Schh! Edderkopper kan høre dig på flere meters afstand

Selvom edderkopper ikke har ører, har forskere nu fundet ud af, at de kan høre dig på fem meters afstand.

Når edderkopperne kribler og krabler rundt i dit hjem, så kan de faktisk både se og høre dig, hvis du sætter i flugt væk fra dem.

Forskere fra Cornell University har nemlig nu fundet ud af, at hårene på springedderkoppernes ben er så følsomme, at de kan ’høre’ mennesker på fem meters afstand.

Og det er et resultatet, der vender op og ned på, hvad man ellers troede om de små kryb.

- De holder aldrig op med at overraske, de her edderkopper. Men egentlig er det ikke så ulogisk, hvis man tænker over det. Lyd er bølger, der bevæger sig gennem luften, og de kan ramme hårene, og det kan edderkoppen mærke, forklarer biolog Anders Kofoed i lørdagens 'Go' morgen Danmark'.

Hjerneoperation overraskede forskere

Forskerne fandt frem til resultatet, da de ville undersøge edderkoppernes syn nærmere. Men så skete der en dag noget interessant i laboratoriet.

Når en stol blev rykket rundt i lokalet, eller forskerne snakkede, viste det sig, at edderkoppen kunne høre det.

16x9
Her undersøger forskere en springedderkops hørelse Foto: Youtube, Charles Walcott, Cornell University

Hvordan undersøger man så hørelsen hos dyr uden ører, tænker du nok.

- Det foregår ved en hjerneoperation på edderkoppen - og her snakker vi en hjerne, der er mindre end et knappenålshoved. Så måler man, hvilken elektrisk aktivitet der er, når forskellige ting sker, forklarer Anders Kofoed.

I videoklippet øverst i artiklen kan du se, hvordan forskerne har båret sig ad med at undersøge edderkopperne.

Hvad gør edderkoppen?

Forskerne fandt frem til, at hørelsen sad i edderkoppens behårede ben ved at påføre små dråber vand på hårene. Herefter kunne de se på målinger, at edderkopperne ikke fornemmede lydene på samme måde, når der var vand på dem.

Sidder du med en snert af fobi for de små kryb og er bekymret for, om de nu kommer efter dig, så frygt ej.

- Er det noget farligt, edderkoppen kan høre, så løber den væk. Er det noget dejligt, så kommer den tættere på. Men det første, den gør, er at stivne, siger Anders Kofoed.

Han forklarer desuden, at det ikke er alle lyde, edderkoppen kan høre. Høje toner som pigeskrig vil ofte ikke sive ind, mens den i højere grad vil kunne høre dybere toner som klap i hænderne.

- Så jeg synes, at man lystigt skal gå i gang med at klappe af sine edderkopper derhjemme, lyder opfordringen fra Anders Kofoed.