Eks-millionøsen smidt på porten af venner: Det var frygteligt

Anne Mette Beckmann kunne kun bo et par dage hos sine to gode venner. Herefter måtte hun igen trænge sig på hos folk.

Den tidligere millionær Anne Mette Beckmann, som lige nu er aktuelt i programmet 'Millionær på bistand', må i aftenens afsnit sige farvel til sine to venner, som hun har boet hos, siden hun kom til Danmark.

Hun har nemlig kun fået lov at få der i et par dage, og det er Anne Mette Beckmann nødt til at acceptere. Så i aftenens afsnit af 'Millionær på bistand' ser vi Anne Mette Beckmann pakke sine ting og drage videre.

- Vi har været på for hendes skyld. Det har været intenst og hyggeligt, men en lille smule anstrengende, fortæller Allan, der sammen med sin kone har givet deres veninde Anne Mette Beckmann husly i et par dage.

- Det var frygteligt at skulle afsted. Men jeg må jo respektere folks liv, siger Anne Mette Beckmann til TV 2 om episoden, som du kan se i aften på TV 2 klokken 20.50.

I programmet følger vi Anne Mette Beckmanns rejse fra Portugal, hvor hun har levet stortset hele sit liv, til Danmark, hvor hun håber, hun kan få kontanthjælp.

Fra luksus til fattigdom

61-årige Anne Mette Beckmann er vokset op i en yderst velhavende familie med tjenere og ingen økonomiske bekymringer. Lige indtil familiens formue bliver nationaliseret i forbindelse med en revolution tilbage i 70'erne. Herefter måtte familien leve af en opsparing, der lige så stille svandt ind.

Men da hendes far dør, er der ikke en krone tilbage, og Anne Mette Beckmann og hendes mor må leve for morens pension. Nu er Anne Mette Beckmanns mor også død, og hun er derfor rejst til Danmark.

Her ses Anne Mette Beckmann sammen med sin far.
Her ses Anne Mette Beckmann sammen med sin far. Foto: TV 2 / TV 2

Ikke rart at føle sig uønsket

Efter hun kom til Danmark fra Portugal, har hun oplevet, at danskerne holder meget fast i vaner. Hun synes, at man i Portugal er bedre til at hjælpe hinanden.

- De bliver forvirrede, når vanerne bliver brudt, ser det ud til.

- Jeg har følt, at jeg har generet folks hverdagsliv, og det er ikke rart at føle sig uønsket, siger hun og tilføjer, at hun selvfølgelig er meget taknemmelig for overhovedet at have fået husly.

Der er også nogle af hendes venner, som har sagt nej til, at hun kunne overnatte hos dem. Og det har ikke været rart:

- Det er meget skuffende og gør ondt.

Livet som sofa-surfer uden penge og en usikker fremtid har i den grad tæret på Anne Mette Beckmanns kræfter, der gennem det meste af sit liv har levet et liv i luksus med tjenestefolk.

- Det giver et forfærdeligt pres at leve på den måde. Jeg har prøvet at tænke positivt, men det har gjort mig stresset og nedslidt. Faktisk har jeg været tæt på at få en depression, siger hun.