Marianne fra ’Nybyggerne’ fik knude i brystet - havde aldrig opdaget den selv
Under et rutinetjek fik Marianne Hjorth konstateret brystkræft - og derfra gik det stærkt. Nu vil hun råbe en bestemt gruppe af kvinder op.
Knuden var lille, men den var ondartet – og var den blevet opdaget meget senere, ville den formentlig have spredt sig.
Sådan lød lægernes besked til Marianne Hjorth tilbage i 2015, efter hun havde været til mammografi – en rutinemæssig røntgenundersøgelse af brystet.
- De sagde, den var farlig, fordi den sad meget langt inde og tæt på knoglerne. Og netop derfor havde jeg formentlig heller aldrig selv opdaget den, fortæller Marianne Hjorth, der lige nu deltager som et af de fire par i TV 2-programmet ’Nybyggerne’.
Derfra gik tingene stærkt - og to uger efter blev hun opereret i brystet og efterfølgende sat i intensiv strålebehandling.
I dag kan hun derfor kalde sig rask - men alligevel kan hun ikke slippe en bestemt oplevelse fra forløbet.
Hver femte dropper brystscreening
Den peger tilbage til rutineundersøgelsen, hvor Marianne Hjorth husker, at hun var mødt op i god tid.
- Sygeplejerskerne havde tid med det samme, fordi de kvinder, der havde tid før mig, ikke var dukket op. Det skete ofte, sagde de - og det blev jeg ret overrasket over, siger Marianne Hjorth.
Kigger man nærmere på statistikkerne, tegner det samme billede sig.
Faktisk dropper knap hver femte kvinde de screeningsundersøgelser for brystkræft, som de er indkaldt til, viser de nyeste tal. Det samme oplever overlæge Berit Andersen, der er leder af Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers.
- Der er en gruppe, hvor det er en aktiv beslutning ikke at blive undersøgt. Men så er der også den gruppe, som glemmer eller udskyder det - og det er jo rigtig ærgerligt, fordi vi med screening kan finde brystkræfttilfælde i de tidlige stadier, siger Berit Andersen.
Finder man kræftknuder tidligt, er der større chancer for, at det i sidste ende går godt, og at det kræver mindre indgreb hos den enkelte, forklarer hun.
Tankerne om døden
Marianne Hjorth husker i dag stadig tankerne, der strøg igennem hovedet efter beskeden om brystkræft. Det var tanker om døden - men ikke tanker, der gjorde hende hverken ked af det eller bange.
- Hvis jeg har det godt, vil jeg selvfølgelig gerne leve længe. Men man skal forstå, at livet er en engangsforestilling, og jeg er blevet mere afklaret med døden. Jeg er mere bange for at blive langvarig syg, og det forhindrer man jo ved at fange sygdomme på et tidligt stadie, siger Marianne Hjorth.
Hun er derfor taknemmelig for, at lægerne fandt knuden og er ikke bange for, at kræften vender tilbage. Gør det den, så bliver det jo opdaget, er hendes erfaring.
Kom afsted, kvinder
Kræftforløbet har dog mindet hende om, at man skal nyde livet, mens man har det, og at rutineundersøgelser skal tages alvorligt. Derfor har hun valgt at dele sin historie i tv-programmet 'Nybyggerne'.
- Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik konstateret så tidligt, fordi jeg ikke selv kunne mærke det. Det er vigtigt at få den undersøgelse. Hvis jeg ikke havde fået det, havde jeg ikke fundet den knude, siger Marianne Hjorth og tilføjer:
- Så kvinder: Kom nu afsted og gør jer den ulejlighed - det kan måske redde jeres liv.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er mammografiscreening den bedste metode til at opdage brystkræft. Men der er en række symptomer, som du selv kan være opmærksom på og opsøge læge, hvis du oplever. Se listen herunder: