25 år siden debuten: Det har Morten og Peter betydet for os

Næstformanden i Landsforeningen Downs Syndrom følger selv med i programmerne.

Dokumentar-serien om Morten og Peter har været med til at sætte Downs syndrom på landkortet og skabt fokus og debat gennem årene.

Det mener næstformanden i Landsforeningen Downs Syndrom, Grete Fält-Hansen.

I august 1991 tonede det første program over skærmen, og 25 år efter er de to bramfrie fyre stadig relevante, synes hun:

- Det er noget folk vil se igen og igen - næsten ligesom Matador. Jeg tror faktisk, at den danske befolkning synes, at Morten og Peter er blevet folkeeje.

Programserien hylder folks forskelligheder ifølge næstformanden.  

- Jeg synes, vi har lært, at alle mennesker er forskellige og fortjener respekt der, hvor de nu er. Jeg vil meget gerne hylde Nick Horup (tv-journalisten bag programmerne, red). Han lærer den danske befolkning om den respektfulde tilgang til mennesker, som ikke nødvendigvis er som du og jeg, siger hun.

25 år med Morten og Peter

Lørdag 27 august er der fem timers 'Morten og Peter'-kavalkade på TV 2.

Se med her:

12.55 - 13.35: Er jeg da helt gak, mor?

13.35 - 14.30: Er jeg stadig gak gak, mor?

14.30 - 15.20: Ikke helt gak

15.20 - 16.15: Morten og Peter vender tilbage

16.15 - 17.05: Gak gak i køkkenet

17.05 - 17.55: Stjernerne på vej 

Derfor spurgte landsforeningen for et par år siden selv Nick Horup, om han ikke ville stå for produktionen af en video, som nye forældre til børn med Downs syndrom får adgang til.

Videoen er i dag til rådighed hos sundhedsplejersker, familiecentre og gennem landsforeningen.

Grete Fält-Hansen har selv en søn med Downs syndrom, og hun ser med, når programmerne ruller over skærmen. 

- Jeg tror bestemt, at vi er mange der ser med. Det gør jeg i hvert fald selv, og jeg kender en del andre, der også har set med i mange år, siger hun. 

Næstformanden forklarer, at personer med Downs syndrom er lige så forskellige som alle andre, så om de får gavn af at se programmerne eller ej, er en individuel sag. 

Ikke det, man husker

Frygten for, at personer med Downs syndrom bliver udstillet til spøg og spot på grund af programmerne, har eksisteret, erkender Grete Fält-Hansen. 

- Det eneste negative, der har været, er, når nogen ikke har forstået at bevare respekten, mens de griner. Det kan være sårende, siger hun og fortsætter: 

- Men efter 25 år er det ikke det, man husker. Det, man husker Morten og Peter for, er al den kærlighed og glæde, de spreder.

De to fyre giver samtidig ikke et forskønnet billede af at leve med Downs syndrom, mener hun. 

- Det kan man bestemt ikke sige. Den rammer et meget godt snit i forhold til, at der er stor forskel på, hvordan og hvor meget man kan med Downs syndrom. Nogle kan have store forhindringer og have svært ved at tale, og så er der yderpunkterne med folk, der både læser, skriver, passer normale job og er gift, fortæller Grete Fält-Hansen.

Lørdag 27. august fra klokken 12.55 fejrer TV 2 25 års jubilæum med en række Morten og Peter-programmer. Kan du ikke vente, kan du se dem lige nu på TV 2 PLAY.