'Vild med dans'-profil tjekket for kræft igen: - Det var som at blive kastet tilbage

Danseren Karina Frimodt har været på Rigshospitalet til sit første tjek for, om kræftknuderne er vendt tilbage.

Onsdag var en særlig dag for 'Vild med dans'-veteranen Karina Frimodt.

Hun kunne næsten ikke spise sin morgenmad, som ellers aldrig er noget problem. Det var hun for nervøs til.

Det er knap et år siden, at den 38-årige professionelle danser, der er kendt fra 'Vild med dans', sidst var på Rigshospitalet. Forinden var hun igennem to operationer, en rekonstruktion af det højre bryst og en alvorlig infektion. 

Karina Frimodt, der er mor til to, befandt sig onsdag igen på en briks i det selvsamme rum, som dengang hun fik at vide, at knuderne i brystet var forstadier til kræft og ikke blot en vandcyste. 

- Det var som at blive kastet tilbage til den dag, hvor jeg stod der sidste år – nu vidste jeg til gengæld, hvad det var, jeg gik indtil, hvis det skulle være. Men jeg havde hjertebanken, fortæller hun om rutinetjekket. 

- Så ligger man bare der og tænker: "Bare vær sød at sige, at det er godt nu". 

Karina Frimodt fortæller om sit besøg på Rigshospitalet i flere opslag på Instagram:

Karina Frimodt

Er født 12. september 1978.

Er professionel danser og kendt fra TV 2-programmet 'Vild med dans', hvor hun debuterede i 2010.

Har tidligere danset med Kurt Thybo, Ole Kibsgaard, Rasmus Nøhr, Uffe Holm, John Faxe Jensen og Søren Fauli.

Danner privat par med Kasper Lentz. Parret har sammen sønnen James på to år. Derudover har Karina Frimodt datteren Mathilde på otte år fra et tidligere forhold.

Spillede i 2015/2016 rollen som danselæreren Penny i musicalen ’Dirty Dancing’.

Opdagede knuden under Knæk Cancer

Hun mærkede knuden i sit højre bryst under Knæk Cancer-indsamlingsugen i oktober 2015.

På det tidspunkt var Karina Frimodt travlt optaget af 'Vild med dans' med dansepartneren John Faxe, og hun beroligede derfor sig selv med, at det nok ikke var noget alvorligt. Men knuden viste sig at være ondartet, og hun endte med at få fjernet sit højre bryst. 

Til sidste års Knæk Cancer optrådte hun med en meget personlig dans sammen med kollegaen Suad. 

Overvældet over modtagelsen

Til tjekket onsdag blev der taget et mammografi af det raske bryst, og så blev hun ultralydsscannet. Meldingen fra lægen var den bedste, man kan få. Der var ingenting. 

Karina Frimodt har lagt et billede på Instagram, hvor hun deler nyheden, som har fået over 1700 likes og en strøm af hjerter. 

-  Aldrig har jeg været mere glad for at høre ordene, "det ser fint ud", skriver hun til teksten. 

- Jeg er virkelig overvældet, og det varmer jo bare, siger Karina Frimodt om de mange hjerter og hilsner, hun har modtaget.

Det betyder ikke, at danseren nu er fri for at gå til tjek - det fortsætter nok i nogle år endnu.

- Men jeg lever videre, og jeg tror på, at jeg har fået fjernet det, der var. Det er klart, at man vil altid have lidt frygt i kroppen om, at det kommer igen, men den tror jeg bare, man lærer at leve med, siger hun. 

- Jeg kan mærke, at jeg er noget mere lettet nu, end jeg var for bare to dage siden.