Lene traf den svære, men rigtige beslutning - hun sendte sit barn væk

Det strider mod enhver mors natur at sende sit barn væk, men for Lene Alexander var det en helt rigtige beslutning, da hun sendte sin søn Rasmus væk.

For tre år siden traf Lene Alexander et svært valg. 

Hendes yngste søn, Rasmus, som er handicappet, var dengang 10 år gammel, og havde altid boet hjemme. 

Det havde dengang taget hende to år at indse, at Rasmus ville få et bedre liv, hvis hun sendte ham på institution. En hjerteskærende erkendelse, som også har taget år at bearbejde efterfølgende. 

- Det var en beslutning, der blev taget med hjertet og med kærlighed. Det var en erkendelse af, at jeg kan være Rasmus' mor - jeg er ikke behandler, fysioterapeut eller talepædagog, siger Lene Alexander til Puk Elgaard i 'Go' morgen Danmark' søndag morgen.

- Det vigtigste, jeg har lært i den her proces, er dog, at jeg ikke kan give af en tom kurv, siger Lene Alexander videre.

Det vender vi lige tilbage til. 

Alt for meget mor

Rasmus er spastisk og sidder i kørestol. Han har problemer med hukommelsen og indlæringsvanskeligheder. Han har derfor brug for rigtig meget hjælp hele tiden, hvilket kræver, at man som mor har meget overskud, energi og nærvær. En svær belastning, der fik konsekvenser for Lene Alexander. 

Jeg har været rigtig meget i terapi. Det er nemlig en sorgproces, jeg skulle igennem for at kunne leve og have et godt liv. Men også at kunne se, at Rasmus trives og har det fantastisk.

Lene Alexander

- Jeg opdagede, at jeg var alt for meget over Rasmus. Jeg gjorde alt for, at han skulle have det godt. Jeg brugte alle mine kræfter på at være en god mor, men til sidst måtte jeg sande, at det var for hårdt, siger Lene Alexander.

Hun blev ramt af stress og depressioner. 

- Det var en svær periode. Jeg måtte simpelthen lære at passe på mig selv. Og hvis jeg skulle give Rasmus et godt liv, så måtte jeg sende ham til et sted, hvor der er voksne mennesker, som er friske, og som kan dække de behov, som han har, fortæller Lene Alexander.

Et nederlag?

Det er umuligt at tage en hurtig beslutning om, at man vil sende sit barn væk. At barnet kan få det bedre et andet sted. Det tog Lene Alexander to år at tage beslutningen, men det tog også to år bagefter at bearbejde den sorg, der meldte sig efterfølgende.

- Jeg har været rigtig meget i terapi. Det er nemlig en sorgproces, jeg skulle igennem for at kunne leve og have et godt liv. Men også at kunne se, at Rasmus trives og har det fantastisk.

I starten var skiftet dog ikke helt let. 

- Det var svært i starten. Han kunne ikke helt forstå, hvorfor han nu skulle være det nye sted. Der var episoder, hvor han ikke ville sige farvel til mig. Så måtte jeg have smilet på og forklare, at det er et godt sted for ham at være. Men da jeg så går ned ad trapperne, måtte jeg græde, for jeg synes også, at det var hårdt, siger Lene Alexander.

Det bedste fra begge verdenener

I dag er Rasmus sammen med ligestillede, har kammerater og et netværk. Han får nu det bedste fra begge verdenener og er blevet meget mere selvhjulpen. 

16x9
Lene Alexander med sin søn Rasmus. Foto: Privat

- Jeg kan huske nogle af de første gange, han kommer hjem. Der går han selv over til køleskabet, tager mælken ud og hælder den selv op. Jeg måtte virkelig sætte mig på hænderne der, siger Lene Alexander i erkendelse af, at det nok ikke altid er godt at have mor rendende bagved.

Det handler om at koordinere sin energi i en familie - særligt hvis der er et handicappet barn og andre børn, der skal tages hensyn til. Man skal have kurven fyldt med det overskud, der kræves.

- Jeg vil gerne have kræfter og overskud til at tage de kampe, der jo opstår, når man har et handicappet barn. Der er mange ting, jeg skal sætte i værk, og jeg skal også være der for min ældste søn. Det har været nogle af de medvirkende årsager til, at jeg tog beslutningen om at sende ham væk, siger Lene Alexander. 

Man vil det bedste for sit barn

- Det var en mega svær beslutning. Som mor vil mange gøre det bedste for sit barn, og beholde sit barn. Der er mange erkendelser undervejs. Det er bedre, at Rasmus passer sin skole og er sammen med sit netværk, og når vi så ses, så er jeg glad og har energi til at være sammen med ham. 

Hun fortæller i dag, at det har givet familien rigtig meget, at Rasmus kom på institution. 

- Både Rasmus og jeg er vokset som mennesker. Han skaber glæde, der hvor han er. Det er også godt for min ældste søn, som har fået lidt mere plads.

I dag kommer Rasmus på besøg hver anden weekend og hver torsdag, hvor han går til ridning.