Blev mobbet og kaldt bøsserøv: Nu svarer han igen med vildt forsøg

40-årige Francois Kofoeds barndom var til tider rædselsfuld. Nu bruger han oplevelserne til at presse sig selv gennem en ekstrem præstation.

Francois Kofoed lignede ikke de andre i skolen. 

Han havde briller, var dårlig til sport, og så var han homoseksuel. 

Øgenavne som bøsserøv, fisselette og bebrillet abe var hverdag, men i dag bruger Francois Kofoed de voldsomme drillerier konstruktivt.

Jeg vil gerne bevise, at man ikke skal tro på mobberne.

Francois Kofoed, ekstremsvømmer

- Jeg vil gerne bevise, at man ikke skal tro på mobberne, og at man er noget værd og har noget i sig, som man skal tro på og kan udleve, forklarer Francois Kofoed, der torsdag aften er gæst i 'Go' aften Danmark'.

Francois drøm er at svare mobberne igen ved at vise, hvor stærk han i virkeligheden er. 

Sådan så Francois ud i skolealderen, hvor mobningen var værst.
Sådan så Francois ud i skolealderen, hvor mobningen var værst. Foto: Privatfoto

- Jeg skal kanalisere den dårlige energi et eller andet sted hen og gøre oprør mod min fortid, forklarer han. 

Vender mobning til styrke

Derfor træner Francois Kofoed nu ekstremsvømning, og til sommer går han efter at gennemføre 'Danish Triple Crown'.

Det vil sige, at han skal tilbagelægge tre strækninger på mellem 20 og 35 kilometers svømning i åbent hav, nemlig over Femern Bælt, Den Engelske Kanal og Catalina Channel i Californien. 

Der er stadig øjeblikke, hvor jeg bliver rørt og ramt.

Francois Kofoed, ekstremsvømmer

Det kan han netop, fordi han har stået en barndom med mobning igennem.

- Jeg har lært at holde ud og være i tingene, når de ikke er rare, som for eksempel mørket, dybden, skibstrafikken, og hvad der ellers er i vandet. Jeg er ikke der, min krop er. Mit hoved er altid meget længere fremme, og jeg ved, der er et lys for enden af tunnelen. Det er bare at tro på det og se fremad, forklarer Francois Kofoed. 

Har vundet kampen, inden forsøget er begyndt

Uanset hvordan sommerens vilde forsøg kommer til at gå, føler Francois Kofoed allerede, at han har vundet kampen mod sine mobbere. 

- Jeg er glad og tilfreds og forholdsvis selvsikker. Der er stadig øjeblikke, jeg bliver rørt og ramt, men i dag er jeg kommet videre, for jeg får ikke noget ud af at have ond at mig selv. Jeg har lært at overvinde mig selv og hvile i mig selv. Og så kan jeg noget, mobberne sandsynligvis ikke kan, siger Francois Kofoed.