13-årige Emil kåret som 'Årets Hjerteredder' - reddede mors liv

58 hjertereddere blev indstillet for at have reddet et menneskes liv. 13-årige Emil Kjeldbjerg løb med prisen.

- Min mor ligger på køkkengulvet, og hun rører ikke på sig.

Sådan lød det fra 13-årige Emil Kjeldbjerg, da han en søndag morgen i juni sidste år ringede til alarmcentralen.

Fakta om hjertestop

Hvert år får ca. 4.000 personer pludseligt, uventet hjertestop uden for hospital i Danmark. Det svarer til cirka 11 personer om dagen.

Omkring 13 procent overlever et hjertestop.

Andelen af hjertestop, hvor der er givet hjertelungeredning inden ankomst af ambulance, er mere end tredoblet på 14 år - fra 19,4 % i 2001 til 65,8 % i 2014.

I cirka 66 % af tilfældene giver tilstedeværende personer altså hjertelungeredning inden ambulancen ankommer.

Hjertestop-patienters overlevelseschancer stiger helt op til fire gange, hvis de hjerteredning.  

Kilde: Trygfonden og Dansk Råd for Genoplivning

Emil Kjeldbjerg var netop blevet undervist i førstehjælp i folkeskolen. Her havde han lært hjertemassage – hvordan man skal holde hænderne og flette fingrene - og mund-til-mund-metoden. I samarbejde med en sygeplejerske fra alarmcentralen begyndte Emil Kjeldbjerg derfor uden problemer at give sin livløse mor hjertemassage.

Fire minutter efter, at Emil Kjeldbjerg ringede 112, ankom ambulancen. Redderne overtager hjertemassagen. Men takket være Emil Kjeldbjergs indsats er Anne Kjeldbjerg fortsat i live - og uden nogen fysiske eller psykiske varige mén.

For sin heltegerning har Emil Kjeldbjerg lørdag vundet Hjerteforeningens pris som "Årets Hjerteredder". Udover prisen får Emil Kjeldbjerg en hjertestarter og en check på 10.000 kroner.

Emil Kjeldbjerg er Årets Hjerteredder.
Emil Kjeldbjerg er Årets Hjerteredder. Foto: TV 2

58 indstillinger til prisen

I alt modtog Hjerteforeningen 58 indstillinger til prisen som "Årets Hjerteredder". Alle de indstillede havde reddet et menneskes liv – en far, mor, søster, bror eller en ukendt – ved at træde til og yde førstehjælp.

Blandt de indstillede reddere blev feltet skåret ind til tre nominerede, heriblandt Emil Kjeldbjergs historie.

De to andre nominerede var Bjarne Nørgaard Knudsen, der hjalp en mand med hjertestop på en golfbane, og Birgit Rasmussen og Dorte Laubuch, som reddede en mand, der faldt om med et hjertestop i hjemmet.

Emil Kjeldbjergs mor er i dag meget stolt over sin søns indsats.

- Det rører mig rigtig meget, at Emil kan finde ud af at gøre de rigtige ting, selvom hans mor ligger dernede og ikke reagerer på noget som helst. Det, synes jeg, er rigtig stærkt gået, siger hun.

Her kan du se en rekonstruktion af, hvordan Emil Kjeldgaard reddede sin mors liv. Opkaldet til alarmcentralen er ægte: