TV 2s læsere bekræfter: Mødre hænger på børnene om natten

De fleste læsere mener, man bør skiftes til at stå op, når børnene kalder om natten. Det er bare ikke virkeligheden, siger de og eksperter.

Når der kommer småfolk til, så betyder det væsentligt mindre søvn til mor, mens far ofte bobler videre - uanset børnenes alder.

Det viser et nyt amerikansk studie, og både danske eksperter og TV 2s læsere bekræfter, at det også gælder herhjemme. 

Det viser det amerikanske studie af søvn

En gruppe forskere fra Georgia Southern University i USA har gennemgået interviews med 5.805 personer under 45 år.

De holdt personernes søvn op mod køn, alder, uddannelse, beskæftigelse, indkomst, civilstatus, motion, BMI, snorken og antallet af børn.   

De fandt, at 52 procent af kvinder med børn får under syv timers søvn, mens det kun gælder 38 procent af kvinder uden børn. Der var ingen tydelig forskel for mænd.

Studiet viste også, at sandsynligheden for dårlig søvn øges med 50 procent per barn, og at mødre under 45 år i gennemsnit føler sig trætte 14 dage om måneden. 

- De sidste fem år er det ikke blevet til mere end mellem 2 og 6 timers søvn, og det er endda afbrudt mange gange. Jeg kan godt mærke, at det har sat sine spor på hjernens funktion, særligt på hukommelsen, skriver Kristina Johansson til nyheden om studie på Facebook.

Og det er langt fra kun småbørnsmødre, der kan kende sig selv i studiets resultater. 

- Jeg har fire børn mellem 12 og 26 år. Jeg vågner generelt altid, uanset hvad der er årsagen, når det drejer sig om børnene, skriver Mai-Britt Østerberg.  

De to er langt fra alene. I skrivende stund har 79 procent af TV 2's læsere givet udtryk for, at det er moren, der sover mindst hjemme hos dem. 

Deltag selv i afstemningen og påvirk resultatet her.

Afstemning

Naturligt men farligt

- Kvinders sanser er mere påvirkelige over for børns gråd og kalden. På den måde bliver kvinders søvnkvalitet nedsat. Mænd er bedre til at sove igennem det, siger søvnvejleder Mikael Rasmussen som forklaring på, hvorfor mødre er mere oppe om natten.

Kender du nogen, der kan bekræfte det?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, March 15, 2017

I følge studiet får størstedelen af mødre under 45 år under syv timer hver nat, uanset børnenes alder.

Det kan være farligt, hvis ikke det stoppes, advarer ekspert.

Kender du nogen, der kan bekræfte det?

‎Posted by TV 2 NYHEDERNE on‎ יום רביעי 15 מרץ 2017

- Hvis den dårlige søvn varer ved, efter man ikke har små børn længere eller andre naturlige ting, der forstyrrer søvnen, vil man være mere udsat både mentalt og fysisk. Der er større risiko for depression, angst og stress, og man er mere udsat for hjertekar-sygdomme, siger Torben Jager Petersen, der er søvnspecialist og leder af søvnklinikken ScanSleep.

Natteroderiet skal deles ligeligt

For at undgå konsekvenserne ved søvnforstyrrelse skal mændene mere på banen, lyder det fra eksperterne. 

- Mænd reagerer ikke nødvendigvis automatisk om natten, men afhængigt af barnets alder skal manden mere ind i kampen. Han skal vide, det er hans tur til at stå op i nat, siger Mikael Rasmussen.

Størstedelen af TV 2's læsere er enige. De mener, at mor og far bør deles ligeligt om tjansen med at stå op om natten.

Kender du nogen, der kan bekræfte det?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, March 15, 2017

- Det handler vel bare om, hvem der prikker den anden på skulderen først og siger "Det er din tur!". Sådan er det herhjemme, og det er vist nogenlunde ligeligt fordelt, skriver Sidse Hempel Hedegaard til nyheden på Facebook.

Hvordan mener du, nætterne skal fordeles? Deltag i afstemningen her.

Afstemning

Mændene kan sagtens

Flere kvinder pointerer, at det alligevel er dem, der vågner om natten - ikke manden. Men det er der råd for, lyder det fra søvnekspert.

- Flere oplever, at kvinden stadig skal vække manden. Han skal finde det frem i sig selv, så hun ikke behøver at være bagvagt. Hvis kvinden ikke er hjemme, så kan han jo godt finde ud af det, siger Torben Jager Petersen. 

Kender du nogen, der kan bekræfte det?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, March 15, 2017

Heldigvis er der også flere eksempler på, at mændene tager ansvaret. 

-  Her hjemme klarer far natteroderiet. Jeg er hamrende taknemmelig, og det gør bare at jeg kan hænge sammen om dagen, skriver Louise Neydari Petersen, mens en anden kvinde pointerer, at man skal huske at slippe ansvaret selv. 

- Måske vi nogle gange skal blive bedre til også at give mændene lov, for det er man måske ikke altid så god til som mor, men man kommer helt sikkert længst med godt samarbejde, skriver Jeanette Louize Andersen.

Få søvneksperternes råd til bedre søvn for børnefamilier her. 

Her er søvneksperternes råd til børnefamilier

Brug faste aftenritualer

- Det er vigtigt med et gentagende mønster om aftenen, der giver associationer til sengetid. Det kan være et bad, læse en historie, børste tænder eller andet, der fører mod sengen. Det får hjerneaktiviteten til at lukke ned og gøre klar til at sove. Den slags gode sovevaner, er den bedste gave, man kan give sit barn, og samtidig betyder det, at man som forældre får det nemmere, siger Mikael Rasmussen. 

Lær børnene at far er lige så god som mor

- Små børn kommer ind i nogle mønstre, hvor de vænner sig til at få mor i løbet af natten. Det kan man aflære hos dem. Det giver måske lidt ekstra gråd de første nætter, men hvis barnet ikke skal have bryst, så er mænd lige så kompetente. Det må man lære barnet, siger Torben Jager Petersen, søvnspecialist og leder af søvnklinikken ScanSleep. 

Sov når børnene sover

- Når man får børn, så skal man sove, når børnene sover. Hvis man går på café eller begynde at varetage hjemmet, så nedprioriterer man søvnen. Den er den vigtigste så krop og hjerne fungerer, også i forhold til barnet, siger søvnvejleder Mikael Rasmussen.

Fordel opgaverne i hjemmet lige

- Kvinder har statistisk set brug for mere søvn end mænd. Forklaringen er, at de i løbet af dagen har flere opgaver med arbejde, børn, hjem og lignende og derfor har brug for mere søvn. De huslige forpligtelser skal fordeles, så kvinden får sin søvn, siger søvnvejleder og søvnkonsulent i Center for Stress og Trivsel, Mikael Rasmussen. 

Tag søvnproblemer alvorligt

- Vi er bygget til at klare for lidt søvn i nogle perioder af vores liv, men står det på i lang tid, og skyldes det for eksempel ikke små børn, så skal man søge professionel hjælp hos en søvnspecialist. Der findes mange søvn-apps og tusindvis af gode råd i medierne, men alligevel har der aldrig været så mange søvnproblemer som nu, siger Torben Jager Petersen.