Fra lejlighed til landliv: Hella Joof er kommet i 'havealderen'

Hella Joof er flyttet på landet og skal anlægge en have. Men hun har absolut ingen erfaring, for hun har boet i lejlighed det meste af sit liv.

Der kommer et tidspunkt i de fleste menneskers liv, hvor meningen med livet i højere grad findes i fuglene på foderbrættet og årstidernes skiften frem for byens larm og hektiske stemning.

Det kender skuespilleren Hella Joof alt for godt. Hun er nemlig kommet i det, hun kalder ’havealderen’.

Derfor har hun sammen med sin mand købt en gård med 14 hektar jord, hvor hun vil anlægge sin helt egen drømmehave.

Store udfordringer for en nybegynder

Men Hella er et ægte bymenneske og har det meste af sit liv boet i lejlighed.

Hun ved derfor intet om haver og kan hverken bygge et surbundsbed eller skelne ukrudt fra fine, forædlede blomster. Så det skal der laves om på!

Den store grund står næsten tom, for det eneste, der vokser, er mælkebøtter og skvalderkål.

Det er derfor noget af en opgave, Hella har sat sig selv på, når hun gennem seks afsnit på TV 2 FRI tager os med på en rejse gennem udfordringerne og glæderne ved at anlægge en have - alt sammen krydret med Hellas særegne sorte humor.

Den ellers så scenevante skuespiller stifter bekendtskab med umulige opgaver som bjørneklosfældning over bygning af en udsigtsterrasse til anlægning af en frugtlund.

Vi får også indblik i hendes liv som vinavler og hønemor, når hun beslutter sig for at bringe livet som haveejer til helt nye højder.

Hella Joof er ikke ligefrem kendt for at have grønne fingre.
Hella Joof er ikke ligefrem kendt for at have grønne fingre. Foto: Peter Laursen / TV 2

Besøg af spændende gæster og eksperter

For at gøre sig selv klogere på de mange udfordringer, der kan være i at lave en have som nybegynder, får Hella Joof hver uge besøg af spændende gæster og eksperter på hvert deres område inden for de udfordringer, som hun støder på.

Blandt gæsterne kan nævnes haveguruen Claus Dalby, der har fået opkaldt en rose efter sig, og Hellas bedste venner Klaus Bondam og Lotte Andersen.

Men også personager som Hønse-Michael, Have-Henrik, Vin-Torben, Æble-Dorthe og Natur-Michael hjælper løbende Hella med gode råd.

Og det skal man ikke være for fin til at tage imod, mener Hella:

- Det er faktisk det bedste råd, jeg kan give andre have-novicer: At tale med fagmænd og spørge nogle voksne med forstand på haver, hvad man skal gøre. Det er så dumt at lave fejl, når man kan spørge nogen. De kan jo lige sige til en ”hvis du vil plante sådan én, skal det ikke lige være dér, hvor den får sol hele tiden”. Jeg er i hvert fald rigtig glad for at have fået hjælp af havekendere, siger Hella Joof, der også kan give et par ekstra gode råd med på vejen:

- Sørg for at plante noget, du kan spise. Man bliver så lykkelig af at trække en gulerod op af jorden og sætte tænderne i den. Og så blomster. Masser af blomster! Og blomster, der ikke blot blomstrer i maj, men hele sommeren. Man føler sig så rig, når man kan plukke en buket og stille den ind på køkkenbordet. Og det behøver ikke engang at være i en fin vase, siger Hella Joof.

Hella Joof skal i programmet blandet andet bygge et orangeri af genbrugsmaterialer.
Hella Joof skal i programmet blandet andet bygge et orangeri af genbrugsmaterialer. Foto: Peter Laursen / TV 2

Et kæmpe orangeri

Det største af alle Hella Joofs projekter i haven bliver bygningen af et kæmpe orangeri på næsten 50 kvadratmeter.

Hella har bestemt sig for, at det skal bygges af genbrugsmaterialer, og igennem alle seriens seks afsnit bliver hun og seerne taget i hånden af tømreren Dennis, der viser hvordan man bygger fundamentet til grunden, sætter genbrugsvinduer i og beklæder orangeriet udvendigt med gamle planker.

Se Hella Joof kaste sig ud i sit livs haveprojekt, når ’Hellas Have’ har premiere tirsdag 14. marts kl. 21.15 på TV 2 FRI.