Klar med husly og penge: Vrimler ind med tilbud til den tidligere millionær

Den tidligere millionær får opbakning fra flere danskere, der tilbyder hende husly og penge.

61-årige Anne Mette Beckmann har svært ved at få det til at løbe rundt. Hun er nemlig blevet tildelt en førtidspension, der er på størrelse med integrationsydelsen - altså omkring 6.000 kroner.

Inden hendes mor gik bort sidste år, levede de begge af hendes lille førtidspension i en lille lejlighed i Portugal. Men Anne Mette Beckmann pakkede sine kufferter og rejse for nyligt til Danmark i håb om at kunne modtage kontanthjælp.

Indtil da købt hun på klods hos den lokale grønthandler.

Det ser man blandt andet i det aktuelle program 'Millionær på bistand', der følger Anne Mette Beckmanns rejse fra Portugal til Danmark.

Og det var ikke let at komme til Danmark, hvor Anne Mette Beckmann flere gange løb panden mod det til tider bureaukratiske offentlige systems-mur.

For hun kan ikke modtage noget som helst, hvis ikke hun registrerer sig med en adresse. Derfor har Anne Mette Beckmann desperat været på jagt blandt venner for at få en adresse, så hun kan få penge.

I sidste afsnit af 'Millionær på bistand' så vi, hvordan Anne Mette Beckmann måtte respektere, at hendes to venner ikke kunne tilbyde hende husly i flere dage.

Men heldigvis for Anne Mette Beckmann har en masse danskere set programmet og sender beskeder til hende på den officielle Anne Mette Beckmann-Facebookside, hvor de både ønsker hende held og lykke, men også tilbyder både husly, mulighed for proforma adresse og ikke mindst penge.

En Facebook-bruger skriver blandt andet i en privatbesked til Anne Mette Beckmann, at han og familien har plads til hende.

’Hvis vi blot taler adresse, så kan vi også klare den. For ser du, vi er sat i verden for at hjælpe hinanden, ikke for at ødelægge hinanden… Hvis jeg og min familie kan være springbræt for, at du kan komme videre med dit liv, så står vi gerne til rådighed.’

Flere kommer også med gode råd til, hvordan hun kan finde et arbejde. En del vil også gerne overføre penge til Anne Mette Beckmann:

’Jeg har fundet 500 kroner i mit budget, som jeg gerne vil give dig. Har du MobilePay?’ skriver en kvinde, mens en anden kvinde skriver:

’Anne Mette, skriv lige til mig. Jeg vil godt give dig lidt penge.’

Anne Mette Beckmann har gennem en administrator takket for alle tilbuddene og er blevet sat i forbindelse med flere af de gavmilde mennesker.