Disse kvinder har tusindvis af følgere: - Vores generation har et stærkt bullshit-filter

YouTuberne er i øjenhøjde og lettere at identificere sig med end traditionelle medier. Det er deres eget bud på skyhøje seertal.

Flere og flere unge følger med, når YouTuberne lægger videoer på nettet.   

Ifølge en Gallupmåling foretaget for YouTube i 2015 ser 24 procent af de 15 til 29-årige YouTube på deres smartphone hver eneste dag. 

Samtidig fjerner de unge sig fra de traditionelle nyhedskanaler, men søger i stedet deres underholdning, debat og nyheder fra særligt de sociale medier.

En del af forklaringen er de danske YouTubere, der producerer indhold til YouTube. 

Helt almindelige - ofte unge - mennesker, der optager sig selv, mens de snakker om et emne, laver blindsmagninger, giver skønhedstips, svarer på spørgsmål eller noget helt andet.   

Efterfølgende lægger de videoerne på nettet, hvor de kan få flere hundrede tusinde visninger. 

Samlet i København i dag

En række af de største, danske, kvindelige YouTubere var fredag samlet i København til konferencen FemaleCreatorsDK.

Her diskuterede YouTuberne blandt andet, hvordan man bedst skaber indhold, hvilke nye tendenser der er i branchen, og hvilket ansvar kvinderne har som rollemodeller for især deres unge følgere. 

Og netop hvorfor de unge mediebrugere vælger traditionelle medier fra, men flokkes om YouTube, Instagram og SnapChat, har de en helt klar ide om. 

- Jeg tror, at den her generation er blevet bombarderet med ting og derfor har et stærkt bullshit-filter. De vil kun se på nogen, de tror på og føler, de kender, siger Carla Mickelborg. 

Når hun lægger videoer på YouTube, følger 41.000 personer med. Hun fortsætter: 

- De kan godt lide at være en del af noget. At man snakker med sit publikum, at der er et kæmpe kommentarspor, og at det på den måde meget mere i øjenhøjde, siger hun. 

Det virker ægte

22-årige Elise Buch er enig. Hendes følgere er fortrinsvis fra USA, så hun laver videoer på engelsk til sine 93.548 subscribers på YouTube. 

- Vi er helt almindelige mennesker, og derfor virker det ægte. Når vi taler om emner, gør vi det ud fra oplevelser og det kan virke bedre, end hvis det er en ekspert, siger hun. 

Du kan se hele indslaget med YouTuberne i toppen af artiklen.