'Nybygger'-vinder om sejren: Jeg måtte sige undskyld til Mikkel

16x9
Finalen var ikke lutter jubelscener. Foto: TV2

Selvom Anne og Todd var glade for at vinde deres drømmehus i 'Nybyggerne', måtte Todd sige undskyld til en meddeltager.

Der var glædestårer og jubel for Anne og Todd, der onsdag vandt deres drømmehus i denne sæson af TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

Men deres glæde stod i skarp kontrast til de tre andre par fra programmet, der måtte gå tomhændet hjem fra aftenens finale.

- Man bliver lidt ked af det på de andres vegne, de har jo kæmpet lige så meget som os andre, siger Anne Bach til TV 2.

Undskyld til Mikkel

Anne Bach og Todd Edlin er blevet gode venner med de andre par både under og efter optagelserne til 'Nybyggerne'.

Derfor følte de også med de andre, der måtte vinke farvel til deres drømmehus.

Jeg måtte sige undskyld til Mikkel, jeg ved, hvor meget han ville have det her hus

Todd, vinder af 'Nybyggerne' 2017

Især én anden deltager fik en ekstra hilsen, inden vinderparret satte sig i bilen med Peter Ingemann for at køre mod deres nye hjem.

- Jeg måtte sige undskyld til Mikkel, jeg ved, hvor meget han ville have det her hus, siger Todd.

Stadig i kontakt med de andre par

I løbet af de ti uger, hvor programmet blev optaget, har de fire par delt grin og tårer med hinanden.

Og Anne og Todd regner helt klart med, at de bliver ved med at ses med de andre. Især Christine og Mikkel, der også bor i Aalborg-området.

Og Anne vil heller ikke glemme de mange aftener med rødvin og øl, som de fik serveret inde hos Steen og Marianne.

- Det er så dejligt et venskab, vi har fået med Marianne og Steen. De var de ældre og vi var børnefamilien, så vi var altid lidt bagud sammen, siger Anne.

TV 2 har valgt at fjerne videoen i denne artikel, da der uheldigvis ikke blev brugt en autostol under køreturen til vinderhuset ifm. Nybygger-finalen. Det skal vi naturligvis beklage.