Eks-millionøsen 'fyret' fra jobbet efter første dag: - Sådan er det

Anne Mette Beckmann løber endnu en gang panden mod en mur, efter hun bliver droppet som foredragsholder hos AOF.

I aftenens tredje og sidste afsnit af dokumentarserien 'Millionær på bistand' følger vi Anne Mette Beckmann på hendes første job i Danmark.

Hun skal holde foredrag for en gruppe pensionister, og foredraget skal handle om Anne Mette Beckmanns liv.

Men det går ikke helt, som hverken Anne Mette Beckmann eller kursuslederen havde forventet.

- Det var utrolig svært at skulle lave foredraget. Jeg var meget stresset efter alle mine problemer og var faktisk ved at aflyse flere gange, fortæller Anne Mette Beckmann til TV 2 og fortsætter:

- Der var trafikprop på vej derhen, så jeg kom for sent. AOF-damen var sur og skrap, men heldigvis var publikum rolige og forstående. Jeg gik i stå i første del af foredraget, men efter en kort pause gik det meget bedre.

Du kan se et klip fra foredraget øverst i artiklen.

Ikke godt nok

Det er tydeligt, at Anne Mette Beckmann er nervøs og bliver berørt af de mange nostalgiske billeder og videoklip. Ifølge AOF-kursuslederen Connie er hun slet ikke struktureret nok og mangler at være i trit med publikummets tilværelse.

Derfor aflyser AOF det næste foredrag med Anne Mette Beckmann, og faktisk gjorde det Anne Mette Beckmann lettet:

- Jeg ville ikke have kunnet klare to foredrag a to timer lige efter hinanden uden hjælp.

- Jeg var ikke spor forbavset over, at AOF-damen ikke var tilfreds, for vi havde intet til fælles.

Du kan se, hvordan Anne Mette Beckmann reagerer på afslaget i klippet herunder.

Uanset hvad, er Anne Mette Beckmann i dag glad for, at hun holdte foredraget, men det bekræftede hende også i, at det er svært at finde ro og overskud til at udføre en arbejdsopgave, når man bor i en kuffert og ikke har en fast base.

Programmet 'Millionær på bistand' sendes i aften klokken 20.50 på TV 2, og efter programmet kan du på tv2.dk læse, hvordan det går Anne Mette Beckmann i dag.