved roret.

- Er der mere?

Blev der mumlet oppe fra scenen for at bevare spændingen, hvorefter Rasmus Kofoed og Restaurant Geranium blev afsløret som endnu en ny tre-stjernet restaurant.

Du kan se øjeblikket, hvor Rasmus Kofoed blev kaldt på scenen øverst i artiklen.

TV 2 fangede Rasmus Kofoed på telefonen, da det hele var overstået, og han var ikke overraskende en glad og lettet mand.

- Det føles fantastisk, det her er så kæmpestort. Vi har skabt historie og endelig opnået den anerkendelse til Norden, vi har længtes efter længe. Jeg er glad, jeg er rørt, adrenalinen pumper.

Kunne ikke gøre det alene
Når der er store gastronomiske kåringer som den i dag, er det som regel køkkenchefen, der er i fokus. Men for Rasmus Kofoed er det vigtigt at minde om det hold af dygtige mennesker, der står bag ham på Restaurant Geranium.

- Det er jo rigtig stort for mig personligt, men det er noget, jeg kan glæde mig over på hele holdets vegne. Selvfølgelig skal jeg gå forrest og motivere, men vi er ét hold, og vi har gjort det her sammen som et hold. Jeg kunne ikke have gjort det alene, det er heller ikke sjovt at lave mad alene, det er kedeligt, siger Rasmus Kofoed.

Han fortæller videre, at han kort forinden annonceringen til pressemødet var klar over, at den tredje stjerne endelig var i hus.

- Jeg var på restauranten i morges, som jeg plejer, for at spise morgenmad med mine kære kollegaer. Men så ringede Michael Ellis fra Michelin og sagde, at vi nok skulle se at komme afsted til pressemødet. Så jeg fik det at vide cirka klokken kvart over ni, siger Rasmus Kofoed.

I videoklippet herunder fortæller direktør Michael Ellis fra Michelin-guiden, hvorfor Geranium skulle have tre stjerner. 

Skal gøre klar til i aften
Rasmus Kofoed var allerede inden dagens Michelin-overrækkelse noget af en legende indenfor gastronomiens verden, da han som den eneste nogensinde har vundet tre statuetter til verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence Bocuse d’Or.

Man kunne tro, at der ikke længere er mere at komme efter for den dygtige kok, men så tager man fejl.

- Jeg har ikke tænkt mig at stille op til VM i maraton næste år eller sådan noget, fordi jeg savner udfordringer. Vi skal gå videre og blive ved med at udvikle restauranten, jeg skal blive ved med at lede og motivere, og jeg skal være der for familien.

- Det skal blive bedre, jeg er en tålmodig herre, men jeg har erfaret, at man kan blive ved med at udvikle tingene. Detaljer der måske ikke betyder noget for andre, men som betyder noget for mig. Jeg vil blive ved med at udvikle og lave mad med glæde, det er planen, så der skal ikke rigtig laves så meget om, siger Rasmus Kofoed.

I aften har Geranium som vanligt åbent for for en masse gæster, så der bliver tid til champagne men ikke tid til at feste igennem hele dagen, afslutter Rasmus Kofoed.

- Vi kan glæde os over det her, til den dag vi dør. Men vi har gæster i aften, og så nytter det ikke noget, at vi render rundt som vilde kaniner. Gæsterne har forventninger, der nok ikke er blevet mindre efter i dag, og det er vores opgave at give dem en god oplevelse, siger Rasmus Kofoed.

Herunder i klippet kan du se 19 Michelin-retter på seks minutter fra Restaurant Studio i København.