Dansk superbil fejrer sig selv med absurd dyr model: - Bare knapperne koster det samme som en Porsche

Den danske superbil Zenvo har fået en overhaling i teknikken og udseende og er netop præsenteret til Geneva Motor Show.

Det er måske svært at forestille sig, men det er faktisk 10 år siden, at vi fik en rigtig dansk superbil i Zenvo. 

Bilen fik en del opmærksomhed, da den blev godt og grundig grillet af 'Top Gear'-trioen og bogstaveligt talt brød i brand i tv-programmet. 

Siden er der dog sket meget, og firmaet har i dag præsenteret jubilæums-modellen af TS1 GT til Geneva International Motor Show i Geneve i Schweiz. 

- Bilen er en unik model, som skal fejre 10-året. Der vil kun blive produceret denne ene model, siger Nigel Gordon-Stewart, kommerciel direktør i Zenvo, til TV 2.

Blåt bæst med opdatering

Bilen er en opdateret udgave af den nuværende model, men yder de samme 'beskedne' 1.147 hestekræfter fra samme 5.9-liters V8-motor. 

Det nye er dog gearkassen, som har fået en kæmpe overhaling.

De er ekstremt unikke og værdifulde. Du kunne sagtens købe en Porsche bare for prisen af knapperne. De koster nemlig cirka 900.000 kroner.

Nigel Gordon-Stewart, kommerciel direktør i Zenvo

- Vi har tidligere brugt en gearkasse fra Sima, men den synes vi ikke var god nok. Derfor har vi gennemgået og redesignet den fuldstændig på baggrund af den gamle. Den skifter gear på 40 millisekunder, så man mærker det faktisk ikke, siger Nigel Gordon-Stewart.

16x9
Et blik ind i en kabine, hvor knapperne koster mere end en dyr bil. Men så er de også lavet af det sjældne metal rhodium. Foto: Geneva Motor Show

En anden bemærkelsesværdig opdatering er interiøret, hvor alle knapper er specialfremstillet i kobber og det sjældne metal rhodium. 

- De er ekstremt unikke og værdifulde. Du kunne sagtens købe en Porsche bare for prisen af knapperne. De koster nemlig cirka 900.000 kroner, fortæller Nigel Gordon-Stewart, som ikke lige har taget højde for de danske bilpriser og afgifter.

Vil du bestille?

Så du skal nok forberede dig på, at det ikke er så nemt at komme bag rattet som ejermand. For det første er bilen absurd dyr. Faktisk så dyr, at Zenvo ikke kan fortælle prisen. 

16x9
Med en topfart i underkanten af 400 km/t kan man komme fra København til Aarhus på knap 45 minutter. Hvis ikke det var fordi man løb tør på brændstof længe før. Foto: Geneva Motor Show

- Jeg kan faktisk ikke sige det. Vi er allerede i forhandlinger med tre personer, som vil købe bilen, og de vil ikke have ud, hvad den koster. Men "standard"-versionen koster fra cirka 9.000.000 kroner, siger Nigel Gordon-Stewart.

Det er selvfølgelig uden danske afgifter. 

Geneva International Motor Show åbner dørene for offentligheden 9. marts og varer indtil 19. marts.