Sofie gemmer sig på offentlige toiletter - og hun er ikke den eneste

Sofie Hagen er professionel standup-komiker, men hun gemmer sig ofte på offentlige toiletter, fordi verden bliver for skarp.

Sofie Hagen er 28 år og hun lever af at være komiker. Derudover gemmer hun sig ofte på offentlige toiletter. De bedste er dem med en håndtørrer der larmer, så hun "kan græde i fred".

I 'Go' morgen Danmark' torsdag fortæller hun om, hvor normalt hun har fundet ud af, at det egentlig er.

Jeg har tilbragt så meget tid på toiletter. Så begyndte jeg på et tidspunkt at anmelde offentlige toiletter.

Sofie Hagen, komiker

- Jeg gemmer mig på offentlige toiletter. Op til 20 minutter ad gangen. Jeg har tilbragt så meget tid på toiletter. Så begyndte jeg på et tidspunkt at anmelde offentlige toiletter. Hvor mange båse, der var, om der var håndtørrer - hvis den larmede, kunne man græde i fred, siger hun.

Sofie Hagen, der til daglig bor og arbejder i London, er introvert. Det er ikke en sygdom eller en diagnose, men en defination af den måde man orienterer sig i samfundet. Det skriver netdoktor.dk.

- Det lyder så trist, men det er så normalt. Man ser bare ikke andre mennesker, der gemmer sig på toiletterne. Det triste er, når man skammer sig over det. Det er en trøst at være på toilettet. Man kan være alene. Det er en fejring.

Komikeren der bedst kan lide at sidde i et hjørne

Det kan umiddelbart lyde som en enorm konflikt at være komiker og samtidig meget introvert. Men selvom Sofie kan finde på at gemme sig for andre mennesker, så vil hun hellere tale foran 650 mennesker i Bremen, end tre mennesker i lobbyen bagefter.

Det handler nemlig ikke om mængden af mennesker, men om smalltalk og den forcerede relation til mennesker, hun ikke kender.

Jeg har neuroser, hvor jeg skal sidde i hjørner.

Sofie Hagen, komiker

- Jeg var selv meget forvirret over det. Men så sad jeg i en taxa, hvor chaufføren spurgte, hvad jeg lavede. Komiker. Han sagde: "Det giver mening. Der er så meget plads på scenen. Alle er stille og lytter. Der er ikke noget kaos. Det giver jo rigtig, rigtig god mening", forklarer Sofie Hagen.

For Sofie handler det i høj grad om, at hun ikke føler, at hun ved, hvordan hun skal være menneske. Som om at andre har lært det, men ikke hende. Det kan til tider resultere i neuroser.

- Jeg har neuroser, hvor jeg skal sidde i hjørner. Jeg kan godt lide vægge og hjørner. Så er der ikke nogen, der kan komme derfra, fortæller hun.

Angstsikre shows

Sofie Hagen føler, at vi lever i en verden, hvor det at være introvert ikke fremstilles som normalt. Det er også en af grundene til, at hun snakker en del om emnet i sine shows. Hun føler, det er tabubelagt og opfattes som unormalt.

- Det er ikke rigtig okay at sige det højt eller gå tidligt hjem fra byen. Jeg vil gerne snakke om det. Der er ufatteligt mange mennesker, der har det på den måde, siger hun.

Sofie har på et tidspunkt lavet alle sine shows angst-sikre, så hvis der var nogen, der havde særlige behov, så kunne de skrive til hende. Selvom det at være introvert og have angst er to meget forskellige ting, er der nemlig steder, hvor det kan ligne hinanden.

- De kunne få pladser ved gangen eller ved væggen. Hvis de havde brug for en tissepause. Hvis de har triggerord. Der var én, der ikke ville høre et bestemt ord, fordi det triggede. Nogen ville gerne sidde nær udgangen. Nogen ville gerne have tiderne, hvornår det sluttede. Der var en kvinde, der gerne ville have en mental support-hund med.