80-årige Jørgen Leth: Her er mine nye mål

Han vil skrive et teaterstykke, og så vil han lave en af sine egne film i en ny udgave.

Jørgen Leth

  • Født 14. juni 1937 i Aarhus.
  • Journalist, digter, forfatter, instruktør, foredragsholder og cykelkommentator.
  • Jørgen Leth blev kendt i offentligheden, da han begyndte at kommentere cykelløb i begyndelsen af 90’erne.
  • Han har været gift tre gange.
  • Jørgen Leth har fire børn med tre forskellige kvinder. En datter og tre sønner. I november blev han oldefar for første gang.

Han har lavet mere end 40 film. Skrevet flere end 25 bøger. Han er ved at optage en film med sin mobiltelefon, udkommer med en bog i dag, kommenterer cykelløb og holder foredrag.

Men Jørgen Leth er ikke færdig. Slet ikke, siger han i det store fødselsdagsinterview, der bliver sendt på TV 2 FRI i aften klokken 21.15, hvor den nu 80-årige filmmand uddyber sine ambitioner for fremtiden.

Han vil nemlig gerne lave en ny udgave af filmen ’Livet i Danmark’. En film fra 1972, hvor han undersøger, hvordan danskerne "går rundt og har det".

- Alting har jo ændret sig. Og mit hoved har jo også ændret sig. Jeg regner med, at det lige præcis er inspirationen til filmen. Hvad er livet i Danmark i dag, siger Jørgen Leth.

Leth: Et personligt svar på livet i Danmark

Han understreger, at hans svar på spørgsmålet om, hvordan livet i Danmark er i dag, ikke bliver rationelt.

Livet i Danmark

Livet i Danmark er en film af Jørgen Leth fra 1972.

Han filmer næsten 100 danskere, heriblandt en cykelrytter, finansministeren, en kendt skuespiller samt 13 ugifte kvinder fra provinsen.

Nu vil Jørgen Leth lave en ny udgave af filmen, siger han i TV 2s fødselsdagsinterview med ham i anledning af hans 80-års fødselsdag. Interviewet bliver sendt på TV 2 FRI 14. juni klokken 21.15.

Kilde: Det Danske Filminstitut

- Det bliver et personligt svar. Det bliver ikke et rationelt og et statistisk svar. Det er direkte inspireret af, hvad jeg gjorde dengang. Jeg føler mig som en slags antropolog, der kigger på mit eget land, siger han om sine planer.

Nu vil han skrive teater

Udover endnu en omgang med ’Livet i Danmark’ går ambitionerne i retning af helt nyt territorium. Han vil nemlig gerne skrive et teaterstykke, og under interviewet med TV 2 sætter han netop dette ønske som et erklæret mål.

- Jeg kunne godt tænke mig at skrive et teaterstykke. Det kommer til at handle om noget af det, de andre film har handlet om. En slags udforskning af virkeligheden, siger han og bliver mere konkret:

Fem udvalgte bøger skrevet af Jørgen Leth

  • Sportsdigte (1967)
  • Den gule trøje i de høje bjerge (1995)
  • Samlede digte (2002)
  • Det uperfekte menneske (2005)
  • Det er derfor de knepper så meget i dette land (2009 med Morten Sabroe)

- Det kunne være en fortsættelse af ’Det perfekte menneske’ (en film af Leth fra 1967, red.). Ikke for mange mennesker på scenen. En mand og en kvinde. Nogle enkelte rekvisitter, noget meget smukt tøj, siger han.

Leth sætter teater som et flag i landskabet

Ingen har dog endnu bedt den 80-årige filmmand om at skrive teater, slår han fast.

- Det kan godt lade sig gøre, men der er ikke nogen, der har bestilt det hos mig endnu, siger han og slår så fast:

- Men det er en mulighed. Absolut en mulighed. Det er godt at sætte det flag op i landskabet.

Mens Jørgen Leth endnu ikke har skrevet teater, har han lavet meget andet. Blandt andet overtalte han den kunstneriske verdensstjerne Andy Warhol til at spise en burger i Jørgen Leths film ’66 scener fra Amerika’ i 1982. Den scene kan du se et klip fra nederst. Herunder kan du høre Jørgen Leth forklare, hvordan man overtaler en stor stjerne til at spise burger i sin film.

10 udvalgte film af Jørgen Leth

  • Det perfekte menneske (1967)
  • Livet i Danmark (1971)
  • Stjernerne og vandbærerne (1974)
  • En forårsdag i helvede (1976)
  • 66 scener fra America (1982)
  • Det legende menneske (1986)
  • Notater om kærligheden (1989)
  • Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993)
  • De fem benspænd (2003 med Von Trier)
  • Det erotiske menneske (2010)

Herunder kan du se klip fra fire af Jørgen Leths film.​​​

Fire film af Jørgen Leth

66 scener fra Amerika (1982)

Michael Laudrup - en fodboldspiller (1993)

Det perfekte menneske (1967)

Stjernerne og vandbærerne (1974)