Bider dit barn? Det skal du ikke gøre

Familievejleder Lola Jensen kommer her med tips til, hvad man skal gøre og ikke gøre med et bidende barn.

- Lige pludselig har du simpelthen 14 sylespidse tænder i dit inderlår eller i din nakke.

Det kan være frustrerende, når børn bider, og derfor kommer familievejleder Lola Jensen her med tips til, hvordan den lille purks tandbid bør håndteres. 

Når man som voksen bliver forskrækket over at blive bidt, kan det skabe tre former for reaktioner hos barnet, fortæller familievejlederen i 'Go' morgen Danmark'. 

- Der er dem, der bliver forskrækket for livet. Det gør de aldrig mere, når den voksne bliver så forskrækket.

Andre børn reagerer ikke synderligt - og så er der den sidste gruppe, der fortsætter, fordi de tænker:  

- Hvad var det for et teater, jeg fik frem der? Sikke en virkning, jeg havde på de voksne, siger Lola Jensen. 

Familievejlederen forklarer, at når børnene er helt små, er bid en uskyldig reaktion, hvor de eksperimenterer med og opdager, hvordan de voksne reagerer. Når børnene er ældre, bliver det at bide en metode til at få kontrol over en situation.

Afled, afled, afled

Det duer ikke at have alvorlige samtaler med små børn på eksempelvis 1,5 år, fortæller Lola Jensen.

I stedet skal man hurtigt få dem på andre tanker - og holde øje med, når de er sammen med søskende, eller hvis man spotter det i vuggestuen. 

- Du kan aflede, så det ikke kommer til at sætte sig fast. Men du skal virkelig mandsopdække, siger hun. 

På den måde kan børnene komme igennem fasen og få et sprog, hvor de senere kan udtrykke, hvordan de har det.

Men for nogle sætter det sig fast, og oplever man det i 3-4-års-alderen, bør man også holde en "positiv tænkepause".

- Hvor man siger "hey, her er der ikke nogen, der bider". Ikke noget med "du skal holde op". Så føler barnet sig skamfuld, forklarer familievejlederen.

Her er bide-rådene fra Lola

Når børnene er helt små, skal man aflede dem og holde øje med dem.

Når de bliver ældre, skal man overvåge dem og fjerne dem fra situationen, hvis de bider.

Italesæt, at det er lige ved at gå galt. Der kan de godt forstå det.