Lodret uenige med dommerne: - Jeg er røvhamrende skuffet

Dommerne savnede fornyelse hos Cecilie og Jonas - og netop den kritik er parret fra 'Nybyggerne' nu ved at være godt trætte af.

Når man bruger de samme materialer og samme greb med at male væggene i felter og trekanter, så kan det godt blive kedeligt.

Så hård lød boligstylist Mette Helena Rasmussens dom over Cecilie og Jonas' ekstraværelse i fjerde afsnit af TV 2-programmet 'Nybyggerne'. Men den vurdering er parret fra Rødt hus helt uforstående overfor.

- Det er sgu en irriterende kommentar at få, siger Jonas Henriksen, der bliver suppleret af sin kæreste Cecilie Handberg:

- Der skal både være en rød tråd, og så skal der ikke være en rød tråd. Jeg tror ikke rigtigt, at vi forstår det egentlig, siger hun.

Ligesom ens eget barn

Parret fik kritik for, at deres soveværelse og ekstraværelse mindede for meget om hinanden. Og den melding gør ondt, når man egentlig havde sat næsen op efter at vinde ugekonkurrencen.

- Jeg er røvhamrende skuffet. Det er jeg faktisk, siger Cecilie Handberg og tilføjer. 

- Det er ligesom ens eget barn. Vi lægger rigtig meget sjæl i et rum, og så bliver vi bare slået over næsen. Men jeg har altså ikke tænkt mig at ændre vores stil, bare fordi Mette Helene vil se noget andet.

Vinderne af blev i stedet Christine og Mikkel fra Blåt hus, der særligt imponerede dommerne med deres hjemmebyggede sofa. 

Ekstraværelset hos Blåt hus.
Ekstraværelset hos Blåt hus. Foto: Metronome / TV 2

Kritik for det håndværksmæssige

De to dommere var også kritiske over for ekstraværelset hos Anne og Todd i Grønt hus. Her slog de ned på, at der ikke var helt styr på det håndværksmæssige.

- Det gør ondt, at det er det håndværksmæssige igen, siger Todd Edlin og joker med, at det måske er Anne, der fremadrettet skal stå for den del.

- Jeg er så tilfreds med det her rum. Jeg føler virkelig, at det er vores rum, lyder det fra Anne Bach. 

'Nybyggerne' bliver sendt hver onsdag klokken 20.00. Tryk på billedet af parrene herunder og læse mere om hvert pars personligheder, roller og udfordringer:

Her er de fire par i Nybyggerne