LISTE: Det vil børn have med på madpakken, hvis de selv kan vælge

16x9

"Få inspiration til madpakken i august måned med Go' madpakke i Go' morgen Danmark"

Der er en helt bestemt ting, der er et hit i børnenes madpakke. Den er, lidt overraskende måske, slet ikke så tosset at give sit barn med, hvis man spørger en børnediætist.

Efter en dejlig lang sommerpause er det nu blevet tid til at smøre madpakker igen.

De små symboler på forældres kærlighed og omsorg bliver omhyggeligt pakket og lagt klar til at komme i taskerne, så børnene har noget at stå imod med på en lang skoledag.

Når det gælder madpakken, er en af de største bekymringer, man kan have som forældre, om den nu også bliver spist op.

En smutvej til rendyrket madpakkesucces, hvor maden havner i maven og ikke skraldespanden, er selvfølgelig at give børnene deres yndlingsmad med.

Her er børnenes klare favorit
Som listen herunder viser, er det ikke altid den bedste ide at efterleve alle børnenes ønsker. Men der er dog visse ting, der kan overraske, og det gør netop topfavoritten.

I en undersøgelse fra analysehuset AIM Create har 232 børn svaret på, hvad de helst ville have i madpakken, og næsten halvdelen svarede, at de ville have pizza eller pizzasnegle med.

Normalt er det nok noget, mange vil forbinde med junkfood og derfor være lidt betænkelig ved at pakke i madkassen.

Men spørger man Trine Klindt, der er børnediætist og næstformand i Foreningen af Kliniske Diætister, er pizzasneglen slet ikke så tosset.

Flere gode ting ved pizzasneglen
På en pizzasnegl er der flere gode ting som eksempelvis tomater, lidt løg i tomatsovsen, og så bruges der ofte urter.

- Som udgangspunkt synes jeg, at en pizzasnegl er god at give med i madpakken. Den er praktisk, og den bliver spist op, hvilket er det vigtigste ved ting i en madpakke – at de bliver spist. Derudover kan du variere pizzasnegle med mange ingredienser, siger hun.

Trine Klindt foreslår at bruge groft mel, undgå pepperoni, der er fyldt med mættet fedt og i stedet bruge skinke eller kylling.  Derudover kan man også bruge en lang række grøntsager til pizzasnegle.

- Men en pizzasnegl kan ikke stå alene i madpakken. Det kan en rugbrødsmad jo heller ikke, der skal frugt og grønt til.

Det er dog ikke alle børnenes favoritter, som Trine Klindt er ligeså positivt stemt overfor som pizzasneglen. Allerede på plads nummer tre går det galt. Se hvorfor i nedenstående liste over børnenes favoritter og nogle af Trine Klindts kommentarer hertil.

Hvis børn selv kunne vælge, hvad der skal i madpakken

Pizza eller pizzasnegle

Pizzasnegle. Foto: Shutterstock / Shutterstock
45 procent af børnene svarede, at de gerne ville have pizza eller pizzasnegle med i madpakken.
 
- Som udgangspunkt synes jeg, at en pizzasnegl er god at give med i madpakken. Den er praktisk, og den bliver spist op, hvilket er det vigtigste ved ting i en madpakke – at de bliver spist. Derudover kan du variere pizzasnegle med mange ingredienser, siger hun.

Frugt

Frugt. Foto: Shutterstock / Shutterstock
44 procent af børnene svarede, at de ville have frugt med i madpakken.
 
- Frugt er super godt at give med. Det er let at håndtere for børnene, de får vitaminer, og de får væske, og netop væske er noget mange børn har problemer med at få nok af i løbet af en skoledag.
 
- Men man skal være opmærksom på, at frugten kun skal udgøre en tredjedel af den daglige mængde frugt og grønt. Det vil sige, at de skal have dobbelt så mange grøntsager som frugt. Men det er en god ide, hvis de får den daglige mængde frugt i skoletiden, da den højst sandsynligt bliver spist fremfor grøntsagerne, siger Trine Klindt.

Pølsehorn

Pølsehorn. Foto: Shutterstock / Shutterstock
43 procent af børnene svarede, at de ville vælge pølsehorn til madpakken.
 
Jeg har svært ved at anbefale pølsehorn. Pølserne er et kødprodukt af dårlig kvalitet med rigtig meget mættet fedt i. Man kunne til nød rulle en skive skinke og komme det i hornet i stede for pølse.
 
- Men det må blive et nej. Den kan ikke varieres som en pizzasnegl, der lettere kan gå i en sundhedsretning. Ligegyldigt hvad man bruger af mel, så vil den bare ikke være sund, siger Trine Klindt.

Myslibarer

Myslibarer. Foto: Shutterstock / Shuttersock
31 procent af børnene svarede, at de ville have en myslibar med i madpakken.
 
- Jeg er lidt ambivalent i forhold til myslibarer. På den ene side er det et godt alternativ til eksempelvis Yankee bar, men på den anden side er en myslibar ikke spækket med sundhedsfremmende ingredienser. Men vi bruger den som et plaster på såret. Det er sødt uden at være forbudt.
 

- Skal jeg lave en kostplan til et barn, der skal tage på i vægt, tager jeg altid myslibar med, for den bliver næsten altid spist - selv af kræsne børn. Skal det være en kostplan til et barn, der skal tabe sige, kan myslibaren være et alternativ til kage eller chokoladebar. 

- Men grundlæggende indeholder en myslibar ikke noget nødvendigt, man skal have med i madpakken. Der er få vitaminer og mineraler i, der er meget sukker i, og der er ikke nogen god næringsværdi i en myslibar. Som udgangspunkt anbefaler jeg den ikke.
 

Gnavegrøntsager

Gnavegrøntsager. Foto: Shutterstock / Shutterstock
30 procent af børnene svarede, at de ville have gnavegrøntsager med på madpakken.

Rugbrødsmadder

Rugbrødsmadder. Foto: Shutterstock / Shutterstock
30 procent af børnene svarede, at de gerne ville have rugbrødsmadder med.
 
- Jeg håber, at rugbrød ligger før hvidt brød på listen, fordi børnene er vant til det. Jeg tror, det hænger sådan sammen.
 
- Børnene forbinder rugbrød med det at lave en madpakke, og derfor vælger de rugbrød. Man har det ofte med at vælge noget, man er tryg ved, og her kan rugbrødet altså være det trygge valg, siger Trine Klindt.
 

Sandwichbrød eller groft brød

Sandwichbrød. Foto: Shutterstock / Shutterstock
26 procent af børnene svarede, at de ville have sandwichbrød eller groft brød.

Sandwichbrød, hvedebrød, hvidt brød og wraps eller pandekager

Wraps. Foto: Shutterstock / Shutterstock
24 procent af børnene svarede, at de ville have sandwichbrød, hvedebrød, hvidt brød og wraps eller pandekager med på madpakken.

Pastasalat, blandet salat og kage eller sødt bagværk

Pastasalat og sødt bagværk. Foto: Shutterstock / Shutterstock
23 procen af børnene svarede, at de ville vælge pastasalat eller blandet salat og kage eller sødt bagværk.

Slik, chokolade eller chips

Slik. Foto: Shutterstock / Shutterstock
22 procent af børnene svarede, at de ville vælg slik til deres madpakke.
 
- Jeg er overrasket over, at børnene ville vælge slik, chokolade og chips. Hvis ikke de havde haft muligheden, tror jeg ikke, de havde valgt det.
 
- Børn skal slet ikke have de valgmuligheder, hverken i kantineordninger eller derhjemme. Børn tror, at det, forældrene tilbyder, er okay. De har jo tiltro til forældrene. Det er svært at forestille sig børn tænke: det kan godt være, jeg bliver tilbudt slik, men jeg må hellere sige nej tak. 

 

Madpakker i de danske børns skoletasker

Beskrivelse af undersøgelsen:

Analysehuset AIM Create har gennemført en større undersøgelse af skolebørnenes madpakker. Undersøgelsens formål var at se nærmere på, hvordan børnenes madpakker har ændret sig, siden skolereformen blev indført. Men derudover giver den et indblik i både forældrenes og børnenes vaner, adfærd og forbrugsmønstre i forhold til børnenes madpakker.

Fakta om undersøgelsen:

  • Der er gennemført 804 onlineinterviews i uge 10-13, 2016
  • Målgruppen for undersøgelsen er forældre med børn i den danske folkeskole, som mindst månedligt smører madpakke til deres børn.
  • Denne målgruppe udgør mere end 80% af forældrene med børn i den danske folkeskole. 
  • For den resterende gruppe (de ca. 20%) smører enten ægtefællen/partneren eller barnet selv madpakke, eller også har barnet slet ikke madpakke med.
  • Onlineinterviewene er gennemført via et online panel.
  • Spørgeskemaet er sendt repræsentativt ud til danskere med børn – og efterfølgende er målgruppen til undersøgelsen blevet udvalgt.