- Tak Danmark, fordi en enlig mor med seks børn kan spare op til et hus

Nilofer Abbasi takker i en kronik det danske velfærdssamfund for, at hun læser på universitetet, og at moren har kunnet købe sit eget hjem.

- Tak Danmark, fordi en enlig mor med seks børn kan spare op til et hus i Rødovre ved at arbejde som rengøringsassistent.

Sådan lyder titlen på den kronik, som Nilofer Abbasi står bag i torsdagens Politiken. 

Som syvårig kom hun i 1999 til Danmark fra Afghanistan sammen med sin mor og fem andre søskende. Hendes far var forinden flyttet til Danmark, og familien havde dengang en forestilling om, at det nye land var et paradis.

Til at begynde med stemte det ikke helt overens med virkeligheden og de grå københavnske gader, forklarer Nilofer Abbasi. Alligevel følte hun, at familien blev taget imod med åbne arme.

Ikke mulighed for uddannelse

Hendes egen nu 25-års fødselsdag her i maj har fået Nilofer Abbasi til at reflektere på skrift over familiens tilværelse - men også samfundsdebatten. Hun vil gerne hylde Danmark og dem, der har kæmpet for landets samfundsmodel. 

- Så selv om der i disse tider florerer den ene statistik efter den anden omkring indvandrere og flygtninges omkostninger for statskassen og de daglige ramaskrig om ’demokratiets forfald til fordel for indvandrernes islamisering’, så er jeg fyldt med taknemmelighed, skriver hun blandt andet i kronikken. 

I 'Go' morgen Danmark' fortæller hun lidt mere om den tilværelse, familien forlod. 

- Min familie kommer fra den centrale del af Afghanistan, som er bjergfyldt, og det er fuldstændig isoleret fra omverdenen. Derudover var vi under borgerkrig og under Talibanstyre, så der var ikke mulighed for uddannelse eller andet. Så begge mine forældre stod med fuldstændig tomme rygsække, da vi kom hertil, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'. 

To selvstændige kvinder

Efter et par år i Danmark blev forældrene skilt, og der var ikke mange penge at gøre godt med. Det krævede otte år med hårdt arbejde for moren, som derefter kunne købe sit eget hus i Rødovre.

- Uden det danske velfærdssystem havde hverken min mor eller jeg stået her i dag. To selvstændige kvinder. En alenemor, der har formået at købe hus for de penge, hun tjente som rengøringsassistent, trods de barske omstændigheder. Og en datter, der formåede at klare sig igennem uddannelsessystemet trods vanskelighederne, skriver Nilofer Abbasi, der i dag læser samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, i kronikken. 

I 1999 kom familien til Danmark fra Afghanistan.
I 1999 kom familien til Danmark fra Afghanistan. Foto: Privatfoto.
Sådan så det ud, da Nilofer Abbasi blev student.
Sådan så det ud, da Nilofer Abbasi blev student. Foto: Privatfoto.

Mulighederne er der

Der er flere grunde til, at hun har følt et behov for at skrive kronikken, som oprindelig blev bragt i Rødovre Lokal Nyt. 

- Først og fremmest er det fordi mig og min familie fik den her enestående mulighed og chance i livet ved at flytte til Danmark og skabe os et godt liv, siger Nilofer Abbasi, som også nævner hændelser, der har betydet, at familien har været i kontakt med det danske sundhedsvæsen. 

- Min mor fik livmoderhalskræft, som hun blev behandlet meget hurtigt for, og min bror kom ud for en arbejdsulykke, og han er blevet hjulpet utrolig godt igennem det hele. Det er sådan noget, som gør, at man lige reflekterer over nogle ting, siger Nilofer Abbasi.

Hun er bevidst om, at der er mange aspekter omkring at være flygtning, og både hun og familien har fra deres fortid traumatiske oplevelser, der fortsat bearbejdes. Men hendes budskab til andre i samme situation er at blive ved med at arbejde på at opnå deres drømme: 

- Det er overhovedet ikke let, men der er ikke noget, der er let i livet. Man skal bare arbejde hårdt for det, man gerne vil. Det gode er, at mulighederne og friheden er der her i Danmark, siger hun.