Cecilie fik tilbudt modeljobs verden over: Derfor sagde jeg nej

Den tidligere model og Miss Universe Danmark, Cecilie Féo Feline blev blandt andet tilbudt jobs til New York Fashion Week, men hun takkede nej.

Cecilie Féo Feline er tidligere model og repræsenterede sidste år Danmark til Miss Universe i Las Vegas. En konkurrence der netop er løbet af stablen igen - denne gang i Filippinerne. Men da hun fik tilbudt jobs til New York Fashion Week og Copenhagen Fashion week, sagde hun 'nej tak'. Hun 'ville ikke sluges af modelbranchen'.

- Jeg har takket pænt nej tak, da jeg ønsker at min fremtid skal indeholde nogle lidt andre elementer, siger hun i 'Go' morgen Danmark' mandag, og fortsætter:

- Jeg sagde 'nej' til New York Fashion Week, Copenhagen Fashion week og andre tilbud, også selvom alle andre drømte om det. Det var tilbud om at blive ambassadør, modelopgaver og lignende.

Cecilie Féo Feline valgte også modelkarrieren fra, fordi hun fandt ud af, at hun ikke vil være kendt på den måde.

- Jeg fandt ud af, at jeg ikke vil være model. Jeg havde brug for, at der skulle ske noget andet. Der skulle være noget intellektuelt og stimulerende. Jeg fik nok af at blive bedømt på mit udseende, fortæller hun.

Miss Universe eller frømandskorpset?

Inden Cecilie afgjorde med sig selv, at hun ikke længere ville leve af sit udseende, deltog hun i den prestigefyldte konkurrence, Miss Universe.

Fakta om Miss Univers konkurrencen

  • Miss Universe er netop blevet afholdt for 65. gang.
  • Første gang var i 1952. Miss World blev skabt i 1951.
  • Miss Universe er en amerikansk ejet organisation og har tidligere haft Donald Trump som medejer.
  • Miss World er britisk ejet, ligesom det var en brite, der i 1950'erne grundlagde konkurrencen.
  • Der findes en lang række skønhedspriser, men Miss World og Miss Universe betegnes som klart de største to.
  • Dommerne i Miss Universe lægger vægt på en lang række ting, når vinderne skal findes.

For Cecilie Féo Feline var det en kæmpe oplevelse at deltage i konkurrencen, som fandt sted i Las Vegas - men det var ikke altid så glamourøst, som det kunne lyde.

- Mine venner hjemmefra spurgte, om det var Miss Universe eller frømandskorpset, som jeg trænede til, fordi vi skulle op så tidligt om morgenen og træne, og der var virkelig et stramt program, fortæller Cecilie Féo Feline i 'Go' morgen Danmark' mandag.

Jeg fik nok af at blive bedømt på mit udseende.

Cecilie Féo Feline, tidligere model

Det psykiske pres er, ifølge den tidligere skønhedsdronning, heller ikke noget at kimse af.

- Det er et enormt pres, at vide, at flere millioner pludselig ser på dig. 

Advarer mod Instagrambilleder

Da Cecilie var til finalen i Miss Universe, blev hun klar over, at et medie som Instagram faktisk også spillede ind på, hvordan man bliver opfattet i konkurrencen.

- Der var nogle piger, hvor man tænkte, 'du er godt nok smuk', og når hun så lagde et billede op (på Instagram red.), så tænkte man 'HOLD DA OP!', forklarer Cecilie Féo Feline og refererer til, at de blev markant flottere, efter de havde redigeret deres billeder.

Jeg ville være ked af det, hvis jeg havde børn, der så billederne og tænkte, at det er sådan, man skal se ud.

 Cecilie Féo Feline, tidligere model

Hun fortæller, at det meget hang sammen med, hvem der havde de bedste apps til at redigere deres udseende på billeder, og det synes hun både er ærgerligt og giver den danske ungdom et forkert skønhedsideal.

Hun advarer derfor mod, at man sammenligner sig med det, man ser på de sociale medier.

- Jeg har faktisk en pointe til de unge, der bruger Instagram. Man skal ikke tro blindt på de billeder, man ser, da det er vigtigt at huske, at billeder på sociale medier ofte er redigerede - hvis ikke altid, siger hun.

Man skal ikke to blindt, på de billeder man ser, da det er vigtigt at huske, at billeder på sociale medier ofte er redigerende - hvis ikke altid.

Cecilie Féo Feline, tidligere model

Og det kan være de fleste dele af kroppen, som modellerne vælger at redigere på deres billeder.

- Jeg har oplevet, hvordan billeder konstruerer en virkelighed, hvor det vigtigste pludselig er, hvordan man er fremstilet på de sociale medier. Billeder bliver redigerede på alverdens måder, som for eksempel taljen, der gøres smallere, og uperfekte ting der fjernes. Det er meget manipuleret. Jeg ville være ked af det, hvis jeg havde børn, der så billederne og tænkte, at det er sådan, man skal se ud, siger hun. 

Der er 65. gang, at der kåres en Miss Universe, og i år blev det den 24-årige Iris Mittenaere fra Frankrig, der løb med titlen

Nedenfor kan du se et billede af Cecilie til Miss Universe 2015.