Efter invitation gik viralt: Så mange dukkede op til 15 års fødselsdag

En åben invitation til en mexicansk teenagepiges fødselsdag gik verden rundt - flere tusinde gæster mødte op til festen.

Da to stolte forældre og en kommende 15-årig fødselar inviterede til åben fest i Mexico, havde de nok ikke regnet med den respons, de fik. 

Festen for Rubi Ibarra skulle foregå 26. december, og her ville der både være mad, hestevæddeløb og lokale bands til at underholde.

Invitationen var tiltænkt beboere fra nærområdet, men sådan skulle det ikke gå. Videoindbydelsen blev nemlig spredt vidt og bredt, da en lokal fotograf ifølge The Guardian lagde videoen op på sin Facebookside.

På YouTube er invitationen siden blevet set flere millioner gange, og BBC skriver, at 1,3 millioner personer havde tilmeldt sig festlighederne.

Se videoinvitationen nederst på siden.

Flere tusinde mødte op

Helt så vildt skulle det dog ikke gå.

I Mexico er 15-års fødselsdagen, der kaldes 'Quinceañera', en vigtig fejring, og mandag var det så Rubi Ibarras store dag.

Hun og forældrene var efter den virale video forberedt på mange fremmødte til festen, der blev afholdt på et stort grønt område. Flere tusinde gæster fra hele landet dukkede da også op, ligesom der var et stort presseopbud. 

Se billeder fra dagen her og i videoen øverst på siden. 

16x9
Rubi Ibarra og faren. Foto: RONALDO SCHEMIDT / Scanpix Denmark
16x9
Rubi Ibarra og forældrene. Foto: MAURICIO PALOS / Scanpix Denmark
16x9
Det er ikke en almindelig 15 års fødselsdagsfest. Foto: RONALDO SCHEMIDT / Scanpix Denmark
16x9
Tusindvis af folk mødte op til festlighederne. Foto: RONALDO SCHEMIDT / Scanpix Denmark

Ifølge BBC var det ikke kun en glædens dag, da en mand mistede livet under hestevæddeløbet i forbindelse med fejringen, fordi han trådte ud på løbsbanen, mens hestene galoperede afsted.

Det er ukendt, hvorfor han gjorde dette, men han havde selv en hest med i fødselsdagsløbet, hvor man kunne vinde lidt over 3000 kroner.

Her kan du se familiens åbne fødselsdagsinvitation, der gik viralt og er blevet vist flere millioner gange: 

Internettet begyndte hurtigt at lave sjov med videoinvitationen - skuespilleren Gael García Bernal har eksempelvis lavet denne parodi.