Kriseramte Jesper kom på mandecenter: Sådan går det ham i dag

Et kaotisk parbrud udløste en voldsom deroute for Jesper Christensen, der efter mange års krise endte på mandecenter. Sådan går det ham i dag.

- Her bor mine sønner, siger Jesper Christensen stolt og peger på en køjeseng med nyredt sengetøj med tegneseriefigurerne minions, der står inde på et børneværelse. 

- De var også ved at være trætte af at sove på en oppustelig luftmadras rundt omkring på forskellige værelser, som de har gjort de seneste år. Nu er de begyndt at have venner med hjem, tilføjer han. 

Familielivet gik i opløsning

For ti år siden havde Jesper Christensen det hele. Et lækkert hus, et godt job som revisor, en kæreste og tvillinger på vej. Men pludselig krakelerer familielivet. Tvillingerne bliver født alt for tidligt, firmaet går dårligt, og Jesper og hans kæreste ender med at gå fra hinanden.

Jesper to sønner, Alexander og Oscar bliver født, da de er blot 29 uger gamle, hvilket resulterer i en tre måneders indlæggelse, der går hårdt ud både psyken og økonomien.
Jesper to sønner, Alexander og Oscar bliver født, da de er blot 29 uger gamle, hvilket resulterer i en tre måneders indlæggelse, der går hårdt ud både psyken og økonomien. Foto: Privatfoto

Jesper bliver voldsomt påvirket af hele forløbet og udvikler en angst i form af depression og social fobi, der medfører, at han har svært ved at holde sin tilværelse kørende de næste mange år.  

Samlede flasker, mens sønnerne lå og sov

I cirka et år kommer hans eneste indtægt fra flaskepant. Flaskerne samler han om natten, mens hans tvillingesønner, Alexander og Oscar, lå og sov på en luftmadras derhjemme. 

- Et eller andet sted tænkte jeg nok ikke, at det kunne ske for mig. Jeg er jo som folk er flest, og jeg tænker ikke, at jeg har været specielt disponeret. Det her kan ske for alle, siger han. 

I flere år kæmper han for at holde sin tilværelse kørende, men da han efter endnu et mislykket kæresteforhold bliver smidt på gaden fra den ene dag til den anden, finder han endelig permanent hjælp på et mandekrisecenter i København. Et sted for mænd, der er ramt af krise på grund af brud med sin partner. 

  • Der findes ni krisecentre for mænd i Danmark.
  • På Mandecentret i København er der 11 værelser til mænd og børn uden bolig efter opløsning af et parforhold.
  • Mandecentret adskiller sig fra herberg og forsorgshjem bl.a. ved, at målgruppen ikke omfatter mænd med ubehandlede misbrug eller psykisk sygdom.
  • Man kan også gå i mandegrupper og modtage rådgivning uden at bo på centret.

Torsdag aften kunne man høre Jesper og andre kriseramte mænds historie i programmet 'Mandefald' på TV 2. 

Jeg havde det sådan, at hvis nogen skulle have fat i mig, hvis telefonen ringede, hvis det ringede på døren eller hvis jeg, så der var kommet en mail, så fik jeg ondt i maven, sad og rystede og blev bange

Jesper Christensen

Fået et nyt job

Efter otte måneder på Mandecentret, hvor Jesper fik både psykisk og økonomisk rådgivning, finder han en lejlighed, som han nu har boet i, i over et år, og det er første gang, han har haft en så stabil boligsituation siden han og ekskæresten gik fra hinanden. 

Jespers to sønner har nu fået deres eget værelse hos deres far, der i dag bor i en to-værelses på Østerbro.
Jespers to sønner har nu fået deres eget værelse hos deres far, der i dag bor i en to-værelses på Østerbro. Foto: Privatfoto

Men det er ikke kun på boligfronten, at det går godt for Jesper. Han har nemlig også fået et job - et praktikforløb hos et Servicevagtteam på Københavns Rådhus, som han startede hos i starten af april. 

Her dækker han op til møder i serviceteamet og tilser Københavns Kommunes øvrige bygninger i vagtteamet

- Jeg er rigtig glad for det. Der er mange positive og søde mennesker. Jeg får lov at prøve forskellige ting og håber, de kan beholde mig, siger han. 

Telefonopkald og mails udløste rysteture

Da Jesper var hårdest ramt af angst, turde han hverken tage sin telefon eller kigge på mails af frygt for, hvem der ville i kontakt med ham, og hvad de ville ham.

- Jeg havde det sådan, at hvis nogen skulle have fat i mig, hvis telefonen ringede, hvis det ringede på døren eller hvis jeg så, der var kommet en mail, så fik jeg ondt i maven, sad og rystede og blev bange. Jeg tænkte ’Puha, er det mon nogen der vil have noget fra mig’, forklarede han. 

Rasede ud på sin håndflade

I dag er han heldigvis kommet stort set af med sin sociale angst, alligevel er det noget, han stadigvæk må kæmpe med. 

- I sommeren 2016 begyndte jeg igen at blive lidt ked af det og trak mig ind i mig selv. Så sprang min akillessene, og jeg begyndte at isolere mig mere og mere med tristheden, fortæller han. 

  • I to ud af tre skilsmisser er det kvinden, der tager initiativet.
  • Fire ud af fem hjemløse er mænd. 
  • Syv ud af ti selvmord bliver begået af mænd i alderen 30-70 år. 
  • Hver femte danske mand viser tegn på alkoholproblemer, det samme gør sig gældende for hvert tiende danske kvinde.

Kilder: SGI, Blå Kors og Kristeligt Dagblad

Men heldigvis er han blevet bedre rustet til at takle de svære situationer efter at have boet på Mandecentret. Han har blandt andet et trick, hvor han kigger på sin venstre håndflade, som han kalder "den negative håndflade".

- Jeg sagde til mig selv: "Nu har du spildt to måneder på at sidde og være ked af det". Så kiggede jeg lidt i min venstre håndflade og sagde: "Nu får du fem minutter til at rase ud, og så er det slut". 

Går op i mad og motion

Efter den dag fik Jesper hanket op i sig selv, og siden har han haft det godt. Foruden jobbet fokuserer han meget på sund kost og motion. 

- Jeg er blevet meget interesseret i god mad. Jeg bager alt vores brød selv og bruger lang tid på morgenmad og aftensmad til mine børn, siger han. 

Jesper bruger meget af sin tid på at bage og lave mad til sig selv og ikke mindst sine sønner. Her har en anrettet eftermiddagsdessert til dem.
Jesper bruger meget af sin tid på at bage og lave mad til sig selv og ikke mindst sine sønner. Her har en anrettet eftermiddagsdessert til dem. Foto: Privatfoto

Jesper har stadigvæk kontakt til flere af mændene, som han mødte på Mandecentret, og faktisk har han en en drøm, der involverer netop mænd i krise. 

- Jeg drømmer om at lave frivilligt arbejde med folk i samme situation. Jeg er glad for, det store arbejde systemet gør for kvinder, men det kunne være rart, hvis systemet kunne gøre det samme for mænd, siger han.