Havde lagt jægersoldaten på hylden – så blev det blodig alvor

Han sætter livet på spil og har en jernvilje, som kun de færreste kan mobilisere. Dette er historien om, hvad der foregår i hovedet på en jægersoldat.

- Han står to-tre meter fra mig på den anden side af nogle træer. Han kan ikke se mig, men jeg kan se ham. Så jeg placerer fingeren på aftrækkeren af mit våben.

Manden, der står med fingeren på aftrækkeren, er Thomas Rathsack, jæger nummer 229. Han befinder sig på et fjendtligt hovedkvarter i det sydlige Irak sammen med sin patrulje fra Jægerkorpset. En fjendtlig vagt står to meter fra Thomas Rathsack – mellem sig har de kun et lille buskads – så han er klar til at trykke på aftrækkeren. Men om han gjorde det, vender vi tilbage til.

TV 2 møder en eftermiddag i december en af de mest omtalte jægersoldater, Thomas Rathsack. Han er forfatter til bogen ’Jæger - i krig med eliten’, der udløste den såkaldte Jægersag.

I dag er grunden til, at vi møder ham dog ikke bogen, men at han er aktuel i programmet ’Korpset – gjort af det rette stof’. Et program, hvor han sammen med tre andre tidligere jægersoldater har designet et kursusforløb baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 veltrænede danske mænd skal igennem for at teste, hvor langt de kan presse sig selv.

JÆGERSAGEN

Thomas Rathsack udgav i 2009 bogen 'Jæger - i krig med eliten'.

Efter Forsvarets mening var bogen en trussel mod Rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter. De nedlagde derfor Fogedforbud mod den og bad landets chefredaktører om ikke at bringe noget fra den.

Politiken trykte alligevel et særtillæg med bogen. Kort tid efter blev Thomas Rathsack sigtet for at viderebringe militære hemmeligheder.

Siden dukkede en arabisk udgave af bogen op, som viste sig at være fabrikeret af Forsvaret selv. Som konsekvens gik Forsvarschefen af, og Forsvaret valgte ikke at rejse tiltale mod Thomas Rathsack.

Vi befinder os i en etageejendom i Charlottenlund, hvor 49-årige Thomas Rathsack bor sammen med hunden Selma - en ældre og tilforladelig hund, som han har taget med sig hjem fra Afghanistan.

Det var her, i Nordsjælland, at jægerdrømmen startede.

- Jeg kunne ikke rigtig finde mit rodfæste i skolen, så som barn søgte jeg en anden verden, som ikke bestod af bøger. Den endte jeg så med at udforske i skovene her i området, hvor jeg også er vokset op. Med tiden begyndte jeg at få interesse for soldaterlivet, fortæller Thomas Rathsack.

Han hørte om Jægerkorpset i en ung alder, og derfra vidste han, at han vil være jægersoldat.

- Der åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg følte mig draget af den mystik, der omgav Jægerkorpset. De mænd, der rendte rundt oppe i Aalborg på flyvestationen, måtte være noget helt specielt – de måtte være gjort af et helt særligt stof. Jeg var sikker på, at hvis jeg bare kunne blive jægersoldat en dag, så ville resten af mit liv være som at gå på vandet, siger Thomas Rathsack.

Det var her, hele hans liv begyndte at koncentrere sig om at komme ind i Jægerkorpset.

Korpset - gjort af det rette stof

Vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på fysiske præstationer. Men i programmet 'Korpset' ønsker TV2 at vise, at virkelig råstyrke ikke kan måles på musklernes størrelse, men skal findes i psyken.

Fire tidligere Jægersoldater har specialdesignet et kursusforløb, baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 danske veltrænede mænd skal igennem. 

De har meldt sig for at prøve deres fysiske og mentale styrke af. For først, når de har presset sig selv til det yderste, ved de, om de har, hvad der skal til for at blive elitesoldat. Om de er gjort af det rette stof.

 Et af verdens mest krævende optagelsesforløb

Optagelsesforløbet til Jægerkorpset er et nåleøje uden lige og kendt som et af verdens hårdeste fysiske – og ikke mindst mentalt krævende - optagelsesforløb. Hvert år starter der cirka 100 aspirerende jægere, men kun cirka ti procent når hele vejen igennem prøvelserne og modtager den bordeaux baret. Efter yderligere et års grunduddannelse får de det eftertragtede skuldermærke, hvor der står ”JÆGER”.

Thomas Rathsack fotograferet i sin uniform og røde jægerbaret, da han modtager et ordensbånd som bevis på den højeste amerikanske enhedsudmærkelse 'Presidential Unit Citation'.
Thomas Rathsack fotograferet i sin uniform og røde jægerbaret, da han modtager et ordensbånd som bevis på den højeste amerikanske enhedsudmærkelse 'Presidential Unit Citation'. Foto: Privatfoto

I mange år marcherede den unge Thomas Rathsack derfor rundt med en tung rygsæk i Dyrehaven og op og ned ad Strandvejen. Han trænede og trænede. Det var hans erklærede mål at blive jægersoldat.

I 1985 startede han så sin militære karriere, og efter fem år i Livgarden, søgte han optagelse i Jægerkorpset. Og her bar al den hårde træning frugt.

- Jeg var rigtig velforberedt og høvlede igennem patruljekurset og aspirantkurset, som er der, hvor de fleste falder fra, fortæller han.

Man bliver jo et dyr. Jeg kunne ikke lade være med at blive moralsk boostet, når mine kammerater meldte fra.

Thomas Rathsack

Men helt smertefrit var det bestemt ikke. Slet ikke faktisk. Der er en grund til, at man siger, at det – især aspirantkurset - er et af de hårdeste optagelsesforløb.

- Aspiranten husker jeg som et sammensurium af en stor smerte. Jeg havde altid ondt i fødderne, havde altid blodige vabler og altid en eller anden underlig skade. Man er hele tiden træt som ind i helvede. Og man er altid ængstelig, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Selvom du har gået 50 kilometer med tung rygsæk, så aner du ikke, om du bagefter skal gennemføre prøver i iskoldt vand, eller om du får lov til at sove i en time, fortæller han.

Det er det mest modbydelige

Optagelsesforløbet til Jægerkorpset består af flere dele. Efter et forkursus skal aspiranterne igennem et otte ugers patruljekursus og derefter fem ugers aspirantkursus.

- Det, der altid vil stå mejslet i min hukommelse som det mest modbydelige, er det kolde vand. Og det er bare en helt central del af det. Der var morgener, hvor vi efter en hel nats march skulle ned og lave alle mulige former for pinsler i noget vand, der ikke var mere end otte grader varmt, iført vores i forvejen våde uniform, støvler og rygsæk. Og så står der en eller anden instruktør og brøler af en oppe på kanten. Det var virkelig ubehageligt. Det kan jeg bare huske, siger Thomas Rathsack.

Her smider Thomas Rathsack deltagerne fra 'Korpset' en tur i det kolde vand en tidlig morgen.
Her smider Thomas Rathsack deltagerne fra 'Korpset' en tur i det kolde vand en tidlig morgen. Foto: Lars E. Andreasen / TV 2

Foruden det isnende vand, nævner han trætheden, der hele tiden ligger om dig som en tung dyne. Den uudholdelige smerte, der kan mærkes i alle kroppens dele. Det er dén fysiske udmattelse, deltagerne i ’Korpset’ også skal bruge deres psyke til at overvinde. Ligesom de også skal overvinde sig selv ved selvtillidsprøverne, som ofte indebærer vilde højder.

Særligt en øvelse i højderne står klart for Thomas Rathsack.

Ved Limfjorden - tæt på Aalborg Flyvestation, hvor Jægerkorpset hører til - står der nogle 130 meter høje elmaster. I dem kan man kravle op og balancere på en meget smal bjælke. Noget, der ikke er sjovt for en, der ikke er glad for højder, og som i forvejen er udmattet.

- Der er det hovedet, der må gøre arbejdet og sige til fødderne: ”Okay, nu sætter du den venstre fod frem foran den højre, og så gør du tilsvarende med den højre bagefter.” Det er måden, jeg klarer det på. Jeg isolerer kroppen og får den til at adlyde det, mit hoved beder den om at gøre, fortæller den tidligere jægersoldat.

Man kan som udeforstående undre sig over, hvorfor man overhovedet har lyst til at udsætte sig selv for den smerte og frygt.

- Konsekvensen ved at fejle - den smerte, om du vil - den er langt værre. Hvis jeg skulle have pjosket ud af hovedvagten med min rygsæk på uden at have bestået, ville jeg skulle lide under det resten af mit liv. Simpelthen. Så hellere kæmpe til jeg segner, og de sender mig hjem. Jeg ville aldrig nogensinde give op, siger Thomas Rathsack.

Gennem flere måneder fortsatte han på denne måde, mens hans kammerater på kurset en efter en gav op, eller blev smidt hjem af kursets instruktører.

- Man bliver jo et dyr. Jeg kunne ikke lade være med at blive moralsk boostet, når mine kammerater meldte fra eller blev sendt hjem. Jeg følte mig yderligere styrket – det er jo et rent dyrisk instinkt og ikke særlig sympatisk, siger Thomas Rathsack.

Efter endt patrulje- og aspirantkursus ventede faldskærmskursus og kampsvømmerkursus hos Frømandskorpset. Og I sommeren 1990 var anstrengelserne slut. Thomas Rathsack var nu i en alder af 23 år jægersoldat.

- Jeg klarede det på fysikken, men det afgørende var viljen. Det er et spørgsmål om software og ikke hardware. Fysikken er også vigtig, men den er ikke alt afgørende.

Jægerkorpset var en avanceret idrætsklub

Som jægersoldat er det en helt central del af jobbet at blive udsendt til krigszoner. Men dengang i de tidlige 90ere var der ikke mange missioner. Der var ikke noget, der mindede om hemmelige missioner, informationsindhentning hos fjenden og nålestiksoperationer, som jægersoldaterne er specialuddannede til at varetage.

- Jeg blev temmelig skuffet. Jægerkorpset var dengang en avanceret idrætsklub. Alle vidste godt, at vi ikke kom i krig, så derfor var der ingen, der for alvor tog den taktiske og operative træning seriøst. Og nu er det ikke, fordi jeg er krigsliderlig, men jeg havde regnet med at blive sendt i krig, siger Thomas Rathsack.

Så han forlod Jægerkorpset – for denne gang.

Otte år senere som 34-årig vendte han tilbage i uniformen i Afghanistan. Fire måneder efter, al-Qaeda havde udsat USA for et terrorangreb.

Thomas Rathsack arbejdede som minerydder i Afghanistan for en NGO, da terrorangrebet fandt sted den 11. september. Allerede samme dag begyndte det at rygtedes, at terroristerne havde rod i Afghanistan, og det var alt for farligt at opholde sig i landet.

- Alle NGO’er kørte ud af Afghanistan som perler på en snor natten til den 12. september. Så jeg, min hund Selma, som jeg havde fundet på gaden i Kabul, og min svenske chef kørte til Islamabad i Pakistan, fortæller Thomas Rathsack.

Mens de var i Pakistan, hvor det var nogenlunde sikkert at opholde sig, begyndte jungletrommerne at lyde fra specialstyrkerne i Danmark. Frømandskorpset og Jægerkorpset skulle i krig – i Afghanistan.

- Jeg ringede straks til Jægerkorpset og sagde, at jeg gerne ville tilbage, hvis de kunne bruge mig til et eller andet. Og det kunne de godt, fortæller Thomas Rathsack.

Det blev starten på hans anden periode i Jægerkorpset, hvor han var udsendt til både Afghanistan og Irak.

Her er Thomas Rathsack fotograferet under sine udsendelser.
Her er Thomas Rathsack fotograferet under sine udsendelser. Foto: Privatfoto

Jeg kunne skyde ham mellem øjnene

At være Jægersoldat er et job, der involverer en risiko for både at skulle tage andres liv og miste sit eget.

- Det er en erhvervsrisiko, at jeg kunne gå hen og miste livet. Jeg vidste, at hver gang jeg hoppede ud af flyet eller helikopteren, blev der skudt på mig. Det er jo også enormt livsbekræftende. Altså, det lyder lidt sygt, men man føler sig virkelig i live, når man er i en krigszone, og folk skyder på en. Der er man vågen, og hver fiber i ens krop er helt tændt, og det er også fascinerende. Det må jeg indrømme.

Jægersoldater bliver som regel indsat fra luften i faldskærm – ofte fra helt op til ti kilometers højde. Og det kan i sig selv være livstruende - hvis udstyret ikke sidder rigtigt, eller man får gjort en forkert bevægelse i luften. Og så er der de mange ildkampe og frygten for at blive opdaget af fjenden under observation. Jobbet er med livet som indsats.

Det er da vildt at drage i krig og flyve rundt i de afghanske bjerge i en helikopter og vide, at du skal ud på en klippeside i det uvisse.

Thomas Rathsack

Og lad os så vende tilbage til dengang i Irak, hvor en fjendtlig vagt stod i mørket få meter fra Thomas Rathsack med et våben på sig.

- Jeg kunne skyde ham mellem øjnene på en tiendedel af et sekund – jeg skulle bare trykke på aftrækkeren. I det øjeblik manden havde løftet sit våben, havde jeg skudt ham. Jeg kunne ikke regne med, at han ikke ville gøre noget, siger Thomas Rathsack.

Men vagtens gevær pegede nedad i en 45 graders vinkel, og et skud fra Thomas Rathsack kunne have været katastrofalt for den jægerpatrulje, som han var på mission med, for fjenden var i overtal. Det er den slags overvejelser, jægersoldater er trænet til at kunne tage på et øjeblik.

- Vi var kun otte mand, og vi var i et fjendtligt hovedkvarter, så situationen kunne have eskaleret på den måde. Vi havde sandsynligvis ikke overlevet en ildkamp, fordi vi var så få. Så det er ikke altid, det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at skyde nogen.

Så du har ikke taget nogens liv?

- Jeg har ikke løftet min riffel, trykket på aftrækkeren og skudt nogen. Men jeg har dirigeret bomber ned over mål, hvor der befandt sig fjendtlige soldater.

Som at spille russisk roulette med livet

En ting er dog frygten for at stå i direkte konfrontation med fjenden. Noget andet er at gå rundt med frygten for granater og vejsidebomber – dem kan du ikke kontrollere.

- Vi kunne næsten ikke køre nogen steder af frygt for vejside- og selvmordsbomber. Det var ikke usædvanligt at køre ned ad en vej, hvor der stod en bil og brændte med folk inden i, fordi de havde været udsat for en vejsidebombe. Det var som at køre og spille russisk roulette, fortæller Thomas Rathsack.

Thomas Rathsack på en af sine missioner.
Thomas Rathsack på en af sine missioner. Foto: Privatfoto

Det oplevede han selv en martsdag i 2003, hvor han var på opgave som livvagt for den danske ambassadør i Irak.

På vej hen for at hente nogle af ambassadens håndværkere, skulle han passere et checkpoint. Men så langt nåede han ikke. Cirka 30 meter fra checkpointet blev han ramt af en mur af tryk – en såkaldt trykbølge. Der var sprunget en bombe i checkpointet.

- Havde jeg været nede i checkpointet et minut før, havde jeg været død. Det var rent held, at jeg ikke stod dernede, for vores radio havde drillet den morgen, så vi skulle bruge et par minutter ekstra på at kode og kryptere dem, fortæller Thomas Rathsack.

- Jeg er ikke religiøs, men en gang imellem tænker man: Hold nu kæft, mand - det var godt nok tæt på.

Hvilke tanker sætter det i gang at være så tæt på døden?

- Jeg har været udsendt i krig i to år i alt, og det betyder, at jeg grundlæggende har en tilgang til livet, hvor jeg siger, at jeg kun lever en gang – one life, live it. Det betyder, at jeg lever i nuet og ikke er særlig fornuftspræget. Jeg sparer heller ikke særlig meget op til pension, og jeg har købt en stor bil, som jeg egentlig ikke har råd til, for man ved aldrig, hvornår det er slut. Jeg er vel blevet lidt af en kyniker af at opleve nogle af de ting.

Har ikke fundet kvinden

I august 2008 trådte Thomas Rathsack ud af Jægerkorpset i en alder af 41 år.

Årene i Jægerkorpset betød ikke bare en farlig tilværelse, men også en rodløs tilværelse. Han var meget væk fra Danmark under sine udsendelser. Og når han var i Danmark, pendlede han mellem flyvestationen i Aalborg og hans lejlighed i Charlottenlund. Og det er en af grundene til, at den 49-årige nu tidligere jægersoldat ikke har stiftet familie.

- Hver søndag pendlede jeg sammen med Selma op ad E45 til Aalborg, så det har ikke været nemt at vælge en livsform med kone og børn. Men når det så er sagt, er det heller ikke en livsform, jeg har søgt særlig aktivt, for den appellerer ikke synderligt meget til mig. Jeg har et højt behov for frihed, forklarer han.

- En anden del af svaret er også, at jeg ikke har fundet kvinden, som jeg gerne vil have børn med. Det er jo vigtige sager, vi taler om. Hvis man vil sætte poder i verden, skal det være med den rigtige.

I dag mener han, at han er blevet for gammel til at få børn på trods af, at han har en fast base i Charlottenlund med et job som foredragsholder og forfatter. Han har dog ikke fortrudt, at han aldrig har stiftet familie.

- Når det bliver lidt konventionelt det hele, så synes jeg, at tingene bliver forudsigelige, og det er nok forudsigeligheden, jeg i virkeligheden har det svært med. Når jeg kigger mig rundt og ser den borgerlige livsform, er det egentlig ikke en måde, jeg har lyst til at leve på.

Derimod savner han hver eneste dag at leve som en jægersoldat.

- Det er noget helt særligt at sidde en mørk nat i en helikopter med syv af dine venner. Det er da vildt at drage i krig og flyve rundt i de afghanske bjerge i en helikopter og vide, at du skal ud på en klippeside i det uvisse med 80 kilo på ryggen. Du føler dig meget nær på de mennesker, og det er en følelse, jeg sætter stor pris på.

Her er de fire instruktører i Korpset