Her er de 881 nye danske ord: Ved du hvad de betyder?

16x9
Skodby og skidenbrun er et par af de nye ord, der bliver tilføjet Den Danske Ordbog på fredag. Skodby er en kedelig by, og skidenbrun er en helt særlig brun farve. Foto: TV 2

Swiper du til venstre, når du møder en løstansat slikmås? Eller stikker du i et tøsefnis, når der er en rotte i fælden?

Giver ovenstående sætninger ikke helt mening, eller har du bare brug for at få opdateret dit ordforråd, så er der godt nyt.

Den Danske Ordbog bliver fredag opdateret med 881 ord, der indebærer helt nye ord, udbredte sammensætninger, sjældne fremmedord og faste udtryk med nye betydninger.

Alt fra elitist, råkneppe og depilering samt udtryk som at tabe småkagerne og intelligent design.

Test hvor god du er til de nye ord og udtryk længere nede i artiklen.

Kategorier for nye ord

  • Nye ord: Ord og udtryk som er nye i sproget fx swipe og stressteste

  • Udbredte sammensætninger: fx skærmbriller og småpervers

  • Fremmedord: Fremmedord som er sjældne  fx uncial og ruminere

  • Faste udtryk: Udtryk og talemåder fx intelligent design og tabe småkagerne

Knap 5000 nye ord på et år

De 881 nye tilføjede ord er et led i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs store satsning på at tilføje et stort antal ord til ordbogen.

- Det er vigtigt, at kunne dokumentere sproget for eftertiden, så vi kan forstå, hvad vi skriver om. Et ord som dieseltog virker banalt nu, men om 100 år er det ikke, siger Lars Trap-Jensen fra Dansk Sprog- og Litteraturselskab.

Med den nye opdatering er der hermed tilføjet 4.749 ord til ordbogen siden 1. januar 2016.

Se den fulde liste over nye ord her.

Gamle ord med nye betydninger

Blomstertapet, cowboytoast og dagbogsnotat er med i den nye opdatering.

Det er ord, vi allerede kender, men som nu er blevet så vigtige, at de skal registreres.

Men der er også blevet tilføjet ord, vi allerede har i ordbogen, men som nu har fået en ny betydning. 

Det er eksempelvis udtryk som ’derby’, der betyder hestevæddeløb, men som nu er blevet tilføjet i betydningen lokalopgør og ’negerbolle’, der nu er tilføjet som et skældsord om mennesker med brun hud.

Teknologi giver nye ord 

Flere af de nye ord handler om teknologi, og det siger meget om vores tid, siger Lars Trap-Jensen.

- Samfundet har de ord, vi har brug for. Så når samfund og teknologi ændrer sig, så ændrer vores sprog sig også.

Det gælder udtryk som at swipe, der betyder at stryge henover en skærm med fingeren, at hashtagge og at ’følge’ nogen på sociale medier.

De nye ord bliver udvalgt ud fra et it-system, der analyserer tekster fra nutiden, og som ud fra en logaritme regner ud, hvor ofte ordet forekommer og om det dermed er vigtigt for sproget.

Test: Hvor mange af de nye ord og udtryk kender du?