Vi skiftede til vintertid i nat: Her er syv ting, du måske ikke vidste

16x9
Natten til søndag stillede vi urene tilbage. Det betyder, at de fleste kunne sove en time længere. Foto: Brian Bergmann / Scanpix

Så var det igen tid til at stille urene, og denne gang var det den 'sjove' udgave. Du fik nemlig en time foræret i nat.

Helt præcis klokken 3.00 natten mellem lørdag og søndag blev urene officielt stillet en time tilbage, og ud over at være en velsignelse i form af en 25 timers lang søndag, så er skiftene mellem sommer- og vintertider faktisk en relativ ny opfindelse. Herunder kan de blive lidt klogere på fænomenet sommer/vintertid. 

Vidste du for eksempel, at …

… vintertid også kaldes normaltid. Det skyldes, at sommertiden er den tid, hvor uret går ”forkert” i forhold til, hvis vi ikke brugte ordningen.

… sommertid for første gang blev indført i Østrig og Tyskland d. 30. april 1916. Ifølge National Geographic fulgte Danmark trop d. 21. maj samme år. Formålet var at spare energi og dermed olie, som var knap på grund af Første Verdenskrig. Efterfølgende er det blevet brugt i skiftende perioder, og først i 1980 blev sommertid fast i Danmark.

… i 1996 blev sommertiden den samme i alle EU-lande. EU-kommissionen har bestemt, at vintertid altid starter den sidste søndag i oktober og varer frem til den sidste søndag i marts.

… omkring 70 lande i verden har indført ordningen med sommer- og vintertid.

… forskere i årevis har studeret de helbredsmæssige konsekvenser ved, at vi to gange årligt skal lave om på vores døgnrytme. Danske forskere mener ifølge videnskab.dk, at sommertiden gavner vores psykiske helbred, fordi vi får mere naturligt lys. En britisk forsker går endnu længere, han mener sågar, at vi helt skal droppe vintertiden.

... at andre forskere modsat mener, at skiftet fra vinter- til sommertid påvirker os negativt. Ifølge livescience.com viser undersøgelser, at der er flere, der får et hjerteanfald, og flere der begår selvmord, på de første hverdage efter skiftet i marts, hvor vi mister en time.

… det længe har været en udbredt myte, at flere dyr bliver kørt ned, når vi skifter fra sommer- til vintertid. Men tilbage i marts viste en analyse, at der ikke kunne måles nogen stigning i antallet af påkørsler.