Jørgen Leth: Jeg forfører kvinder med mit blik

Kvinder er klogere end mænd, mener Jørgen Leth, der har bedre erfaringer med at følge kvinders råd end mænds.

Han har været gift tre gange. Kærester har han haft endnu flere af, og forelskelserne har han ikke tal på.

Til gengæld har han knækket koden, siger han. Koden til at forføre kvinder.

Jørgen Leth

  • Født 14. juni 1937 i Aarhus.
  • Journalist, digter, forfatter, instruktør, foredragsholder og cykelkommentator.
  • Jørgen Leth blev kendt i offentligheden, da han begyndte at kommentere cykelløb i begyndelsen af 90’erne.
  • Han har været gift tre gange.
  • Jørgen Leth har fire børn med tre forskellige kvinder. En datter og tre sønner. I november blev han oldefar for første gang.

- Jeg har bare forstået meget tidligt, at ens blik er meget vigtigt i forførelsesakten. At fastholde en kvindes blik. Det er helt afgørende, siger Jørgen Leth i TV 2s store fødselsdagsinterview med digteren, der fylder 80 år onsdag.

Det handler dog om mere end bare blikket, mener han. Interessen må nemlig ikke mase sig på.

- Kvinder kan enormt godt li’, hvis de bliver set i deres liv og ikke bare bliver betragtet som objekt for begær. Det er ikke så enkelt, at begæret kan skilles fra den virkelige interesse. Den virkelige interesse skal være der, synes jeg, lyder det i interviewet, som du kan se en bid af over artiklen her.

Hele TV 2s fødselsdagsinterview med Jørgen Leth kan du se på TV 2 FRI onsdag aften klokken 21.15.

Mens filmmanden har gennemskuet, hvordan man forfører kvinder, er han ikke i tvivl om, at kvinder er klogere end mænd.

10 udvalgte film af Jørgen Leth

  • Det perfekte menneske (1967)
  • Livet i Danmark (1971)
  • Stjernerne og vandbærerne (1974)
  • En forårsdag i helvede (1976)
  • 66 scener fra America (1982)
  • Det legende menneske (1986)
  • Notater om kærligheden (1989)
  • Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993)
  • De fem benspænd (2003 med Von Trier)
  • Det erotiske menneske (2010)

- Kvinderne er klogere end mændene. Det er der slet ingen tvivl om for mig, siger han og giver et par eksempler.

- Det er enklere for dem at træffe et valg, som kan være svært for en mand at træffe. Jeg har oplevet masser af situationer, hvor det har været mere givende at følge en kvindelig vens råd end at gå med på den mandlige automatik i behandlingen af omverdenen, siger han.

Han gør det ligeledes klart, at han stadig bliver inspireret af kvinder til sine film og digte.

- Ingen film uden kvinder. Det er da klart. Og ingen digte uden kvinder. De spiller stadig en rolle fremadrettet, siger han og uddyber, hvor meget kvinderne betyder for hans evne til at være kreativ:

- Jeg kan ikke skrive noget eller lave noget uden, at der er et kvindeligt islæt, det kan jeg altså ikke, for de inspirerer mig så meget.

Fem udvalgte bøger skrevet af Jørgen Leth

  • Sportsdigte (1967)
  • Den gule trøje i de høje bjerge (1995)
  • Samlede digte (2002)
  • Det uperfekte menneske (2005)
  • Det er derfor de knepper så meget i dette land (2009 med Morten Sabroe)

Seksuel appetit svinder - men stadig nysgerrig

Jørgen Leth afslører dog, at han ikke længere har den samme seksuelle appetit som tidligere.

- Det må jeg ligesom finde mig i. Men jeg kan stadig huske alt, hvad jeg har oplevet med kvinder. Jeg er stadigvæk nysgerrig overfor kvinder. Jeg er stadig begejstret for kvinder. Og jeg kan godt lide at se kvinder på film for eksempel. Det må jeg sige. Jeg er meget begejstret for kvinder, siger Jørgen Leth, der kom ud for karrierens største ’stormvejr’, da han netop beskrev forholdet til en 17-årig haitianer i sin selvbiografi 'Det uperfekte menneske' tilbage i 2005.

Kapitlet ’Kokkens datter’ affødte således voldsomme reaktioner i medierne, og Jørgen Leth blev efterfølgende fyret fra sit job som cykelkommentator på TV 2.

Siden er han ofte blevet spurgt, om han ville skrive kapitlet igen, hvis han havde kendt konsekvenserne, fortæller han.

Kokkens datter

”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret”

Sådan skrev Jørgen Leth i kapitlet ’Kokkens datter’ i selvbiografien Det uperfekte menneske i 2005.

Et kapitel, der sendte Jørgen Leth ud i et voldsomt ’stormvejr’.

”Holdt 17-årig som sexslave”, skrev Ekstra Bladet, mens TV 2 fyrede Jørgen Leth som cykelkommentator.

Journalisten bag artiklen i Ekstra Bladet sagde senere, at der ikke var belæg for at bruge betegnelsen ’sex-slave’, ligesom det ikke kan dokumenteres, at Leth udnyttede den 17-årige. Journalisten sagde sit job op som følge af, at overskriften var blevet ændret uden hans vidende.

- Ja, det ville jeg til hver en tid, svarer han på det spørgsmål.

- Jeg har ikke fortrudt det. Det er et skidegodt kapitel. Det er en skidegod historie, jeg fortæller, siger han og peger på, at kapitlet blev læst forkert dengang.

- Det er bare en total misforståelse af det, der var skyld i den heksejagt, som var.

Jeg har ikke fortrudt det. Det er et skidegodt kapitel. Det er en skidegod historie, jeg fortæller

Jørgen Leth om kapitlet 'Kokkens datter' i selvbiografien 'Det uperfekte menneske' fra 2005

At han kom igennem ’stormen’ dengang, skyldes ifølge forfatteren, at han ikke fortrød, hvad han havde skrevet.

- Det var en chokerende tid. Det gik mere udover mine børn end over mig selv. For jeg vidste, hvad jeg havde lavet, og jeg fortrød det ikke. Det er jo meget vigtigt, når man befinder sig i en storm, at man så ikke selv befinder sig i et vadested, hvor man er ved at fortryde det og prøver at trække det tilbage. Det ville jeg jo ikke på nogen måde, siger Jørgen Leth.

Se også TV 2s store fødselsdagsinterview med Jørgen Leth, hvor han kommer ind på sit forhold til kvinder, sin popularitet hos de unge og et liv med depressionen som fast medrejsende. Det er på TV 2 FRI onsdag klokken 21.15.

Ifølge Jørgen Leth betaler han for sin kreativitet og begejstring med sorte depressioner, som han ikke kan styre. Det kan du høre i videoen herunder.

Fire film af Jørgen Leth

66 scener fra Amerika (1982)

Michael Laudrup - en fodboldspiller (1993)

Det perfekte menneske (1967)

Stjernerne og vandbærerne (1974)