Vandt ikke drømmehuset: - Det har vi lært som 'Nybyggere'

Selvom tre par måtte gå tomhændet fra finalen på 'Nybyggerne', har de alle fået nye evner - og lært, at man kan snyde selv de skarpeste dommerøjne.

Mens de fire par i 'Nybyggerne' har slidt og slæbt for at skabe deres drømmehus, har programmets to dommere på tæt hold fulgt og bedømt deres stil og håndværk.

Særligt sidstnævnte har bygningsekspert Ask Abildgaard slået hårdt ned på. Kravene har været høje, sjuskefejl er blevet opdaget - og det har givet parrene helt nye evner.

- Man lærer noget hele tiden, når man har sådan en som Ask rendende og siger: "Nu skal du lige huske det og det", siger Steen Magelund fra Gult hus, der bliver suppleret af Marianne Hjorth.

- Der er i hvert fald én ting, vi helt sikkert har lært at lave: Det er fuger!, siger hun.

Vi snød dig Ask

Men under finalen onsdag aften kunne parrene også afsløre, at det er lykkedes dem at skjule flere håndværksmæssige fejl undervejs.

- Der gik faktisk sport i at se, om man kunne få hans falkeblik til ikke at fange vores små fejl, siger Mikkel Ibsen fra Blåt hus.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan det lykkedes parrene at skjule flere håndværksmæssige fejl i programmet.

Går man husene helt efter i sømmene, vil man blandt andet opdage glemte fuger hos Rødt hus, maling de forkerte steder i Gult hus - og så var der lige nogle plader, der ikke sad helt fast i Blåt hus.

- Jamen falken holder også weekend engang i mellem. Der har været mange fine detaljer, og jeg har heldigvis også set rigtig meget godt, lyder reaktionen fra Ask Abildgaard.

Arbejder sammen - men samler ikke sammen

Parrene har dog taget mange af dommerens gode råd og tips med hjem fra finalen.

- Vores hjem undergik et eftersyn, da vi kom hjem fra 'Nybyggerne' - og det ville ikke have tålt Asks øjnene, siger Marianne Hjorth og griner.

Nu kan du købe 'Nybyggerne's inventar

Som noget nyt i år får seerne mulighed for at købe inventar fra de tre 'Nybygger'-huse, som ikke vandt - dvs. fra Rødt, Blåt og Gult hus.

Det kommer til at foregå efter ’først til mølle’ og ’købt som beset’-princippet

Parrene har forkøbsret på tre genstande, som de selv udvælger fra deres huse, og ellers kan de som andre byde ind på indboet.

Sted: Idræts- og kulturcenteret Gigantium i Aalborg.

Tidspunkt: Fredag den 21. april fra 12.00 – 15.00.

Betaling: Det er kun muligt at betale via mobilepay.

Pengene fra garagesalget går til at lave en fjerde sæson af 'Nybyggerne'. Læs mere om casting HER.

Hos Rødt hus har arbejdsprocessen i 'Nybyggerne' lært Cecilie og Jonas, hvordan de arbejder bedst sammen.

- Man bliver jo kun skilt, hvis man prøver at samle møblerne sammen. Nogle gange skal man sige: "Du samler den skuffe, og jeg samler den skuffe". Man skal uddelegere og tage det stille og roligt, siger Jonas Henriksen.

Tryk på billederne herunder for at se gallerier af de færdige nybygger-huse: