Anne og Todd vinder ’Nybyggerne’: - Det er så sindssygt

"Sindssygt" var det eneste ord Peter Ingemann kunne få ud af vinderparret Anne og Todd fra 'Nybyggerne'.

- Vi har vundet et hus. Vi har vundet VORES hus, siger en glad Anne, da Peter Ingemann kører vinderparret hen til deres nye hus.

Anne og Todd har nu vundet den ultimative præmie – det drømmehus, de selv har indrettet.

- Vi har kæmpet for det her så lang tid og nu er det lykkedes, siger en glad Todd.

- Vores bedste venner bor 500 meter væk

Parret er allerede bosat i Aalborg sammen med deres 3-årige datter Lily, og behøver altså ikke køre langt, når de skal flytte ind i deres nye drømmehus, der ligger i Gistrup en forstad til Aalborg.

- Vi havde allerede kigget på hus i området, fortæller Anne.

Derfor troede de heller ikke deres egne øjne, da de i første afsnit fik afsløret, hvor det hus, de skulle indrette lå.

- Jeg kan bare huske, da vi kørte derned den første dag, vi fik GPS-koordinaterne, og vi bare kom tættere og tættere på, og vi var sådan: Det er for vanvittigt at det er her, siger Anne.

Og nu hvor de snart skal flytte ind for alvor, kan de glæde sig over allerede at kende et par af naboerne.

- Vores bedste venner bor 500 meter herfra, siger de. 

Nybyggerne har bragt os tættere på hinanden

Parret kalder deres deltagelse i 'Nybyggerne' for en "oplevelse for livet".

Og det var ikke kun fuge og fliser, de lærte en masse om undervejs i programmerne:

- Vi har lært så meget om hinanden i løbet af det her. Vi gik og arbejdede sammen om det her store projekt, og vi kom bare endnu tættere på hinanden, siger Anne.

Det er Todd enig i:

- Det var godt for forholdet, det blev mere kærligt undervejs for os, siger Todd.

Parret, der i søndags kunne fejre 10 års-dag, har mødt hinanden i New Zealand, da Anne var på jordomrejse. Og Todds new zealandske baggrund er repræsenteret i drømmehuset – de har bygget et hobbit-legehus til Lily i haven.

Klik på billederne herunder for at se gallerier af de færdige nybygger-huse: